« Tilbage til søgeresultaterne

Svar til Hr. V. Bennike.

Af: Johanne Meyer

« Se emneord

Naar Hr Valdemar Bennike i ovenstaaende Artikel fremhæver, at det er paa Tide, at Kvindens politiske Valgret drøftes hele Landet over, saa er vi ham meget taknemlige herfor. Hvis Sagen ikke skal komme alt for uforberedt frem, maa der ikke ties længere. Kvinderne har faaet Øjet op for, at det er ogsaa en Menneskeret at være Borger med Valgret og Valgbarhed, og forlanger denne Pligt og dette Ansvar som en Sag, der vil bringe Samfundet Lykke.


At Stemmeretten ikke ubetinget er en Herlighed, derom kan vi let blive enige med V. B., men hvad er en ubetinget Herlighed i Verden, hvori der skal lægges et alvorligt Arbejde ind? Dog derfor kan vi ikke tro, at Husmænd og Arbejdere helst vil være fri for denne Rettighed, selv om vi vil indrømme, at den ofte kan blive til stor Sorg for den Mand, der trykket af økonomiske Forhold kommer til at stemme mod sin Overbevisning.


Den Ømhed, der vil skaane Kvinderne for Ubehageligheden og Byrden, der følger med Valgretten, betakker vi os for; den er lige saa utidig som den Følelse hos Forældre, der vil holde deres Børn i Umyndighed, efter at de er fuldvoxne, af Frygt for, at den offentlige Vind skal blæse paa dem.


Lige saa lidt kan vi af Hensyn til vore Digteres Sange, som gør Kvinden til Blomst og Manden til Fugl, sætte os selv paa Stilk og nikke sødt vort Ja til den skønne Fugl, der ene har Ret til at svinge sig ind i Aandens Verden. Den Teori har længe nok lammet vore Kræfter og skabt den kunstige Kvindelighed, der ikke har noget som helst med sand Menneskelighed at gøre, Meget ofte er det nemlig i Livet og i Virkeligheden, at Kvinder sidder inde med store aandelige Evner og klar Forstand; skønt jeg naturligvis vil indrømme, at hendes indelukkede Liv, hendes stedmoderlige Undervisning og indskrænkede Opdragelse gør hende det vanskeligt at staa Maal med Manden i Udvikling og Erfaring paa det offentlige Livsomsraade.


Dog med det store Krav i Nutiden til en naturligere Opdragelse af de Unge, svinder alle den Slags Tanker bort som Taage og Skygger, om dem vil vi ikke strides.


Hvad der derimod er et alvorligere Spørgsmaal, og som ogsaa er Hovedpunktet i V. B.s Angreb paa Kvindens politiske Valgret, det er: Vil Hjemmene ikke lide ved Kvindernes Overtagelse af borgerlige Pligter i Lighed med Mænd?


I alle Udviklingsperioder, hvori de nye Tider fødes, er der nogen eller noget, der lider, og jeg vil villig indrømme, at som Kvindesagen staar i Øjeblikket, hvor hele Arbejdet for den Sag saa at sige hviler paa enkelte Hjerner, der tror jeg ganske sikkert, at disses Hjem lider, men de bliver saa Ofret, som Sagen kræver.


Men i Fremtiden - nej - er Kvinden politisk social og økonomisk ligestillet med Manden, da først kan Samfundet blive lykkeligere.


V. B. siger, Manden og Kvinden er sikkert to forskellige Naturer; jeg vil hellere sige, vi er to Sider af den samme Menneskenatur. Thi vel suplere vi hinanden, men vi tænker og føler, elsker og lider paa samme Maade, og i samme Forhold som Menneskeslægten udvikles, i samme Forhold bliver det fælles menneskelige ens for begge Køn.


Men Familielivet, hvor bliver det af, Hjemmene bliver forandrede, raabes der - men vi svarer med et andet Spørgsmaal - er Hjemmene ikke allerede forandrede, inden Kvinderne har faaet denne frygtede Valgret? Jo sikkerlig - alle vore Opfindelser i den nye Tid med sin forandrede Produktionsmaade har med et Slag forandret Hjemmene og Kvindernes Arbejde i dette.


Gaa tilbage kan vi ikke. Glemme Opfindelserne og igen arbejde med Hænderne kan vi ikke. Med Maskinernes Arbejde, der har forvandlet Menneskearbejde fra Muskel- til Hjærnearbejde, fra smaa Hjems stille Syssel til de snurrende Hjuls i de store Fabrikker, med den Arbejdsmaade er i Virkeligheden Hjemmene forandrede. Kvinderne er traadt ud paa Arbejdsmarkedet, hvortil de nu har en uafviselig Ret, fordi ogsaa Kvinder skal leve og have Brødet.


Mange Mænd tror, at Arbejderspørgsmaalet, dette brændende sociale Spørgsmaal i vor Tid, at dette løses ved, at der skaffedes Manden en saa høj Arbejdsløn, at han alene blev Forsørgeren og Eneerhververen i en Familie for dem alle.


Det er en Umulighed - lad os tænke os en Familie med syv voxne Døtre - hvad skulde deres Arbejde blive i Hjemmet? skulde de spinde, væve, sye, lave Smør og Ost efter gammeldags Maade.


Det kan de ikke, de vilde ikke kunne konkurrere, og deres individuelle Ret kræver ikke alene en Gærning, men ogsaa en økonomisk Uafhængighed.


Kvinderne tvinges derfor ind paa Arbejdsmarkedet, og det første, der her møder dem, er Uretfærdigheden overfor deres Køn.


For samme Arbejde som Manden faar Kvinden kun, fordi hun er Kvinde, undertiden kun den halve Løn. Uddanner hun sig til selvstændig Virksomhed, faar hun vel Lov til at betale sine Skatter, men Ret til at stemme med om Anvendelsen for disse Penge, faar hun ikke. Hun kan tage sin Examen, som den unge Mand, men Embederne besættes ikke med Kvinder.


Gifter hun sig, da er hun fuldstændig umyndig og borgerlig udslettet, baade i økonomisk, politisk og social Retning, saaledes er vore Love, og Mændene finder dem ganske i sin Orden, ialfald over for den gifte Kvinde, endskøndt han dog vist neppe vilde købe sit Ægteskab ved at blive jævnsides umyndig og miste sin Valgret.


Naar altsaa Kvinderne ser, at det er Lovene, som Mænd har lavet, der afstikke disse Grænser, hvad er da naturligere, end at de søger at faa direkte Indflydelse paa denne Lovgivning og begynder med den allersimpleste Fordring, politisk Valgret og Valgbarhed.


V. B. siger: "Kvinderne i det hele og store vil aldrig føle sig oplagt til Deltagelse i det offentlige Liv" - Ja, det siger Mændene med den gammeldags Opfattelse, og indskrænkede og stillestaaende Kvinder snakker efter.


Men spørg Fremskridtskvinderne paa Valgdagen, om det er dem ligegyldigt, hvilken Kandidat, der bliver valgt. Se Kvinderne i en levende Kreds ude paa Landet, naar Mændene drager til Valg, og ethvert tænkende Menneske vil forstaa, at politisk talt er Kvinderne modne til at gaa til Valg i Morgen.


Hvor meget end V. B. holder paa Kvindernes Indelukkelse bag Familielivets fire Vægge, hvor han mener deres Gerning er at "gaa stille og ubemærket om og fremelske alt godt" og "opfostre Drenge med Sener i Arm" saa er han dog ingenlunde tilfreds med Udførelsen af Kvindernes Gerning i Hjemmet, han siger nemlig et andet Sted: "Hvem er vel Skyld i, at Mændene er, som de er, andre end Kvinderne, hvem Opdragelsen er betroet". Mændene indrømmer han er ikke, som de skulde være, Kvinderne er Skyld heri. Her er altsaa ingen Grund til at holde paa det bestaaende for Børneopdragelsens Skyld. Paa Grund af de økonomiske Tilstandes Skyld maa Tusinde af Arbejderes Hustruer forlade Hjemmet og ofte lade deres smaa Børn ligge paa Gaden, saa for vore sociale Tilstande kræves der en snarlig Omordning.


Kvindebladet


”Hvad vi vil”


indbyder herved til Abonnement paa 3dje Aargang.


Den store Velvilje, hvormed dette lille Blad hidtil er bleven modtaget, giver os begrundet Haab om, at det virkelig har fyldestgjort et berettiget. Krav i vide Kredse af Samfundet, og da Bladet fra Nyaar af er overtaget af et Konsortium af Kvindesagens Venner, der i tiere Henseender raade over større Kraft, end man tidligere har kunnet anvende, er vi i Stand til at byde vore Læsere et rigere Indhold og et fyldigere Stof end hidtil.


Kvindebladet "Hvad vi vil" vil kæmpe for Kvindens Ligeberettigelse med Manden i social og politisk Henseende.


Kvindebladet "Hvad vi vil" vil arbejde for at udbrede Kundskab og Oplysning til saa vide Kredse af Kvinder som muligt, for at hæve og udvikle Kvindens aandelige Dygtighed, at hun kan modnes til de større Krav, Fremtiden utvivlsomt vil stille til hende.


Kvindebladet "Hvad vi vil" vil støtte alle fornuftige Bestræbelser for ad praktisk Vej at hjælpe Kvinden til større og mere betrygget Selvstændighed.


Kvindebladet "Hvad vi vil" vil byde sine Læsere de bedst mulige Artikler angaaende alle almenmenneskelige Forhold som f. Ex. Børneopdragelse, Skoleforhold, Literatur og Kunst o. a. m., der nærmere eller fjærnere berøre Kvindesagen.


Kvindebladet "Hvad vi vil" vil desuden altid holde sine Læsere á jour med alle Begivenheder og Forhold paa Kvindesagens Omraade, der har vakt Opmærksomhed i andre Lande.


Kvindebladet "Hvad vi vil" udgaar to Gange maanedlig koster 60 Øre Kvartalet foruden Postpenge og bestilles i Byerne paa det nærmeste Posthus og paa Landet hos Postbudene.


Halve Fripladser for Kvinder.


Bestyrelsen for Undervisningsanstalten "København", Stockholmsgade 7, har tilladt Bestyrelsen for Kvindelig Fremskridtsforening at besætte en halv Friplads for Kvinder, som vil tage Examen Artium, og en halv Friplads til Prælimmærexamen.


Ligeledes tilbyder Hr. og Fru Sørensen, Bestyrere af Frk. Strarups Pigeinstitut i Kolding, Kv. Fr.s Bestyrelse at besætte 3 halve Fripladser der, 2 til Præliminærexamen og l til Lærerindeexamen.


Enhver Kvinde, som maatte ønske at komme i Betragtning ved disse Fripladsers Besættelse, bedes henvende sig skriftlig eller mundtlig til Kv. Fr.s Formand, Fru Johanne Meyer, Naboløs 4, K, hvor nærmere Oplysninger faas.


Kvindelig Fremskridtsforening


afholder sin ordinære Generalforsamling Mandagen den 20. Januar, Kl. 8 Aften, Østergade 15.


Dagsorden:


I) Beretning om Foreningens Virksomhed.


2) Regnskabet.


3) Valg af Bestyrelsesmedlemmer.


4) Valg af Repræsentant til Bladet.


5) Mænds Optagelse som Medlemmer.


Ved Indgangen ombyttes røde Kort med gule, da kun disse give Adgang til Generalforsamlingen.


Ingen nye Medlemmer indtegnes ved Mødet.


Bestyrelsen.


Selskabelige Sammenkomster.


"Kvindelig Fremskridtsforening" afholder Lørdagen den 25de Jannar Kl. 8]/2 Aften, paa Østergade Nr. 15, I. Sal, en selskabelig Sammenkomst med Oplæsning, Musik og Sang. Entré 25 Øre, Kaffe iberegnet.


Adgangskort faas mod Forevisning af Medlemskort til en af de oppositionelle Foreninger, i Boghandelen, Klosterstræde 12, og hos Fru Holm, St. Kongensgade 4, 2. Sal. Indgangen aabnes Kl. 7.


Udvalget.


I Helsingborg valgtes den 30. December 1889, den første Kvinde ind i Skoleraadet, enstemmig vedtaget paa Forslag af Kvindesagens ihærdige Talsmand i Sverige. Redaktør Borg.


Miss. Annie Patterson har faaet den højeste Doktorgrad for Musik i Dublin, en Udmærkelse som endnu aldrig er tildelt nogen Kvinde ved Royal-University.


I en Levnedskildring i the Herald, af den i Foraaret afdøde udmærkede engelske Statsmand John Bright, findes blandt andet følgende: I 1839 ægtede han Miss Priestman, som han elskede inderligt, men havde den Sorg to Aar derefter, at miste hende ved Døden. I hans dybe Sorg kom Mr. Richard Cobden for at besøge og trøste ham, idet han bemærkede: "Der er tusende og atter tusende Hjem i England i dette Øjeblik, hvor Hustruerne, Mødrene og Børnene ere nærved at dø af Sult. Naar nu den første Tid af Eders store Sorg er gaaet, vil jeg foreslaa Eder, at komme til mig, og vi vil ikke hvile før Kornloven er tilbagekaldt". Denne Opfordring havde til følge, at ved forenede Kræfter af disse to ædle Reformatorer, fik Befolkningen billigt Brød.


Arvingerne efter Hr. Oscar Schüll i Düren har givet 60,000 Mrk. Til oprettelse af en Husholdningsskole for Fabrikspiger, der skal staa i Forbindelse med det af Arvingerne tidligere oprettede Arbejderkøkken.


Fru Anna Hierta Retzius, havde i Stockholm oprettet Arbejdsværksteder for fattige Børn, i en Alder fra 7 - 14 Aar. Hensigten med disse Værksteder var at give Barnet Kærlighed til arbejde og bevare dem for de Farer de er udsat for, ved i Fritiden at gaa omkring og tigge. Det første Arbejdsværksted for Børn, aabnedes d. 20. Januar 1886. Fru Retzius grundlagde Anstalten ved en Sum af 6000 Kr. til Minde om hendes Fader, den ædle Lars Hierta. Det var Meningen kun at oprette en Anstalt, men denne vandt saadan Tilslutning, at der i Løbet af tre Aar, oprettedes ni andre Nødsteder i Stockholms forskellige Stadsdele, og fire i Provindserne. De fleste af disse Skoler er Fællesskoler. Drenge og Piger lære der saadan Haandgerning, som senere kan komme dem til nytte i Livet. De lære at flette Kurve af Vidier og Spaaner, at lave Sokler til Juletræer, Møbler til Dukkestuer. Men der laves ogsaa Hatte, og forsaales Sko og Støvler. De større Børn flette meget smukke Blomsterkurve og Blomsterstativer, som faa Afsætning hos Blomsterhandlerne. Nogle lave Melsække og Rørstole osv. To Gange om Aaret holdes der Basar over de lavede Genstande. Ogsaa i Findland findes disse Arbejdsværksteder for Børn siden 1883. I Helsingfors og i Åbo virke de saa velgørende, at der ikke findes et eneste Tiggerbarn. For nogen Tid siden testamenterede en Mand 80,000 Rubler, til Oprettelse af saadanne Arbejdsværksteder med Tilføjelse "at Arbejdsværksteder for Børn, er det bedste Middel, til at hæve tilkommende Slægters Moralitet". -


Disse Meddelelser støtter sig til en længre Beretning af Fru Anna Retzius, selv i Deutsche Hausfrauenzeitung.


Var det da ikke klogere at søge at faa Mændene lidt mere ind i Hjemmene til at rette paa Kvindernes Fejl i Sønnernes Opdragelse og saa prøve at give Kvinderne en direkte Deltagelse i Lovgivningen og i Ordningen af det sociale Liv. Hun vilde da bedre forstaa, hvad der krævedes for de unge Mænd ude i Livet, naar hun selv ved at arbejde heri, kunde danne sig en selvstændigere Mening; vi trænger til Mandens og Kvindens fælles Arbejde baade i Familjen og i Samfundet.


Valgene staa nu for Døren. Lad os da være enige om, at ingen Valgkandidat faar Fremskridtsfolkenes Stemme, uden han vil arbejde for Kvindens politiske Valgret.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner