Sønderjydske Børn efter 1864
Fortællinger.
af Laura Kieler.
Jeg var egentlig bange for at læse Bogen - hvad kan det nytte? - det ved jeg ikke, men muligvis kunde det skade at lukke sit Øje og sit Hjærte for sine Landsmænds Lidelser. Saa læste jeg disse smaa Fortællinger, som alle bære Sandhedens Præg; kun savnes der Fortællinger fra de sidste Dage, men der er allerede nok, mere end nok, til at vække Følelser som de prøjsiske Junkere vilde anse det for deres Pligt at straffe med Udvisning. Ja, Nationerne have, som Sibbern sagde, ikke traadt deres Børnesko.
I gamle Ny Zeland var det „det korrekte” at spise Ejerne af de erobrede Egne; saa var der ikke mere Snak om den Ting, man havde inkorporeret de tidligere Ejere med alle deres Rettigheder og dermed Basta. Vilde andre erhverve bedre Ret, saa maatte de simpelthen spise Erobrerne.
Saaledes har hver Nation og hver Tidsalder sine ejendommelige Sæder og Skikke, og de prøjsiske Junkere have deres. Disse Mennesker mene vel ogsaa at gøre „det korrekte;” deres Midler ere forholdsvis humane; men deres Maal er det samme.
Dog for at vende tilbage til Bogen. Smil og Taarer, Alvor og munder Latter ere paa en forunderlig Maade blandede paa disse stemningsfulde Blade; og saaledes maa det jo være: den handler om Prøjsernes Forsøg paa med Vold og Magt .at vække de danskes Kærlighed; det er jo baade til at le og til at græde over. Ja selv Filosofer, som hverken le eller græde, ville have godt af at læse Bogen for at forstaa, hvad der rører sig i mange, mange tusinde Hjærter.
