Kvinden og Freden
(Brev til Red. af „Kvinden og Samfundet”).
I Anledning af den russiske Kejsers Fredsord har De gjort mig den Ære at bede mig om en lille Artikel om Fredssagen.
Fredsvennerne tænker saa tidt paa Kvindernes Sag, at det heller ikke var for meget, om disse mer end hidtil tænkte paa vor. -
Allerede 1890 var jeg med til, paa Verdensfredskongressen i London, at vedtage følgende Beslutning:
„I Betragtning af Kvindens store, moralske og sociale Indflydelse, opfordrer Kongressen enhver Kvinde - Hustru, Moder, Søster eller Borgerinde - til at understøtte alt, hvad der har Fredens Sikring til Formaal; ellers paadrager hun sig det store Ansvar for Fortsættelsen af Krigstilstanden og Militarismen, som baade forbitrer og fordærver Folkenes Hjemliv. For praktisk at samle og udøve denne Indflydelse, opfordrer Kongressen Kvinderne til at slutte sig til de Foreninger, som virker for Fred mellem Folkene.”
Det var den ædle Miss P. H. Peckover, som oprindelig stillede dette Forslag. Forinden havde hun gjort mig den Ære at bede mig om at tage Ordet for at støtte det. Andre gjorde det meget bedre *).
Men for at Kvinden skal kunne slutte sig til Fredssagen, maa hun først have den kær. Og, skulde jeg nævne et Middel til at faa denne Kærlighed vakt, vilde jeg anbefale Læsningen af Bøger som den aandrige Baronesse Bertha v. Suttners „Ned med Vaabnene”.
„Ned med Vaabnene!” - kunde Kejser Nikolaus II godt have sat som Motto over sin Rundskrivelse af 24. August. Og det var jo om den, De ønskede, at jeg skulde udtale mig særlig.
„Ned med Vaabnene!” - er et udmærket Slagord. Det er et Ord, som slaar igennem. Dets Mening forstaas straks. Det betyder, at Idealet bør være det samme i Folkenes Samfund som i Borgernes. Det er kun raa Personer - „Bøller” paa københavnsk -, som tager sig selv til Rette ved fysisk Magt, naar de bliver uens. Men de Stater, der imod hverandre opfører sig som Bøller, vil alligevel anses for civiliserede. Ja, Militaristerne anser det endog for et Tegn paa den højeste Civilisation, at en Nation bruger de flest mulige Penge til Mordredskaber, og den mest mulige Tid til at indøve deres Brug. .
„Ned med Vaabnene!” - er alligevel et Ord, dersom alle Slagord - let kan misforstaas. Og forstaaet aldeles bogstavelig kan det let skade Sagen i Stedet for at gavne den. Afvæbning er et Ideal, der ligger saa overordenlig fjernt, at der skal gennemgaas en Mængde Mellemled, inden det kan naas. At søge og finde disse Mellemled - deri bestaar Fredsvidenskaben. At gennemløbe dem, det ene efter det andet - det er Fredskunsten. Fredens Videnskab og Kunst er kun et Barn imod den gamle Krigsvidenskab og Krigskunst, og dog skal Barnet en Gang blive stærkt nok til at sejre, og Oldingen svag nok til at maatte bukke under. Det kommer med Tiden.
Men Tiden maa ikke foregribes. Og skulde jeg driste mig til at udtale en meget ærbødig Kritik af det Forslag, som Kejseren over alle Ruslande har fremsat, da vilde den lyde omtrent saaledes: det fremhæver altfor stærkt, altfor udelukkende, det ene Punkt: Afvæbningen - eller, som det udtrykkes: „Formindskelsen af de kolossale Rustninger”. Netop for at opnaa denne Formindskelse maa de andre Fredsmidler Voldgift, Nevtralitet o. s. v. - anvendes mer og mer. Det er Mellemledene. Kun gennem disse naar man Maalet. Gøres Afvæbningen - uden tilstrækkeligt Hensyn til de andre Fredsmidler - til Konferencens eneste Formaal, vil denne let udsættes for at strande. Det var derfor ønskeligt, om nogle af de andre praktiske Midler til Fredens Bevarelse og Krigens Forebyggelse blev medtagne paa Konferencens Program.
Men hvad kan Kvinderne medvirke til det? Mere end de tror. De skal - som der staar i London-Kongressens Beslutning - indmelde sig i de bestaaende Fredsforeninger. Gennem dem kommer de med i hele Fredsbevægelsen; og den er i Færd med at præge Verdensmeningen. Alle Fredsforeninger staar indbyrdes i Forbindelse med hverandre gennem det internationale Bureau i Bern. Siden det den 1ste December 1891 begyndte sin Virksomhed, er Fredsvennerne blevne mer og mer organiserede. Med den fuldkomnere Organisation stiger, deres Magt. Til sidst danner de en Aandens Hær. I den har Kvinden at aftjene sin Værnepligt lige saa fuldt som Manden. I den er det ikke raa fysisk Styrke, men Aandens og Hjærtets ædlere Egenskaber, som skattes. Og, saa vist som Kvinder i disse Egenskaber ikke staar tilbage for Manden, vil hun i denne Hær ikke have vanskeligt ved at staa som hans lige, ja endog ofte, i mangt og meget, at overgaa ham. Saaledes faar hun Lejlighed til, paa et nyt Omraade, at virke ved Mandens Side, ej alene for Hjemmets og, Samfundets, men for Folkets - ja, for Folkenes Sag. .Det er paa denne Fredens Kampplads, at saa mange Mænd endnu kræver udmærkede Tjenester af Kvinden, inden de i det offentlige Liv vil indrømme hende alle borgerlige Rettigheder.
Denne Indrømmelse vilde dog gavne baade Kvinden og Samfundet, og ønskes derfor varmt af Deres Fredrik Bajer.