Kvindernes Underkuelse

Vi Kvinder maa bringe Dr. Starcke en Tak, fordi han kom til vort Fællesmøde og paa en ridderlig Maade sagde os vore Fejl, Det er altid godt at blive tilskyndet til at arbejde kraftigere, og det kan ikke nægtes, at Kvinderne trænger stærkt til at Opmuntres til lidt større politisk Interesse, d. v. s. til at føle, at Danmark ogsaa er deres Fædreland, og at de ogsaa har en Gerning at gøre i deres Land ud over Gerningen i Hjemmet,

Der er imidlertid flere Punkter, hvor jeg - som kun kender Dr. Starckes Ord fra „Kvinden og Samfundet” for September - er uenig med ham. Der er dog kun et, jeg vil omtale. Dr. Starcke siger, at det er en Plet paa Mills Bog, at den hedder „Kvindernes Underkuelse”. Men for det første er det nu saaledes, at vil man slaa til Lyd for en Sag, maa man bruge Ord, som skarpt og klart udsiger ens Mening og vækker Modstanderne. Det er bedre at udtrykke sig lidt hvast end at tale saa billigt, hensynsfuldt og humant, at ingen hører en. Og for det andet finder jeg Ordet sandt, et rigtigt Udtryk for den Tingenes Tilstand, som har været. De aller fleste gifte Kvinder have været underkuede. De have været det i Danmark, men sikkert ogsaa i England. Det er imidlertid kun Danmark, jeg taler om. Ved Brudeskamlen blev det sagt dem, at de skulde være Manden underdanige - og hvorledes Teologerne end mener, at dette Ord skal fortolkes paa en mildere Maade, saa opfattedes det af Kvinderne, som hvad det betyder paa almindeligt dansk, som et forstærket Udtryk for den Ting: at være lydig. Var Kvinden - som de fleste Kvinder er -, af et religiøst Sind, saa bøjede hun sig, lød og tav. Men hun var ogsaa nødt dertil, for Manden havde Nøglen til Pengekassen, og hun maatte bede ham om hver en Øre, hun skulde give ud. Kvinden var underkuet, fordi Manden misbrugte den stærkeres Ret, Kristendommen selv havde ingen Skyld, skønt den ofte har faaet den. Kristus har intet Steds sagt, at Kvinden skal være ein Mand underdanig. De Mænd, som havde lavet Vielsesritualet, havde ophøjet et Apostelord - som kun var sagt til Datidens Kvinder for at betegne, at Paulus ikke kom for at bringe Oprør i de borgerlige Forhold, der vilde han have, at alt skulde blive ved det gamle, han vilde kun frigøre det indre Menneske - dette Apostelord havde de ophøjet til at være en Regel for det borgerlige Samliv mellem Mænd og Kvinder, og Nutidens Teologer, som have lavet om paa Ritualet og forbedret det noget, har dog ladet denne Plet blive paa det, skønt den er ganske uden Hjemmel i Vorherre Kristi Ord.

Og Mændene have lavet Lovene, som fratog Hustruen Raadigheden over sin Ejendom og sine Børn og underordnede hende Manden med saa brutale Ord, at det gyser i een ved at læse dem. (Se f. Eks. Deuntzers Familieret, Side 104.) Egenkærligheden er en almindelig menneskelig Fejl, og i Tidernes Løb tør jeg vel nok sige, at den er nok saa stærkt udviklet hos Mændene som hos Kvinderne, og en stor Del af Datidens Kvinder bleve ogsaa grundigt underkuede, selv om der Gudskelov gaves mange Undtagelser.

Nej, Navnet paa Bogen var træffende og sandt den Gang, og det gjorde sin Nytte. At det nu ikke rigtig passer og derfor lyder lidt underligt i vore Øren, ligger i, at skønt Lov og Ritual endnu faar Lov at bestaa, er den gifte Kvindes Stilling bleven meget bedre, hovedsagelig derved, at den ugifte Kvinde, som ikke var svinebunden af Lov og Ritual, ved at begynde at arbejde, at kappes med Manden, er bleven selvstændigere og sikrere og derved dels har paavirket den gifte Kvinde, dels, naar hun selv indgaar i Ægteskab, er et selvstændigt Menneske, som kræver sin Plads og ikke saa let lader sig underkue.

„Det er ikke af Brutalitet eller Herskesyge, at Mændene efter Loven ere de overlegne.” siger Dr. Starcke.

Til en vis Grad kan jeg give ham Ret. Det er en Levning fra Middelalderen, da Manden skulde beskytte Kvinden mod vilde Barbarer. Men saa var det heller ikke Brutalitet eller Herskesyge, naar Herremændene og de herskende Klasser paa den Tid, der gik forud for den franske Revolution, misbrugte sin Magt over de lavere Klasser, eller naar Herremændene her hjemme krævede Hoveriarbejde af Bønderne eller holdt dem stavnsbundne. Den, som ser med et historisk Overblik paa Tingene, forstaar, at de enkelte „vide ikke, hvad de gøre”, og dømmer dem ikke, og intet er mig fjernere end at ville vække Had imod Mændene. Men det er dog til en vis Grad „Herskesyge og Brutalitet” at ville holde paa Rettighederne - det Herredømme, som fulgte med Beskyttelsen af den svage, Bonden, Hustruen o. s, v. - naar Berettigelsen - at man forsvarer den undergivne med Sværd i Haand - er bortfalden.

„Det bør ikke opfattes som en Krænkelse, at Manden har været den ridderlige, den beskyttende,” (Dr. Starckes Ord). Nej, den virkelige Ridderlighed opfattes ikke som en Krænkelse, men en stor Del af Ridderligheden har været tomt Galanteri. Mill var ridderlig - og mange højmodige Mænd med ham! Men det er Galanteri, naar Herrerne bærer Damernes Overtøj, rejser sig op for dem i Sporvognen, siger dem Komplimenter, og der ingen Ærbødighed er i det indre, som svarer dertil. Der er intet galt ved Galanteri, naar det er et Udtryk for virkelig Ridderlighed, men det, som kan gøre Kvinderne harmfulde over denne udvendige Ridderlighed, er, naar der intet tilsvarende er indvendig, naar den Mand, som er saa fuld af Ridderlighed i den selskabelige Omgang med Kvinder, underkuer sin Hustru i det daglige Liv eller f. Eks. gaar op i Tinget og stemmer imod en Lov, som vil give Kvinden en bedre Stilling i Samfundet. -

Der er mange, som siger, at naar Kvinden fordrer Rettigheder, kan hun ikke længer fordre Ridderlighed. Dette er en meget stor Fejltagelse! Hun fordrer den nu ikke, men jeg vil haabe for Mændene, at de altid ville vise hende den. Den bliver ikke overflødig, fordi hun faar Menneskerettigheder. Thi Kvinden vil altid vedblive at være den svage, som den stærkere bør vise Ridderlighed, fordi hun er Slægtens Moder! At hun er en finere, svagere Skabning, ligger i, at hun har dette Kald, hvortil hendes Legeme jo udvikles lige fra den tidligste Ungdom. Dette gør, at selv den ugifte Kvinde aldrig fuldt ud kan tage Kappestriden op med Manden, og den Kvinde, der gifter sig og bliver Moder, maa - om end ikke helt, saa dog for Størstedelen - opgive sit selvstændige Erhverv, og nødes hun af økonomiske Grunde, f. Eks. Rengøringskoner, til at hjælpe med at tjene til Føden, saa lider ikke alene Hjemmet derunder, men hun selv bliver opslidt før Tiden. Men dette, at hun en lang Tid af sit Liv stilles uden for Erhvervsarbejdet, at hendes legemlige Kræfter blive svagere, gør at hun kommer til at trænge til Ridderlighed, men en ægte Ridderlighed, som ikke vil se dette hendes store Kald kue hende ned til en Stilling i Samfundet uden menneskelige og borgerlige Rettigheder. -

Hver Mand, som velsigner den Kvinde, der bragte ham til Verden med Smerte, eller den, som blev hans Børns Moder, vil føle, at ved at vise hele Kvindekønnet en ægte Ridderlighed for dette hendes store Kalds Skyld ærer han sin Hustru og sin Moder.