« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Ind- og Udland

« Se emneord

Danmark. Internatet for Heste og Hunde. Fra Fru Christine Petersen, Formand p. t. i Bestyrelsen for den nystiftede Dyrebeskyttelsesforening har vi faaet nogle Oplysninger angaaende denne med Anmodning om at optage dem i „Kv. og Samf.” - Foreningen ønsker at oprette et Internat for Heste og Hunde, hvor de midlertidig kan finde Hjælp og Hvile. For Hestenes Vedkommende tænkes der nærmest paa overanstrængte eller misbrugte Arbejdsheste. Skulde Hesteejeren være ubemidlet og ude af Stand til for sin Nærings Skyld at undvære sin Hest, er det Foreningens Mening at tage sig af Hesten uden Vederlag og give Manden Hjælp til midlertidig Leje af en anden Hest. Hvad Hundene angaa, skulde Publikum kunne faa deres Hunde anbragte i Internatet, naar de af en eller anden Grund for en Tid ønskede dem fjernet fra deres Hjem; men desuden vil Foreningen ogsaa tage sig af bortkomne og herreløse Hunde for et begrænset Tidsrum, indtil enten Ejeren eller en ny Herre kan findes. Slige Internater findes i de fleste store Byer i Evropa og i Nord-Amerika og som Mønster kan nævnes Londons „Temporary home for lost and starving dogs”. Foreningen mener derfor at være i Overensstemmelse med smuk og ægte Barmhjertighedsfølelse og ikke fortjene at prisgives til Haan i Tendensbladene.


Fortsættelsesskolen af 1892, Ole Suhrsgade 14 St., som tilsigter at give Pigebørn fra Kommuneskolen en videregaaende Undervisning i et toaarigt Kursus, har udsendt sin 6te Aarsberetning. Skolen, der ledes af cand. jur. I. Brun og Frøken Anna Buch, er fuldstændig gratis saavel hvad Undervisning som ogsaa hvad Undervisningsmaterialet angaar. Skolens Maal er gennem en noget friere Undervisning end Folkeskolens, at udvikle Elevernes Evner, dels i Retning af det almendannede, dels i mere praktiske Retninger. For at fremme Pigebørnenes fysiske og aandelige Evner, lægges der ved Skoleplanen særlig Vægt paa, at Læsningen gaar Haand i Haand med den legemlige Udvikling. En halv Time mindst hver Dag anvendes derfor til Gymnastik efter den Paul Petersenske Metode; i Sommermaanederne gives der Undervisning i forskellig Friluftssport, ligesom det er den eneste Pigeskole, som har optaget Svømning som Lærefag og giver sine Elever daglige Strandbade. Der undervises i Dansk, Naturhistorie, Historie, Geografi, Skrivning, Regning, Bogføring, Tysk, Engelsk og Haandarbejde, samt Sundhedslære.


Endelig er der Undervisningen i Husgerning, som Skolen paabegyndte i Fjor. Resultatet af Undervisningen i dette Skolekøkkenets første Aar har været særdeles tilfredsstillende. Den vækker Børnenes Interesse og det giver dem Respekt for det huslige Arbejde, at det bliver stillet lige med de øvrige Lærefag. Hver Klasse bestaar af 16 Elever, delte i 4 Hold eller Familier, hver med sit Komfur og sin selvstændige Køkkenindretning. Undervisningen varer i 4 à 5 Timer og der laves i hver Lektion et Middagsmaaltid paa to Retter. (Prisen er gennemsnitlig 15 Øre pro persona). Maden spises af Eleverne selv, der derefter gøre Køkkenet rent. Hver Familie har sin Pengekasse, som den maa gøre Regnskab for. Opmærksomheden henledes paa, at da Køkkenet kun bruges to Gange om Ugen af Skolens egne Elever, kunne andre ogsaa faa Undervisning der mod Betaling. I Aarets Løb har Elever, dels udskrevne, dels fra Kommuneskolens ældste Klasse, faaet et Kursus i Husgerning ved Skolen; Betalingen var kun to Kroner om Maaneden, og de fik saa gratis Middagsmad. Men for at dette kan fortsættes, muligvis ogsaa med gratis Undervisning, anmoder Skolen om yderligere Støtte ved Tegning af aarlige Bidrag.


Den 6te Juli i Aar afholdtes for første Gang Eksamen i dette Fag. Det Hold Elever, der nu forlader Skolen, har haft Undervisning i Husgerning én Gang ugentlig i ét Aar = 40 Lektioner. Det var en stor Fornøjelse at høre og se, hvormeget der ved systematisk Undervisning under dygtig Ledelse var naaet paa den korte Tid. Efter en Overhøring i Teori, hvor særlig Ernæringslæren blev gennemgaaet i korte Træk under en sand Krydsild af Spørgsmaal og Svar, begyndte det praktiske Arbejde, der ved denne Lejlighed udførtes uden den sædvanlige Gennemgang fra Lærerindens Side. Hver Familie lavede sin Middagsmad - forskellig fra de andres -; og fuldstændig paa egen Haand brasede og masede nu alle de mange Kokke løs, og gjorde for en Gangs Skyld det gamle kendte Ord til Skamme; da Middagen var færdig og de interesserede Tilskuere blev indbudte til at smage paa den, var der kun én Mening: at Maden var særdeles god og velsmagende, Saucen jævn, Bøffen rød og saftig, Flæskestegen akkurat tilpas stegt, Vællingen - ja Sandheden tvinger mig til at tilstaa, at den havde en ganske lille Tanke til stor Sorg for paagældende unge Pige, men bevares, det kan jo hændes den bedste. I det hele maa man sige, at disse unge Piger har faaet en Kundskab og en Færdighed, som de sikkert vil have Gavn og Glæde af hele deres Liv; kunde alle unge Piger faa en lignende Uddannelse, da vilde det se lysere ud i mangt et Hjem. Fortsættelsesskolen af 1892 har altid været en Fremskridtsskole og har ved Indførelsen af Husgerning atter vist, at den har den rette Forstaaelse af Tidens Krav.


Rønne lærde Skole har i Aar dimitteret 2 kvindelige Studenter, Frkn. Andersen og Hansen med henholdsvis 96 og 102 Points. Skolen aabnede først ifjor sine Porte for kvindelige Elever. Til næste Sommer sender Skolen atter 3 kvindelige Studenter til Universitetet.


København. Lidt Statistik. I Tabelværk Nr. 11 til Københavns Statistik, udgivet af Chefen for Stadens statistiske Kontor, Hr. Cordt Trap, læses følgende: „Af Forsørgere findes der i Byen og dens Nabokommune ca. 164,000; af Forsørgede ca. 170,000. Forholdsvis er der omtrent dobbelt saa mange mandlige som kvindelige Forsørgere, og af disse forsørge igen kun en Sjettedel tillige andre imod omtrent Halvdelen af de mandlige Forsørgere. Til Gengæld vinde Kvinderne stadig Terræn næsten inden for alle Erhvervsgrupper; dette gælder navnlig de immaterielle Erhverv.


Angaaende Tyendehold kommer Tabelværket til det Resultat, at af 81,539 private Husholdninger holde kun 11,582 eller ca. 14,2 pCt. Tyende, medens 69,957 eller 85,8 pCt. ingen have. Af de 11,582 Husstande havde det store Flertal, 9,352 kun et Tyende og kun 2,230 2 eller flere Tyender.” (Efter Berlingske Tidende).


Det vilde være interessant at faa oplyst, hvad der forstaas ved „Forsørger”. Hvor Mand og Hustru begge arbejde og bidrage til Hjemmets Forsørgelse, regnes Hustruen dér med blandt Forsørgere? f. Eks. en Vaske- eller Rengøringskone, Fabriksarbejderske eller lignende. Og i det Tilfælde, at en gift Hustru alene forsørger Hjemmet ved sit Arbejde enten paa Grund af Mandens Sygdom eller Drikfældighed, regnes saa han eller hun for Forsørgeren?


Sverige. Frøken Astrid Cleve, Datter af en fremragende Videnskabsmand og en bekendt Forfatterinde, disputerede i Maj d. A., kun 23 Aar gammel, for den filosofiske Doctorgrad ved Universitetet i Upsala. Den unge Doctor tog sin Studentereksamen i 16 Aars Alderen, efter at være undervist i Hjemmet, væsentlig af sin Moder. Hun har i de mellemliggende 7 Aar faaet Tid til, foruden at aflægge de behørige Kundskabsprøver, at opholde sig et Aar i Udlandet for at studere Sprog, at skrive om sit Særstudium Botanik, at fungere ¼ Aar ved Stockholms Universitet som Amanuensis i Kemi, at gøre Fodvandringer i Lapland, og overhovedet drive al Slags Sport med Iver. Det har ikke været hvad Laura Marholm kalder „dødt Liv”, som denne unge Pige har ført.


Holland. Kvindelig Professor. Ved Universitetet i Utrecht er Frk., Dr. Katharina van Tuschenbronte bleven udnævnt til Professor i Gynækologi.