Hvad tænker Kvinder om Udvisningerne i Slesvig?

af Helga Johansen. *)

I.

Hvad mon vi Kvinder herhjemme tænker og tror om Udvisningerne ovre i Slesvig? At Mænds overvejende Tanke herved er harmfuld Forundring, det ved vi, men er det naturligt for Kvinder, umiddelbart at forarges? Om vi vover at sige: Nej, vi forarges slet ikke, vil det kunne støde Fædrelandsfølelsen?

Det er dog saa, at kvindelig Tankegang er ikke - eller endnu ikke - et Efterbillede af Mandens. Kvindetanker er født under Kvindeliv - ej under Mandsliv, og selv om Udviklingen medfører en Udjævning i Kønnenes Liv, saa à la modisk er dog ingen Kvinde, at jo Arven fra „Formødrenes” Færd og Tankesæt endnu gemmes i hendes Væsen..

Hos Mænd er det - eller er det blevet - en anden Natur at slaa igen, med den mest afdæmpede Form, der lader sig finde, kaldes det: at indtage Forsvarsstilling. Alle „voksne, danske Drenge” løfter vist uvilkaarlig Armen mod Overgreb. Dette er - eller gaar for - den rette mandige Gestus mod

Vold.

Kvindernes Natur er - eller er bleven - en anden. De tænker ved Uret ikke først og naturligst paa Urettens Ophav, men paa dem, som Uretten truer. Vold udløser ikke Tanken om Vold til Gengæld, men Tanken om at Vold maa ikke være. Mange er de gode og kloge Kvinder, der har undværet Dom og Fordømmen over Mænds og Herrers Færd og valgt at bøje sig ned over en truet Barneverden. Ikke i Ydmyghed og Forsagthed! Det er kvindelig Tapperhed at være

Skjoldet, som gør raa Viljes Indtrængen umulig, det er kvindelig Gestus ved Slaget, at brede Hænderne sænkende ud til Varetægt.

Sikkert maa det være Kvinders naturligt overvejende Tanke ved disse prøjsiske Udvisninger, at Hundreder af deres Lands Børn nu behøver hjælpende Omtanke, hvis en haard Viljes Magt til at gøre dem Ondt skal brydes og prelle af som Afmagt.

Vi har vanskeligt ved at fatte, at denne Sag er saa væsensforskellig fra hvad der foregaar op ad os i Samfundet. Hvad er der sket?

En hel Del Mennesker har ved uforudsete Omstændigheder mistet Plads og Erhverv. En Overarbejdsherre har ladet dem vide, at de maa skifte. Opsigelsen kommer saa uventet, det er omtrent gaaet os Nutidsmennesker af Minde, at et Lands Regering har Herreret over den Plet af Jord, vi behøver for at udfolde Arbejde; denne Arbejdets underforstaaede Betingelse er det en Sjældenhed nu, at civiliserede Stater forholder os. Men Arbejdere uden Erhverv er dog ikke haabløst ulykkelige Væsener, de plejer at slaa sig til Taals, naar de i ny Pladser faar ønskelige Forhold. Et skiftende Liv, det er en Skæbne, de regner med, en Chance ofte for Fremgang; det takseres ialfald absolut ikke som Ulykke.

Disse Folk, tænker vi da, som nu kastes ud af deres prøjsiske Plads og Ind til os over Grænsen, er jo ikke ildestillede Mennesker længere end til vi Danske i Hjemmet faar indrettet os paa at tage imod dem. Om disse bortviste bliver lykkelige eller ulykkelige beror paa dansk Vilje, ikke paa tysk - saa synes os.

Altsaa - der er, hvis Tallet opgives ret, ca. 200 Menneskers Skæbne at overveje og ordne, - efter vore Kvindetanker ikke saa lidt at tage fat i, førend der bliver Tid til Forargelsen!

For Mænd lukker disse Udvisninger op til anderledes store Vuer. Deres skarpe Syn skælner alt derovre trods den milevide Afstand, og de Forhold, de overskuer, almindeliggør de lynsnart til Forholdet: Tyskerhad mod os Danske.

At „forstaa en halvkvædet Vise”, det er Mænds Force. Mænd erkender det selv, at „voksne, danske Drenge” sætter en Ære deri. Muligt, at Øvelse og politisk Motion har gjort Mænd saa letnemme og fjærnsynte, vi Kvinder ved kun, at saa vidt er vi ikke. Højt regnet befinder vi os i Politikens „Forberedelsesklasse”; at stave og lægge sammen er hvad der staar os for Tur. I Forhold til hvad vor Kvindeintelligens behøver, ved vi for lidt nøjagtig Besked med Forholdene ovre i Slesvig til at vi kan dømme om Prøjsernes Adfærd. Vi kender den kun af „Høren-Sagen”, ikke som Vidner selv. De Faa af os, der mulig kender de stedlige Forhold derovre, og som har intimt Bekendtskab til Befolkning og Autoriteter paa Stedet, beder vi om at oplyse os, at vi mulig maatte erkende Handlingen efter dens Sammenhæng, ikke blot som Avertissement i Avisen. Et saadant vækker kun, tilfredsstiler ikke vor kvindelige Trang til at se efter netop i Krogene.

Thi Kvindeliv lærer os, at det er ret at efterse Krogene. Det er en kvindelig Æressag, at der her ikke uænset ophober sig Støv og Kimen til mislige Ting. Husets Stand bliver Kvinder sig bevidst ved at efterse Led for Led. Først et, saa et til, saa endnu et. Det er en anden Historie, hun lærer end „den halvkvædede Vise” og Mandens „Etcetera”. Endnu ialtfald, har politiske Vaner ikke skaffet os Tankeforbindelser nok til at supplere de sparsomme Ord. Vi maatte ty til Unatur eller Papegøjenatur, om vi vilde udtale Mandens Dom, uden at have Mandens Materialer til Dommen.

Ønsker moderne Kvinder da ikke skyndsomst at aflægge deres Køns udskregne Fejl? Skulde det, som man har kaldt for kvindelig Nysgerrighed, virkelig fortjene at bevares? Ja, oprigtigt talt, jeg indser i det mindste ikke, at det haster saa stærkt med at afskaffe den. Fortrin og Fejl er tit ikke saa lette at adskille; hvilket Navn, der slaas fast for en Egenhed, er meget ofte blot Vidnesbyrd om den Smag, der har Overvægt, - og Smag er som bekendt, Noget, der veksler. Bedst er det at søge sin Trøst deri, at Fremskridtet har Brug for Meget, vel for lidt af hvert, - maaske for alt, undtagen netop for Eftersnak. Andenhaandsmennesker, denne ene Slags menneskelige Ler, kan Udviklingens Vilje næppe faa Form i.

En Ting kunde være ret slemt, værre end om Kvinderne tøver en Smule med komplet at komme ind i mandlig Lignelse. Det var, om det en Dag for sent lod sig indse, at Kvinden var bleven opdraget for godt af sin Herre og Mester - thi man kan opdrages saa godt, at Pippet fra Jeget forgaar, og kun Ekko af Læreren bestaar. Om det viste sig, at Kvinden i en ny og skæbnesvanger Form af kvindelig Underdanighed, var naaet til rent at „fornægte” sig selv. Saa stod maaske Samfundet der forbløffet og følte Savnet af de forsvundne Kvindefejl. „Ak”, vilde det tænke, overrasket over sine egne moderniserede „Kvarterer”, - „ak, om dog den Driftighed havde været lidt mindre uskaansom mod de Værdier, her var!”

Med Forlov - skal vi Kvinder skamme os ved at bekende, at det skorter os paa Tid og Lejlighed til ret at harmes over de prøjsiske Udvisninger? At vor Begavelse ikke strækker til, naar det gælder at fatte nøjagtigt hvad der foregaar saa meget langt borte ?

Naturligvis ser vi godt, at Udvisningerne ikke vidner om Humanitet. Men det slaar os ikke som Nyt, at de „foresatte” i Samfundet vælger at være brutale. Vi har kunnet konstatere den Kendsgerning før, naar de agerende har været os anderledes nær, og dog kunnet tie. Ikke heller har vi hørt eller læst om, at Stater gaar op i Pligter mod Nabostater. Om det var praktisk udførligt, at flytte Danmark et andet Steds hen paa vor Klode, mon saa den Stat lod sig finde, som kunde kaldes en virkelig human Nabo for Danmark? Humanitet er jo nok et meget brugt Ord og absolut „chic” i vor Tid, men i Statsforhold er dog den gode, gamle Næveret uforanderlig Højesteret. Der synes af Stater kun to Slags at vælge imellem, dem, der drapperer sig smukt, idet de afbanker Naboen, og dem, der forsømmer Drapperingen. Vor Nabo mod Syd er nok af den sidste Slags. „Prøjsen viser sig stadig som uforfalsket „Fritz” og har begge Hænder optagne af Korporalstok og Sabel. Vilde vi foretrække til Nabo en trefarvet Bajads, med en venstre Side i Humanitetens Himmelblaa og en højre i Menneskeslagtningens Blodrødt? Det maatte vel blive en Smagssag. En Stat, som ikke nyser „nationalt” ved at lugte en Stat i Nærheden, véd vi ikke, at vor civiliserede Verden rummer.

Altsaa, tænker vi Kvinder, anstrængende os for at forstaa: Statsmænd er formodentlig endnu i den uudviklede Alder ret ubetænksomme Ungersvende? De er sig vel endnu ikke bevidst Nævernes mangelfulde Argumentation? Endnu stadig præges Samfundet af deres Drengelogik, der tænker sig Fremgang og Lykke som Et med at fure de andre. Deres Stolthed er den at give „Sidste”, deres Maal at knejse mellem velafbankede Kammerater. Er det ikke saa?

Skulde vi imidlertid for Alvor fordybe os i dette besynderlige. Forhold, saa kunde vi finde nærmere og naturligere Stof end Uretfærdighed hinsides Grænsen. Dansk Uret og dansk Ufordragelighed mod Naboer har ikke manglet, naar „danske Drenge” har følt sig stærke nok til at give Knubs. Men danske Drenge har haft og har vor Sympathi - af gode Grunde; vi udskriger nødig deres Fejl, forsoner os heller med den Tanke, at de ikke er fejlfri. Nu synes det os, at om det var muligt, vilde vi ogsaa gærne have Sympathi med de „tyske Drenge”, forklare os deres Uvornhed ud fra Staklernes Forhold.

Der er kun én Ting, som fortumler os lidt, medens vi søger at klare os den Drengeleg Verden over. Disse Riger og Lande kaldes jo kristne, og Kristus var som bekendt en Mand, hvis Grundsætninger var langt hinsides Drengelogiken. En Hylder af Kristus kan ikke gengælde Slag, thi Kristus gjorde det ikke, og han har udtrykkelig sagt, at en Kristen vender sig rolig om, naar han angribes, og venter et næste Slag, om Angriberen dog maaske maatte fatte sin Skam. Revanche, det er et Begreb, en Kristen er vokset fra; Revanche er Phase blot i en endeløs Leg med Knytnæven.

Lyder nu dansk, tidssvarende Oversættelse af Kristi Tanke saaledes: „I Tyske har frataget os Sønderjylland; om I kan faa det over Eders Hjærter, tag saa det øvrige Jylland med; I skal ikke se os begaa den Skam at gribe til Sværd?” Nej, saaledes er dansk Mands Tale: „Vi maatte ikke være Mænd, om vi ikke slog fra os, naar man vilde røve os Danmark”.

En Kristen kan ikke ønske Storhed, og Magt for sig eller sit Land ved at tage fra Andre. Han har hver Dag og kun hver Dag at passe, - at ikke Sol staar op eller Sol gaar ned over Uret, der sniger sig ind, naar han ikke er vagtsom. Saa higer vel Tyskere efter at give igen, hvad de er „kommet til” at tage fra Danmark? De, hvis Livsdag er nu, kappes vel om at faa Uretten bort. der listede sig ind hos Fædrene? Nej, saaledes er tyske Mænds Tale: „Ære være vore Fædre, der har givet os ranede Lande i Arv! Vi, deres Børn, hævder nu Uret ved Uret.” Vi evner kun at finde én Løsning paa Gaaden: det er Etiketten, der her er forkert. Det er hedenske Lande, vi lever i. Det rigtige Navn er ombyttet med et, en Mode engang fandt kønnere, men Maalene ellers røber dog Sandheden. Vi har intet at indvende mod Kendsgerningen. Vi giver gerne Afkald paa det barokke Navn: kristent Samfund, naar det indlyser, at Drenge og Drengeforstand regerer der. Sunt pueri pueri, pueri puerilia tractant. **) Vi forstaa kun ikke, at vor Tids „Drenge” ikke bekendtgør, at kristen Statsreligion er afskaffet - ogsaa som Navn? Hvorfor de ikke som tidssvarende Rettelse definerer „Vorherre” Kristus: abnorm Mand? Inkvisitions- og Autoritetsfrygt har udspillet sin Rolle, Ingen frygter dog mere for at nævne det rette Navn paa Tingene.

Vi kan ikke nægte, - det synes os Kvinder smaat bevendt med Konsekvens i det Samfund, som helt har sit Præg af Mandsintelligens.

(Sluttes.)

*) Af forskellige Hensyn er Red. desværre bleven tvungen til at dele Frk. Johansens Artikel.

**) Børn ere Børn, og Børn gøre Barnestreger.