Et Jubilæum
De amerikanske Kvinders Stemmeretsforening har nylig holdt 50 Aars Jubilæum. Man ser heraf, at de med Hensyn til Tiden ikke have været meget forud for de Kvinder, som her hjemme rejste Kvindesagen i Tilslutning til Frihedsbevægelsen i 48. Men der ovre greb man straks praktisk fat og slap siden ikke Taget. Amerikanerinderne bleve ikke mere ridderligt behandlede end vore Foregangskvinder; men de vare allerede da hærdede i Kampen mod Slaveejerne og bleve trofast støttede af de Mænd, som de havde staaet Side om Side med i Arbejdet for de sortes Menneskerettigheder. Denne Kamp, dette Arbejde for en human Idé blev de amerikanske Kvinders Indvielse, idet den overbeviste dem selv og andre om, at de som Kvinder havde en betydningsfuld Samfundsopgave. Det laa jo ogsaa overmaade nær for dem at overføre Teorierne om de underkuede Negeres Rettigheder paa sig selv. Endnu forleden i Washington erklærede en af Talerne, at hun først i 1880 var bleven omvendt til Suffrage ved at se, hvad det havde været for Negerne at blive repræsenterede i den lovgivende Forsamling.
Senere fik man jo ogsaa der ovre den Opmuntring, der ligger i at se et praktisk Resultat af sit Arbejde. Efter at Wyoming for 27 Aar siden med saa stort Held havde givet sine Kvinder politisk Stemmeret, fulgte en Række Stater efter med større eller mindre Indrømmelser. Tre andre Stater gave Kvinderne politiske Rettigheder, en (Kansas) kommunale, 28 indskrænkede sig til Skoleraadene. Og det er jo endnu kun i Vesten, at Kvinderne nyder fuld Ligestilling med Mænd; men der er dog næppe nogen Tvivl om, at Sagen herfra vil gaa sin sejrrige Gang Øst paa, ligesom det har været Tilfældet med Fællesundervisningen og andre Nyforbedringer. Kvinderne i Washington kunde med Rette vise hen til en Række Ændringer i Kvindens Stilling i Hjemmet, Samfundet, Kirken og Staten, som de forløbne Aar har bragt, og Rev. Anna Shaw (en halvhundredaarig, meget veltalende, præsteviet Kvinde) kunde ikke uden Grund udtale, at selv Indrømmelsen af de mest vidtgaaende Rettigheder egentlig af alle anerkendtes for retfærdig og nu kun havde at kæmpe mod Inertiens Lov.
Jubilæet kunde da ogsaa holdes med fuld Musik i Regeringsstaden. Præsidenten gjorde Selskab for Damerne i det hvide Hus, og de blev modtagne og „hørte” i den lovgivende Forsamlings Udvalgsværelser, som det er Skik i Amerika og England. For femtende Gang fremsatte Susan Anthony Kvindernes Krav for et Udvalg af Repræsentanter, og af Udvalgets 15 Medlemmer paahørte de 14 med megen Interesse hendes og en Række andre Kvinders Bemærkninger. I Senatets Udvalg var det derimod kun med Nød og Næppe lykkedes at skaffe fire Medlemmer til Stede, og disse vare, karakteristisk nok, alle fra Vesten.
Det forringer selvfølgelig ikke en Sag, at den lettest og tidligst har kunnet gennemføres under halvciviliserede Forhold. Tvert imod, den overkultiverede kan jo ofte kun redde sig ved at tage sig et Bad i det primitive. Men det forklarer, at man der ovre har kunnet føre Sagen med mere synligt Held og derfor med mere Munterhed og Sejersglæde end i de andre Lande. Men man forstaar jo rigtig nok ogsaa der at arbejde. Eksempelvis kan nævnes, at der i Suffrageforeningens Hovedkvarter ugentlig udarbejdes en Bladartikel, som derfra udsendes og trykkes i 1000 Dagblade. Desuden arbejder i hver Stat et Udvalg; i Jowa f. Eks. havde man sidste Aar til hvert Kvindeblad i Staten sendt en Plan over, hvorledes der bedst arbejdes i mindre Byer, hvilket havde til Følge, at der blev stiftet 47 ny Arbejdsudvalg. Man har der lige som i de gamle Lande haft Splid og Tvist at overvinde. Saaledes har f. Eks. det aandsaristokratiske Ny England i mange Aar haft sin egen Stemmeretsforening, der har holdt sig fjern fra den hidsige og ikke altid smagfulde Agitation, som er udgaaet fra New York. Men man har lært sig til at arbejde sammen. Og gennem alle Aarene har der været en, som aldrig har opgivet Kampen, men derimod opgivet alt andet for dens Skyld. „Tante Susies” højrøde kinesiske Shawl har vajet som et Samlingsmærke fra snart sagt alle Tribuner i de forenede Stater. Intet Under, at det blev hilst med Begejstring ved Mødet i Washington, og at Miss Anthony paa sin 78aarige Fødselsdag, der faldt sammen med Mødet, blev hyldet fra alle Sider. Det har sin Betydning, synes jeg, ogsaa over for vor egen Reaktion mod Kvindebevægelsen, at det udtrykkelig blev anerkendt, at det netop er særlig kvindelige Egenskaber, som har baaret hende oppe. Evening Star anvender saaledes fint paa hende følgende Vers (af Mau).
Som Solsikken hilser sin Konge i Kvæld
med selv samme Smil som i Gry,
det trofaste Menneskes Kærligheds Væld
vil altid sin Kilde forny.
Det er derfor ganske rigtigt, siger Bladet, at Stemmeretskvinderne har valgt Solsikken til deres Symbol!
Af dem, der har rejst Bevægelsen, var foruden Miss Anthony ogsaa den gamle Cady Stanton, fra først af den mest fremtrædende, til Stede. Og blandt de yngre Talere var hendes Datter, nu gift i England, og Alice Stone Blackwell fra Boston, hvis Forældre begge have været Hovedmændene for Stemmeretsbevægelsen i Ny England. Ogsaa May Whrigt Sewall, som er Sjælen i den ny internationale Bevægelse, var medvirkende. Naar det tredje internationale Møde til næste Aar bliver holdt i London, vil man forhaabentlig der faa Lejlighed til at møde disse og flere af vore dygtige og behjertede transatlantiske Søstre.
