Pundita Ramabai *)

Det er nu ti Aar siden, Ramabai kom til Amerika; hun talte først i Boston, senere paa den store internationale Kvindekongres. Hendes Maal var at oprette en Skole, et Hjem for de Kvinder, der, som Enker efter Mænd af fornem Kaste, „high-caste widows”, gik helt til Grunde.

Først da Englænderne forbød dem at lade sig brænde med Mandens Lig, kom Sagen frem. Tidligere blev Hustruen ved Mandens Død smykket, feteret, beruset, bedøvet og brændt. Men endnu er en Enke, der overlever sin Mand, faktisk Familiens Slave. Hendes Ejendom er givet til en Værge, der, hvis hun har en Søn, bestyrer den, til denne er myndig; har hun en Datter, bliver Formuen gjemt til den Søn, denne muligvis engang i Tiden kan bringe til Verden.

Hun selv faar et vist knapt Maal af Ris, en Hytte, en Rissæk et Par Gange om Aaret til at lave sig en Bluse af og arbejder som Pige hos Familien. Hendes Føde er Ris, og Fastedagene ere mange. Man skulde synes, hun fastede, naar hun lever af Ris; nej, Fasten bestaar i fuldstændig Afholdenhed; ikke en Draabe Vand maa komme over hendes Læber i de lange, brændende hede Dage. Og ikke nok med det; et Mærke midt i Panden, stort som en Tokrone, sort, mørkere end underløbet Blod, stempler hende som Enke for bestandig. Ramabai bærer dette Mærke; - Fotograferne slette det ud. - Ingen vil give en Enke, der river sig løs fra sin Familie, Arbejde; hun er Paria, ingen tør hjælpe hende. Disse Ægteskaber sluttes tidligt og ofte med gamle Mænd, saa der findes 10 til 11 Aars Enker, der staa aldeles hjælpeløse; de have intet lært, - naar Familielivet bliver dem for haardt, ere de absolut henviste til at dø af Sult eller at synke ned i Prostitutionen.

Det var Enkerne af de højere Kaster, som Ramabai vilde arbejde for. Hun selv havde været under Aaget som Enke.

Hendes Fader, Ananta Shastri, en lærd Bramin, var bleven forvist, fordi han havde lært sin Hustru at læse. Han underviste ogsaa sin Datter mundtlig, og hun blev saa kundskabsrig, at hun fik Titlen Pundita, Lærer, efter at have været prøvet i Calcutta af Indiens Vise. Disse havde hørt om hendes Arbejde; thi efter Forældrenes Død drog Ramabai og hendes Broder, ofte uden Tag over Hovedet, tit uden Føde, som Faderen om fra Sted til Sted, talende Kvindernes Sag og fremsigende Citater af de Vises Bøger. Da Ramabai var tolv Aar gammel, kunde hun 18,000 Vers af Purana, som hun Aar efter fremsagde med faa Fejltagelser. Hun forbavsede de lærde saa meget ved sin Visdom, at de senere kaldte Hende Sarasvati - Visdomsgudinden.

Den Uret, der havde ramt deres Fader, drev de unge til Arbejdet. Paa en af deres Rejser hørte de, at der fandtes en dejlig Sø et Sted i Himalaya. Midt i denne syv Bjerge, en Inkarnation af syv vise - „Mahatmas”. Naar et Menneske uden Synd nærmede sig til Bredden, flød Bjergene dem i Møde for at modtage deres Tilbedelse; men de rørte sig ikke af Pletten for en Synder. Ramabais Broder vilde svømme dem i Møde, men Præsterne holdt ham tilbage sigende, at Vandet var fuldt af Krokodiller. „Vent til i Morgen,” Næste Morgen tidlig, da Bjergene ikke flød hen imod ham, kastede han sig i Vandet, svømmede ud til Bjergene, der viste sig at være Sten og Mos, arrangerede paa en Tømmerflaade, og bag denne laa den lille Baad, Præsterne benyttede, naar de, skjulte af Bjerget, drev Flaaden hen mod den troende, der havde betalt dem godt.

Denne Oplevelse styrkede dem endnu mere til Kamp mod de gamle Fordomme; de havde set hen til denne Prøve for at faa Vished om, at deres Arbejde var godt og rigtigt, og saa viste den sig at være et Bedrageri.

De toge til Calcutta og her blev Broderen syg; efter hans Død ægtede hun en Bengaler, der, som hun, havde lidt Skibbrud paa sin Tro. Efter 19 Maaneders Ægteskab døde han, og Ramabai stod atter ene med en lille Datter.

For at redde denne fra sin egen sørgelige Skæbne, rejste hun til England. Professor Max Müller tog sig af hende. Hun underviste i Sanskrit og modtog selv Undervisning. Her tog hun den Beslutning at arbejde paa at forbedre Enkernes Kaar og om muligt faa Mændene til at se al den Uret, Traditionen havde ledet dem ind i.

Naar man husker, at denne er stærkt knyttet til Hinduernes Religion og har Aarhundreders Hævd, vil man forstaa, hvor stort og vanskeligt et Arbejde det var, hun havde taget op efter Faderen. Traditionen lærer for Eksempel, at en Kvinde, der er muggen mod sin Mand, vil komme til at leve en længere Tid - de tro jo paa Sjælevandringen - som en Rotte og vil først langsomt kunne arbejde sig op igen gennem mange Inkarnationer; men den, der siger ham imod, maa begynde sit Liv efter Døden som et Svin.

Ramabai tog til Amerika 1887 for at rejse Midler til den føromtalte Skole. Hendes Personlighed gjorde Indtryk. Unitarierne gave deres Forsamlingssal til Mødet. Efter at Ramabai havde talt, foreslog Rev. Arnes, at der skulde nedsættes en Komité af Kvinder. Miss Phebe Adam, der er født i Indien, modtog Hvervet om at danne den og traadte i Forbindelse med Dr. Bhandarkar i Poona og Sir William Wedderburn i England. Rev. Dr. B. E. Hale, der blev Formand, Dr. Lyman Abbott, George A. Gordon, Mrs. Mary Hemmenway, Dean Rachel Bodley og den nylig afdøde Frances Willard vare med i Bestyrelsen.

En kuriøs Bestyrelse - bestaaende af Unitarier, Anglikanere, Ortodoxe, Metodister og Baptister - Guds Vilje knyttede dem sammen i dette Arbejde, og de naaede deres Maal. Ramabai brast i Graad, da hun hørte det: „Det er af Glæde, jeg græder, nu bliver min Drøm Virkelighed.” Hun traadte i Komiteens Tjeneste, rejste fra Sted til Sted, og denne unge Kvinde, der udelukkende lever af Brød, Mælk og Frugt, udfoldede i det Aar en Kraft, der varslede godt for hendes Arbejde i Indien.

Ramabai kom til Chicago; der saa jeg hende første Gang i et privat Hus. Stemningen var just ikke for hende. At hendes Skole skulde være komplet fri, ikke knyttes til noget bestemt Kirkesamfund; at Eleverne skulde stilles frit i Valget af deres Tro, og at Ramabai, skønt selv kristen, ikke vilde gøre Proselyter, var en Hindring. Kun Temperancefolkene var begejstrede for Ramabai, der aldrig havde nydt berusende Drikke; de vidste, at hendes Kostskole vilde opfylde en af de vigtigste Betingelser for at tækkes dem.

Da vi alle vare samlede, gled en lille fin Skikkelse, hyllet i en stor hvid Kappe, stille ind i Salen; der var noget ejendommeligt, smidigt og graciøst i hendes Bevægelser. Smuk var hun ikke; det store sorte Mærke i Panden skæmmede hende, hun var kaffebrun med store fyldige Læber, men Øjnene vare dejlige, straalende, og da hun talte, blev hun smuk. Hun var vittig, veltalende, hendes Sprog blomstrende. Hun begyndte med lige som at ville luge vore Fordomme op, inden hun saaede og fortalte om lignende Fordomme, hun havde haft mod Amerikanerne. Hun havde læst i Indien, at i Amerika bandt man smaa Negerbørn paa Kroge som Madding for Krokodillerne, der bleve lokkede til af Børnenes Skrig; nu vidste hun, at Sandheden var den, at man undertiden søgte at lokke dem ved at efterligne Barnegraad: „I, kære Venner, har vist set et Billede af en Hindumoder, der lægger sit lille Barn i en velvillig Krokodilles Gab, som man fodrer et Husdyr; jeg har selv set Billedet, og I har formodentlig troet det som jeg. Sandheden er, at naar der er mange smaa Børn i en Familie, saa bringer Forældrene en saadan lille til den hellige Flod; de bringe den i en Kurv, smykket med Blomster, sætte den i Floden og give den til Gud. Barnløse Forældre modtage da Gaven som af Guds Haand. Naar der er mange og Trængsel, kan det hænde, at en Kurv drejer sig og et lille Barn drukner, men ingen indisk Moder giver sit Barn til Krokodillerne”. Saa talte hun om Enkernes Liv, det hun selv havde levet, og vi følte alle, at skulde vor dybe Deltagelse ikke være Mundsvejr, saa maatte vi tegne os som Medlemmer af den Ramabai-Forening, der straks blev dannet med Mrs. E. E. Mareen som Formand. Vi lovede at betale 1 Dollar om Aaret i 10 Aar til Ramabais Hjem og Opdragelsesanstalt for Hinduenker af de fornemmere Kaster.

Det var i Foraaret 1887, at den første Kreds blev sluttet i Boston, og Ring paa Ring føjedes til den, alt som Ramabai drog om og talte, og da hun i November 1888 rejste til Indien fra San Francisco, havde hun talt 113 Gange i Kanada og i de Forenede Stater. 55 Kredse havde lovet at støtte hendes Arbejde i 10 Aar; senere blev der stiftet 27 nye Kredse. Af disse gik 5 til Grunde efter 2 Aars Forløb, men de 77 holdt ud og har til Dato betalt 91,557 Dollars ialt til Skolen. Den blev kaldt Shàradà Sadan.

Foreningen har selv ledet Arbejdet gennem Ramabai, og besluttet at bygge og at købe Jord. Ramabai har aldrig overskredet sit Budget, 6,000 Dollars aarlig, før den store Hungersnød kom. Shàradà Sadan er vurderet til 50,000 Dollars, og der er ingen Gæld. 350 Børneenker ere blevne opdragne; Elevantallet har i Gennemsnit været 50. 9 Elever undervise i Kvindeskoler, 2 have selvstændige Skoler, 7 ere Missionærer. 10 bleve gifte, 21 Aar gamle. Ramabai har overvundet mange Fordomme. Hendes Største Sejr er dog den, at Braminerne i Poona i 1896 oprettede en lignende Skole. Hungersnød og Pest har sinket deres Arbejde, men den skal være et Hjem for Hinduenker, der skal oplæres til Sygeplejersker og Missionærer, Puraniks, en Slags Prædikanter, og Lærerinder. Hinduerne have set, at Shàradà Sadan drog Kvinderne til sig og tage nu selv fat paa Arbejdet.

Ramabai Foreningen af 1888 er opløst; dens Ejendom bliver overdraget Ramabai helt og holdent, og det overlades til hende at sørge for Shàradà Sadans Fremtid.

Hun kommer dog ikke til at bære Byrden ene, thi en ny Forening er i Færd med at dannes, der efter Ramabais Ønske ikke skal bære hendes Navn. Hun ønsker, at den skal kaldes „Tro, Haab og Kærligheds Forbundet” til Hjælp for Indiens Barneenker.

Jeg vil slutte med at forsøge at give et lille Uddrag af hendes Tale paa det sidste Møde i Ramabai Foreningen i Marts 1898.

Hun kom til Amerika for at aflægge Regnskab for sit Arbejde og for at takke, og det gjorde hun af fuldt Hjerte: „Først Gud, der gav eder Kærlighed til at arbejde for os. Her staar Skolens første Elev; hun har lært een Ting der, at takke og prise Gud; for dette Arbejde blev ikke til ved Mennesker alene. Den evige Gud staar bagved det; og som han er evig, vil det og vare ved.

Mine Venner har sat en Bemærkning ind om, at jeg ikke maa gøre Gæld; jeg er glad ved at kunne sige, at jeg aldrig har sat Skolen i Gæld, derimod staar jeg i saa stor en Taknemmelighedsgæld til eder, at jeg aldrig vil kunne betale den, om jeg end takker eder hele mit Liv. Gud den almægtige, Verdens Konge, vil belønne eder efter Fortjeneste!” Saa bragte hun Børnenes Tak: „Jeg var næsten bange for at gaa til Bunds; bange for, at Skibet ikke skulde kunne bære alle de Taksigelser, jeg fik med paa Vejen; men det gik dog.”

„Vi begyndte Skolen med 2 Elever; se hvor stor den er bleven! Skal jeg sige 200 Gange saa stor? Ja, det er ingen Overdrivelse. Vi begyndte Skolen med at lære dem Alfabetet paa Marathi, Sanskrit og Engelsk. Vi maatte leje et Hus, og Miss Demmon, som kom med mig fra Boston, læste med den ene Elev, jeg med den anden. Hvem af os vil nu se ned paa det ringe; jeg har aldrig hørt om en mindre Skole. Men den har arbejdet sig op i disse 9 Aar, og nu lære vi ikke alene Pigerne Alfabetet, men vi lære dem at undervise i en Børnehave, i en Begyndelsesskole og i en Højskole .... Der er 70 Smaabørn i vor Børnehave, der bliver tilset af en uddannet Lærerinde. Hun kom til mig for 8 Aar siden som Enke, forsulten og forladt af sin Slægt. Jeg er saa glad, at I gave mig Shàradà Sadan, saa jeg kunde hjælpe hende; hun lærte godt, arbejder brillant og hjælper sin Moder.

Vi bruge Børnehavesystemet i hele Skolen, ikke alene til de smaa Børn. Vi modtage Pigebørn i alle Aldre fra 5 til 25 Aar. De have lært meget hjemme, der ikke gaar an i Skolelivet, det maa man vænne dem af med for at lære dem det ny. Her hjælper Børnehaven os. Deres Sjæle ere sløve, de bryde sig ikke om noget som helst. De tænke kun paa Husgerningen og paa dem selv. Egenkærlighed er den herskende Magt i Indien; derfor er Nationen sunket saa dybt.

Det første vi gør for at vække dem af deres Sløvhed og Egenkærlighed, er at vække Interesse hos dem for deres Omgivelser. Vi tage dem ud i vor Have og vise dem Blomster og Fugle. Den lille Sanger, der kommer til os hver Vaar og synger en Time hver Morgen, lærer dem at takke Vorherre; og det er en god Lektion for dem. Folk i Indien blive beskyldte for at tilbede Dyr; men Katte og Hunde blive ikke tilbedte, knapt godt behandlede; der er faa Dyr i Husene. Vi have 2 gode Hunde, der vogte Skolen, de møde altid først, naar Skoleklokken ringer Pigerne sammen. De lære ogsaa Pigerne at elske og være taknemmelige. De elske Børnene og elskes af dem. Vi lære dem Botanik, og saa begynde de snart at bryde sig om, hvad de se omkring sig.

De gode Billeder, mange af eder har givet mig, og de mange Smaating, jeg har faaet med herfra og fra andre Lande, vækker Interesse hos dem.

Pigebørnene lære ikke at være gnavne, men at takke Gud for, hvad de faa givet. Det er den første Lektie, de lære i Skolen. Før have de aldrig været elsket af nogen; i Skolen møde de Kærlighed, Hensyn og alt, hvad der kan hjælpe dem. Jeg roser ikke Skolen, fordi Mennesker have stiftet den, men fordi Gud arbejder der, Æren er hans, ikke vor. Den næste Ting, vi lære dem, er Fysiologi - en god Ting at lære for Hinduer; for, som I ved, Folk i Indien lære fra ganske smaa at; foragte deres Legemer. I kunne ikke forstaa, hvad det vil sige. Som Barn lærte man mig at foragte mit Legeme som en Byrde, og jeg led meget derved. I Indien forstaa de ikke at ære deres Legemer som Guds Templer. Fysiologi læres ikke i Skolerne i mit Land; men vi mene, det er nødvendigt at kende Guds vidunderlige Værk. Vi lære dem hvorfor man skal afholde sig fra Alkohol; en Mindesten om vor elskede Frances Willard. Vi give dem en human Opdragelse.

Vi undervise dem ogsaa i Gymnastik og Sang, skønt det er forbudt Kvinder af god Familie at synge i vort Land. Vi give Timer i Syning, Tilskæring, Broderi og Tegning. Vi lære dem at bruge Tiden, godt, Orden, Renlighed, Sundhedspleje, gode Vaner, Børnepleje, Sygepleje, Kogning og Husgerning og mange andre Ting, som jeg ikke har Tid at fortælle eder om nu. De lære at ære alt Arbejde, at lede deres egne Sammenkomster og Møder selv.

Der er, saa vidt jeg ved, meget lidt Interesse for offentlige Sager i de andre Skoler i Indien. Vi søge at udvikle den hos vore Piger. De have en Maadeholdsforening og et „Christian endeavor society.” De have lært parlamentariske Regler i en simpel Form, saa at de kunne vælge Medlemmer og Styrelse paa en korrekt Maade_.

Hvad skal jeg sige om Skolens religiøse Standpunkt? I vide, jeg sagde bestemt, da jeg var her for 10 Aar siden, at Skolen skulde ikke være sekterisk. Dermed mente jeg ikke, at den skulde være uden Religion. Vi ønske ingen „Skole uden Gud” i Indien. De gøre stor Skade der. Vi have søgt at holde Skolen som Lægskole: det er ikke en religiøs Skole, der øves ingen Tvang i den Henseende. Vi undervise hverken i Bibelen eller i Veda: som jeg sagde før, vi sætte Bibelen og Veda paa Boghylden og lade Pigebørnene have frit Valg. Vi give dem Lejlighed til at følge deres Kastes Skikke. De kunne bede til deres Guder og bære dem om Halsen, hvis de ønske det, og nogle af Pigerne gøre det, som jeg selv i gamle Dage. Jeg modarbejder ikke deres Religion; hvis de ønske Undervisning i Religion, kunne de søge den uden for Skolen hos Missionæren eller Hindulæreren. Men jeg er glad ved at kunne sige, at de fleste fik Øjnene op; Lyset kom til dem, ikke gennem os, men fra Gud. Jeg er en kristen Kvinde, og har en Datter, som jeg skylder et Hjem. Jeg havde besluttet som Josva: „Jeg og mit Hus vil tjene Herren,” og jeg holder fast ved den Beslutning. Jeg lader Pigerne gøre, hvad de ville; Kristus har gjort mig fri, hvorfor skulde jeg sætte mit Lys under en Skæppe? det vil jeg ikke. Naar jeg havde Andagtsøvelser i mit eget Værelse, ikke i Skolestuen, kom nogle af Pigerne ind; vi lode dem komme, som de vilde.

Mine Hindubrødre fandt, det gik for vidt, de vilde, at jeg skulde lukke min Dør, naar jeg læste i Biblene eller bad. Jeg sagde: „Nej”; jeg har samme Ret til at dyrke Gud paa min Maade, som Pigerne. Hvorfor skulde jeg lukke min Dør, der staar aaben 24 Timer i Døgnet?” Hinduerne bleve meget vrede og vilde rive Skolen ned og bygge en anden op paa dens Grund; men det glæder mig at kunne sige, at Skolens Grundvold er bygget, ikke paa Sand, men paa den evige Klippegrund, og der staar den i Dag og vil vedblive at staa.

De Piger, der vilde oplyses, kom, og skønt vi aldrig prædikede Kristendom, læste de Bibelen selv. De sammenlignede Bibelen med Hindu-Religionen, og som gode, fornuftige Piger skelnede de mellem godt og ondt. Valgte, hvad de syntes, var det bedste. 48 af vore Pigebørn have haft Mod til at blive offentlig døbte og blive kristne. Lovet være Gud! det er det bedste Udbytte, Skolen har haft. Vi begyndte med en Lægskole, og det skal den være til det sidste; men det kunde ikke være anderledes det himmelske Lys sejrede.

Foruden de to Foreninger, jeg har fortalt om, er der ogsaa en Forening, „Kongens Døtre”. Disse ere Skolens frivillige Sygeplejersker og dele alt Arbejdet i Skolen, saa den ikke behøver at betale Sygeplejersker og Tjenestefolk.

I det sidste Aar, da 300 Piger kom til os, syge, udhungrede, toge 35 af vore Elever sig moderligt af dem og sparede os henved 2000 Dollars ved deres trofaste Arbejde for deres og vore Søstre.

Vi have købt en Gaard, som I vide, henved 34 Mil fra Skolen; I sendte mig 5000 Dollars til den.

De Penge have været meget nyttige; den er en Velsignelse for os. Mere end 300 Piger have boet der, og den forsyner os med Grøntsager; for Fremtiden skal den ogsaa forsyne os med Frugt, haaber jeg. Skolen er 50,000 Dollars værd, Gaarden 10,000; saaledes faa I 60,000 Dollars tilbage af de 91,000, I have givet mig. Det øvrige har jeg brugt til at opdrage den Flok, der nu „staar op og priser eder.”

Ada Frederiksen.

*) I Aargang 1897, S. 111, findes en Artikel om Pundita Ramabais tidligere Liv af Anna Brosbøll.