Yvette Guilberts Optræden

(I Anledning af Pastor Schacks Pièce.)

Hr. Pastor A. Schack har udgivet et lille Skrift, som han noget misvisende kalder „Kunsten i Brutalitetens Tjeneste”. Ved Brutalitet forstaar man i Almindelighed Voldsomhed og Grovhed i Handling og Optræden. Det, han vil ramme i Anledning af Yvette Guilberts Forestillinger, kan vist bedre benævnes „Kunsten i Letfærdighedens Tjeneste”. Yvette Guilbert var vistnok ikke brutal i sin Optræden; hun virkede vist snarere indsmigrende, lokkende og dragende paa sine Tilhørere, saa at de glemte, hvad der skjulte sig under hendes Kunst, og til hvad Standpunkt man nedsattes ved at lade sig bedaare af den.

Jeg har forstaaet, at hendes Kunst var af ovennævnte Natur; selv har jeg nemlig ikke overværet hendes Optræden. Jeg havde paa Forhaand en Følelse af, at det maatte virke som Profanation at høre en Varietésangerindes Præstationer paa det Sted, hvor man er vant til at lytte til Bachs og Beethovens, Hartmanns og Gades Toner. Derfor faldt det mig ikke ind at tage Billet til Yvette Guilberts Forestillinger. Jeg kan altsaa ikke have nogen Mening om Rigtigheden af Pastor Schacks Udtalelser, men vil kun bemærke, at de er alvorlige „Tanker til Eftertanke”, og som saadanne værd at tages i Betragtning. Det er vanskeligt at forstaa, at de Sange, af hvilke han giver Udtog, har faaet Lov til at foredrages, og det tilmed paa et Sted, som overfor Publikum burde yde en Slags Garanti for, hvad man er udsat for at faa at høre. Der gives desværre Lokaler, hvis Forestillinger har et Renommé, som udelukker al Tvivl hos dem, der vil søge derhen. Hvorfor vil den oplyste Del af Samfundet knæsætte en Kunstart af lavere Natur, ved at finde sig i, at den har fundet Indpas paa et Sted, hvorhen maaske mange har begivet sig, uden forud at være paa det rene med, hvad der vilde blive dem budt.

I Koncertpalæet aabnede man altsaa Dørene for Yvette Guilbert, og Slibrighed, iført Kunstfærdighed, og hyllet i et fremmed Sprogs Charme modtoges med Akklamation.

Hr. Schack er forundret over, at Studenterforeningens Medlemmer ikke har udtrykt Indignation over Senioratets Indbydelse til Varietésangerinden og over den Hyldest, det viste hende. - Dette er dog ingenlunde til at undres over. Københavns bedste Selskab, Herrer og Damer, havde akcepteret hende med stort Bifald; kunde man saa forlange, at unge Studenter skulde mene, at hun kunde saare deres Blufærdighed. Det som det gælder om for Ungdommen, er jo først og fremmest, „at være med paa Noderne,” som det hedder paa godt københavnsk. Man kan ikke forlange, at Studenterverdenen skal være toneangivende paa det moralskes Omraade. Og nu den offentlige Mening! Ja, Hr. Schack viser selv klart nok, hvorledes denne er bundet i Pressens, navnlig i „Politiken”s Lænker, endogsaa naar dette Blad pisker den med Satirens Svøbe. Det hører med til vor Tids Modsigelsers Solemærker, at Menneskene i deres Meninger og Udtalelser er afhængige af Pressen, endskønt denne altid omtales nedsættende. Atter og atter kan man høre Folk vredes over „Politiken”s Aand og Tone, og dens Uvederhæftighed, men Forbitrelsen forhindrer dem dog ikke i at holde og læse dette Dagblad, der, efter Sigende støttes fuldt saa meget af sine Uvenner, som af sine Venner. Det er vor Tids Skrøbelighed, at saa faa vil sætte noget ind for deres Overbevisning, de vil end ikke ofre saa ringe en Ting, som at undvære et Blad, de fordømmer. Verden er vel ikke hverken værre eller bedre end i Fortiden, men den er kommet ind paa en Skraaplan ved det, som den spanske Forfatter Coloma kalder „den sørgelige, letfærdige Tolerance”, der medfører større Farer end selve Daarligheden.

Det er saa overlegent at trække paa Skulderen, at lade være at dømme og lade Tingene gaa, som de kan bedst. Man skaffer sig Uvenner, og anses for snæver og fordomsfuld ved at tage Afstand fra det, der er populært, men som den bedre Overbevisning fordømmer.

Hvorfor skulde man ikke høre Yvette Guilbert, naar saa mange lytter til hendes Sange? Man kan da ikke være snærpet! Og saa er der dette med Kunsten, den maa dog have frit Spillerum og ikke bindes i Bedemandsstil!

Efter alt, hvad man hører, har Yvette Guilbert virkelig betydelig Talent, ellers kunde hun ikke have vakt Henrykkelse ved Foredraget af Sange, der ved Gennemlæsningen forekommer kedelige og ubetydelige. Med Undtagelse af de af Pastor Schack udpegede synes Sangene ikke særligt usædelige. Nogle af dem virker dog meget letfærdigt og stødende, navnlig de, der paa en raa, kynisk Maade fremstiller Rovmord. Til Gengæld er to af dem „la Glu” og „la legende du conscrit” af gribende Natur, uden Letsind. Det er et Spørgsmaal om Yvette Guilberts Optræden ikke var en større Uret mod Kunsten end mod Moralen, der næppe har taget Skade af en Tekst, meddelt syngende i Pariserjargon. Den danske, slette Oversættelse har intet Middel haft til at daare Sindene, mere end enhver daarlig Bog, og dem er der desværre nok af, uafhængigt af en Yvette Guilberts Optræden. Men saa Kunsten! Er det ikke en Nedværdigelse af den, at lade en Varietesangerinde, selv om hun er fremragende i sin Genre, optræde med sit, i sig selv ubetydelige, og til Dels upassende Repertoire i vort første Koncertlokale? Artister af forskellig Art, som Tryllekunstnere o. a. kan være overmaade kunstfærdige i deres Fag, men man vilde dog forarges ved at se dem optræde paa det kongelige Teaters Scene. Det er at vildlede Publikum, naar man lader lavere Kunstarter fremtræde under de samme Forhold, som indrammer den virkelige store, alvorlige Kunst. Der er i vor Tid, hvad Moralen angaar, mere nedbrydende Fremtoninger, der temmelig upaatalte passere. Hr. Pastor Schacks indignerede Udtalelser fremgaar uden Tvivl fra en fuldt berettiget Grundvold af opsparet Vrede. Yvette Guilberts Optræden er maaske kun Draaben, der har bragt denne Vrede til at flyde over.

Hvorfor Hr. Schacks Forbitrelse i Slutningen af Skriftet skal gaa ud over dem, som han kalder de „fremskredne” Kvinder, er imidlertid ikke let at forstaa. Han henviser disse til at faa Indblik i „hvad Kvinderne kan vente sig, naar Folkets Sædelighedsbevidsthed er blevet tilstrækkelig nedbrudt.” Skulde man ikke tro, at Meningen hermed er, at det er de „fremskredne” Kvinders Opgave i det Hele taget at nedbryde Sædelighedsbevidstheden? Af hvad Grund sættes „fremskredne” i Gaaseøjne, ret som om det var et Ukvemsord at være fremskreden. Har Pastor Schack Rede paa, hvad Kvindernes Fremskridt betyder for dem selv, for Mændene og for hele Samfundet? At være fremskreden betyder at være sig selv bevidst, at tage Livet op i selvstændigt Ansvar, at føle sig forpligtet overfor Gud og Mennesker. Har Pastor Schack Begreb om, hvor megen Arbejdskraft, hvor megen Dygtighed og Selvopofrelse, der er udvist af dem, som han i Haan kalder „fremskredne” Kvinder? Har han betænkt, hvor stor Indflydelse det kan have, at Slægternes Mødre bliver selvtænkende og selvbevidste Mennesker, og at Mand og Kvinde kommer til at gaa fuldt myndige ved hinandens Side? Maaske mener Hr. Schack med Betegnelsen „fremskredne” Kvinder dem, der indskrænker sig til at optage Mændenes Uvaner, som Tobak, Alkohol, Letfærdighed og a. d. I Sandhed, den Slags Kvinder er langt tilbage. Jo flere virkelig fremskredne Kvinder Samfundet faar, jo mindre Smag vil der blive for Sangersker som Yvette Guilbert.