Frances Elizabeth Willard

I Staden New-York døde Natten mellem den 17. og 18. Februar Miss Frances E. Willard, en ugift, middelaldrende, ubemidlet Amerikanerinde. Hendes Bortgang gjorde ligesaa megen Opsigt hele Verden over som en regerende Dronnings, og Sorgen var uendelig mange Gange større, idet meget faa Mennesker har været saa elskede som hun, der ikke tilhørte et enkelt Land, men den hele Verden. Hun var udstyret med saa rige Evner af Gud, hendes Personlighed var saa fremragende og hendes Liv som kristelig Reform-Arbejder saa virksomt, at hendes Autobiografi „Glimpses of Fifty Years” er en omfangsrig Bog paa 4 à 500 Sider, og det er ganske bogstavelig uoverkommeligt at faa læst alt, hvad der er skrevet i Anledning af hendes Død, ikke alene i de talrige specielle Organer for kristeligt Reform-Arbejde, men ogsaa i den amerikanske Dagspresse. At skrive en nogenlunde udtømmende Biographi af hende i al Korthed er derfor umuligt; alligevel vil vi nødig, at Frances Willards Navn skal være ganske ukendt for danske Kvinder, hun som i adskillige Aar i den engelsktalende Del af Verden har været kendt som „Amerikas ukronede Dronning”, og for hvem der overalt samme Steds er blevet afholdt Sørgegudstjenester indenfor alle mulige forskellige Kirkesamfund, endogsaa af „Church of England” i London. Spørger vi, hvorfor en saa stor Del af Menneskeheden sørgede ved en Persons Bortgang, som hverken var Mand eller i Besiddelse af de ydre Fordele, Rigdom, Stilling eller Magt, der plejer at vække Opsigt i Verden, maa Svaret blive, at denne Kvinde elskede Menneskeheden og havde sin Lyst i, at tjene denne, især den lidende, fortrykte og faldne Del deraf. Af de utallige Udtalelser, skriftlige og mundtlige, som ere fremkomne om hende nu tillader vi os at fremdrage tre meget karakteristiske. En amerikansk Kvinde siger: „Miss Willard var upaatvivlelig denne Tidsalders største Kvinde og gjorde mere for at hæve Kvindekønnet end nogen anden Kvinde.” En Præst telegrapherer: „I Fællesskab med hele den kristne Verden sørger vi over Frances Willards Død; hendes Arbejde for Menneskeheden er hendes uforgængelige Mindesmærke;” og en Biskop siger fra sin Prædikestol: „Miss Willard var en Leder for Kvinderne. Hun maa sættes i Række med Jefferson, thi hun skrev en Uafhængigheds-Erklæring for sit Køn.”

Frances Willard blev født 1839 i Churchville i Staten New-York, men tilbragte sin lykkelige Barndom paa Prairierne langt ude mod Vest i Wisconsin, hvor hendes Forældre var dragne hen som Nybyggere paa Grund af Faderens Helbred, som viste sig ikke at kunne taale det studerende Liv, han hidtil havde ført, og hvori Moderen havde deltaget. Dette begavede, vel uddannede, kristne Ægtepar indgav deres Søn og to Døtre en stor Kærlighed til alt det skønne baade i Naturen og i menneskelige Frembringelser; og det frie Liv, Børnene førte, lærte dem at skatte Uafhængighed højt og begære den baade for sig selv og andre. Sønnen blev sendt i Skole for at studere (han døde i sine første Manddomsaar), medens Døtrene maatte nøjes med Forældrenes Undervisning, hvortil der kun kunde afses en kort Tid fra deres travle Dagsarbejde, indtil de var næsten voxne. Da sendtes de begge til Evanston (nær ved Chicago), som blev Miss Willards fremtidige Hjemsted, idet hun efter i kort Tid at have uddannet sig, begyndte sin Lærerindevirksomhed der, og i en meget ung Alder blev hun Leder af Undervisningsanstalten, ligesom hun der vejledede baade unge Kvinder og unge Mænd. I denne Periode byggede hendes Fader en Villa i Evanston, i hvilken han selv og hendes unge, lovende Søster kort efter døde, medens hendes mærkelige Moder dannede Midtpunktet i et gæstfrit, kristeligt og aandfuldt Hjem, der var kendt og skattet i vide Kredse i en lang Aarrække († 1892). Inden Miss Willard fyldte 30 Aar, fik hun Lejlighed til - indbudt af en rig Veninde - at berejse hele Evropa og en Del af Asien og Afrika i næsten to Aar og saa den Gang det meste, der er værdt at se i Verden.

Nogle Aar senere opgav hun sin Virksomhed i Evanston; og ved at hengive sig til kristeligt Arbejde i Chicago, traf hun paa nogle af de Kvinder, som havde været med til „Kvindekorstoget” mod alle berusende Drikke og nu havde dannet „den kvindelige, kristelige Afholdsforening” for at fortsætte disse Bestræbelser indenfor en Organisation. Til denne knyttedes F. W. som Sekretær og i 1879 blev hun Foreningens Præsident, en Plads hun indtog indtil sin Død. Hun gav Foreningen dens Motto: „For Gud, Hjem og Menneskeheden”; hun drog i 12 Aar til Stadighed rundt i de Forenede Stater for at holde Foredrag og organisere Afdelinger af denne Kvindeforening, som nu derovre omfatter ca. 200,000 Medlemmer, i England ca. 100,000 Medlemmer og vel ialt en halv Million ud over hele Verden, idet Mrs. Leavitt, en amerikansk Enke, udførte Miss Willards Plan og i 9 Aar besøgte de fleste Lande i den civiliserede Verden. Og medens denne Forenings Arbejde i Begyndelsen gik udelukkende ud paa at bekæmpe de berusende Drikke, saa Frances Willard tydeligt, hvorledes der trænges til at arbejdes paa mange forskellige Omraader af dem, som higer efter at bringe Christi Aand og Vilje ud i det daglige Liv, saa det der kan blive den Surdejg, som det skal være, og hun førte sine Kvinder ud i Kamp mod Usædelighed, mod Ubarmhjærtighed og Grusomhed i Behandling af baade Mennesker og Dyr osv. osv., med et Ord mod Synden i alle dens talrige Former. Mest Modstand mødte hun, da hun foranledigede Foreningen til at sætte Kvindesagen læs: Kvindens Ligestilling med Manden paa sit Program, hvad hun saa som Guds Vilje og som en nødvendig Betingelse for at kristne Kvinder med Virkning kan arbejde for hans Riges Komme i Verden og i de enkelte Menneskers Sjæle. Dette Foreningens Formaal giver sig ogsaa til Kende gennem den Evangeliets Forkyndelse, som Kvinderne ikke forsømmer. Ved det internationale Møde i London i 1895 talte f. Eks. 175 af Foreningens Medlemmer fra Prædikestolene ved en Søndag-Aftengudstjeneste.

Miss Willard havde en flittig, let flydende Pen; hun har skrevet utallige Avisartikler og redigeret flere Blade samt udgivet en Del Bøger. Hun var en ganske ualmindelig Taler og rev fuldstændig sit Publikum med sig; meget ofte blev der baade grædt og let under hendes Foredrag. Og hertil maa vi nævne en Gang til hendes store Organisationstalent og hendes enestaaende Evne til at paavirke Menneskene, saaledes at hun næsten altid forvandlede dem fra ligegyldige Tilhørere til Beundrere, Medarbejdere og trofaste Venner. Hun gav Kærlighed og hun modtog Kærlighed blandt alle Samfundsklasser; hun lærte i Virkeligheden aldrig at forstaa de store Forskelle i Verden, som hun gav sit Liv til at udviske.

Miss Willard led i de senere Aar af Anæmi og den Overanstrængelse, som hendes lille spinkle Legeme havde maattet udstaa; men hun vedblev at arbejde til det sidste, drevet af den udholdende, store Kærlighed, som lyste ud af hendes indtagende, kvindelige Personlighed.