Kvinder i Landbruget
I denne Tid, da det lille Landbrug staar paa Dagsordenen, vil nedenstaaende Artikel, som vi have tilladt os at tage fra „Kristeligt Dagblad”, vist ogsaa have Interesse for dette Blads Læsere.
Mrs. Virginia M. Crawford har i „Contemporary Review” skrevet en Artikel om „Engelske Kvinder og Agerbruget”. Mrs. Crawford har ofret en god Del Tid paa at studere Samfundsforholdene i Belgien, baade paa Landet og i Byerne, og hun har især følt sig slaaet af den Nytte, det belgiske Agerbrug drager af Kvindens Arbejdskraft. England har altid forsømt „la petite culture”. Som Nation, siger Mrs. Crawford, have vi vist en skæbnesvanger Ligegyldighed for saadanne mindre Forretningsforetagender, som vel ikke skabe store Formuer, men ere Velstandskilder for de arbejdende Klasser. Hun haaber, at det maa være den engelske Kvinde forbeholdt at raade Bod paa denne Fejl, men mener, at der, før dette kan ske, maa gøres et stort Forarbejde med Hensyn til Kvindens Oplæring, og henviser her til Belgiens Eksempel:
„Flamlænderne have flere Berøringspunkter med Angelsachserne end nogen anden europæisk Nation. Den største Forskel ligger maaske i den Omstændighed, at de flamske Kvinder ere fortrinlige Jordbrugere, oplærte og udviklede hertil i beundringsværdige Fagskoler og Undervisningsanstalter, grundede alene i dette Øjemed. Det skyldes for en stor Del Kvindens Arbejde, at Belgien i vore Dage staar saa højt i Henseende til Agerbrug, Mejerivæsen og Havedyrkning, og jeg tør næsten paastaa, at England kun staar tilbage ved sine Kvinders Skyld.
Den belgiske Regering har spredt Hundreder af Landbrugsskoler ud over Landet. I mange Landdistrikter gives der Sommeren igennem Landbefolkningen fri Undervisning i Mejerivæsenet. Et Kursus varer i Reglen tre Maaneder og staar aabent for alle Piger paa femten Aar og derover; Antallet i Klasserne er som i alle belgiske offentlige og private Skoler indskrænket til seks eller otte. Landmanden i Flandern eller Brabant, der sender sin lille Datter til Heverlé for at lade hendes Opdragelse fuldende der, har al Grund til at være stolt over Resultatet. Hun vil komme tilbage - ikke med selskabelige Talenter, dersom han da ikke udtrykkelig har forlangt, at hun skulde lære Klaverspil - men med gode almindelige Kundskaber, en grundig teoretisk og praktisk Indsigt i Mejerivæsen (heri indfattet Tilberedelsen af Ost og Smør) og, dersom han har ønsket det, tillige i Hønseavl, Svineopdrætning og Biavl. Hun vil være i Stand til at holde Gaardens Regnskaber og vil have gode elementære Kundskaber om Agerbrug i det Hele, Vekseldrift, Gødningsstoffer osv. Hun vil være udlært i alle huslige Pligter: Vask, Strygning, Rengøring, Lapning og Stopning og almindelig Madlavning. Men hvad der maaske er det mest Betydningsfulde: hun vil have lært at se med Ærbødighed paa alt sligt Arbejde og aldrig skamme sig ved selv at tage fat med. Lærerpersonalet bestaar af omtrent tresindstyve Søstre, der Alle have aflagt forudgaaende betryggende Prøve paa deres Dygtighed, og hele Anstalten er et Mønster paa flamsk Orden og Renlighed. Skolepengene er kun 216 Kr. aarligt.
Efter det fyldte femtende Aar nyde Eleverne kun denne Slags Undervisning. Anstalten ejer store Jorder, der forsyne Skolens otte Hundrede Elever med Frugt og alle andre Plantesager. Gaarden er forsynet med alt tidssvarende Landbrugsmateriale. Der holdes Køer, Faar, Svin, Høns, Ænder, Duer, Bier osv. Her laves ikke mindre end atten Slags Ost. Et fuldt Kursus i Mejerivæsen varer et Aar; dog gives der ogsaa tre Maaneders Kursus. I alle Undervisningsfagene afholdes Eksaminer under Regeringens Overtilsyn, og der udstedes Beviser, saa at en Pige paa atten Aar kan forlade Anstalten, fuldt udrustet til sin Livsgerning uden at behøve nogen yderligere Læretid.
Forfatterinden slutter med et Ønske om, - at man i England vil tage denne Sag under Overvejelse, at Kvinden vil stille sig velvilligt til Sagen, og at England snart maa kunne fremvise en Undervisningsanstalt som den flamske i Heverlé.