Festen for Hr. Ibsen i Kvindelig Læseforening
Den 2den April fejrede „Kvindelig Læseforening” en Ibsenfest, som efterlader et varigt og smukt Minde hos alle dem, der var saa heldige at deltage i den. Hvad der bidrog til den Ynde og Hygge, der hvilede over Festen, var den Omstændighed, at den fandt Sted i Læseforeningens egne Lokaler, men dette medførte ogsaa en nødvendig Skuffelse for de mange Medlemmer, som ikke kunde opnaa Billetter af Mangel paa Plads. Flere end hundrede Deltagere var det ganske umuligt at huse uden at overskride den festlige Skønhed og Orden, som fremfor alt burde være fremherskende ved denne Lejlighed.
Allerede Klokken 7 fyldtes Læseforeningens Konversationsværelse og Udlaansværelset med festligtklædte Damer af alle Aldre. To af Bestyrelsens Medlemmer, Frøken Alberti og Fru Emma Gad, savnedes, de havde overtaget det Hverv at afhente Dr. Ibsen paa Hotellet.
Kl. 7½ traadte Mesteren ind, hilset af Velkomstraab, og umiddelbart derefter aabnedes de brede Fløjdøre til Læselokalerne, hvor et langt blomstersmykket Bord straalede de Indtrædende i Møde i de elektriske Lampers klare Lys.
Blegrøde Tulipaner og Violer dannede Bordets Hoveddekoration, mellem dem hævede Ananaser deres grønne Toppe, med de skarpe, takkede Blade. Omkring hvert Champagneglas snoede sig en Myrtegren, saa det var en løvkranset Hyldning, der ydedes Digteren hver Gang Glassene hævedes og tømtes til hans Ære. Vægge og Vinduer var prydede med brogede Draperier og grønne Planter.
Dr. Ibsen havde sin Plads midt paa Langsiden af det ene Bord, og Damerne var placerede saaledes, at de Alle kunde se ham.
Ved sin ene Side havde han Foreningens Formand, Frøken Alberti, ved den anden Fru Magdalene Thoresen. I smukke, anerkendende Ord bød Frøken Alberti Mesteren velkommen i Kvindernes Kres; den 2den April 1898 vilde for altid være en Mærkedag i „Kvindelig Læseforenings” Annaler.
Lette Forfriskninger af Is, Kager og Frugter ombåres. Det galdt om at bevare en vis ætherisk Karakter med Hensyn til Beværtningen, da Besøget i Læseforeningen, for Digterens Vedkommende, kun var en Begyndelse paa Aftenens Festligheder. Frøken Annette Vedel holdt den egentlige Festtale, hun stod midt i Salen lige overfor Dr. Ibsen, saa Alle kunde høre de varme dybtfølte Ord, hvormed hun hyldede den Digter, der havde fyldt hende og hendes Samtid med saa mange vækkende Tanker og løftende Ideer. Fru Anna Poulsen, Emil Poulsens Hustru, foredrog derpaa et smukt Digt af Magdalene Thoresen til Ibsens Ære.
Den mest begejstrede Stemning fremkaldtes dog da den alderstegne Gehejmeraadinde Casse med kraftig Stemme og flydende Foredrag bragte Ibsen sin egen og alle Danskes Tak for det Lysglimt, han i vort sørgelige Krigsaar indgød i vore Hjerter ved Opraabet til det norske Folk for „en Bror i Nød”.
At Glimtet brat udslukkedes har ikke formindsket vor Taknemlighedsgæld til den, der forstod vor Nød, og led med os. „For i Nød var vi stedte, alle tilsammen, og jeg, hvis Mand var Minister og hvis Søn stod paa Dybbøl, har maaske mest personlig Grund til at takke for det Haabets Lys, som, i de mørke Dage, et Øjeblik varmede vore Hjerter.”
Fru Emma Gad talte for Digterens Hustru, og sendte hende danske Kvinders Tak fordi hun sikkert er den, som har inspireret sin Husbond til at forstaa, at Kvinden, ogsaa ud over Ungdommens og .Skønhedens Aar, kan besidde Tanker, og Længsler og Trængsler, der nok er værd at skildres og tages med i Betragtning, naar Virkelighedens Verden med Sandhed skal forklares ved Poesiens Lys. Fru Emma Gad berørte her det, hvorfor Kvinden maaske mest har Anledning til at takke Ibsen og andre norske Forfattere: De har holdt Kvinden som Menneske i Ære. Mesteren takkede synlig rørt, men holdt ikke selv Tale; han har talt i sine Værker, han har Lov til at tie.
Endnu holdtes et Par Taler af begejstrede Damer; da saas ved Bordenden Studentersamfundets Afsendinge; de kom for at afhente Hædersgæsten, som ikke mange Minutter derefter forlod Læseforeningens festlige Lokaler under Forsamlingens Hurraraab. Endnu nogle Timer forblev Medlemmerne samlede i livlig Samtale, opløftede af den store Stemning, der havde baaret denne vellykkede Fest. Den staar som et Sindbillede paa den ægte Kvindebevægelse, der fører fremad paa Intelligentsens Baner, uden at Skønhedslinjen overtrædes ved Tobakens, Alkoholens og extravagant Klædedragts og Optrædens fordærvelige Tilsætninger.
Ære være Læseforeningens Bestyrelse for denne uforglemmelige Aften.