Breve fra udenbys Venner
Til Fru Mariane Nielsen.
I Dansk Kvindesamfunds Majhæfte skriver De: „Ikke for Sønderjyllands Skyld; thi jeg er alt for gennemtrængt af den Opfattelse, at hele Verden er mit Fædreland og alle Mennesker mine Søstre og Brødre, til at kunne fatte og skatte Sønderjydernes Vedhængen ved Danmark.”
Undskyld, men at en dansk Kvinde ikke kan fatte Sønderjydernes Vedhængen ved Danmark, det er mig endnu tusinde Gange mere ufatteligt og gør mig inderlig ondt for Sønderjydernes Skyld, der helst skulde føle, at alle danske Kvindehjerter slaa varmt for deres Sag, som ogsaa er vor Sag, da vi er Børn af samme Hjem, det Hjem, der var vore Fædres Hjem, det Hjem, hvor Sønner og Døtre hentede Kraft til at øve Daad baade hjemme og ude, og hvor der hentes Kraft den Dag i Dag til at taale og lide, som Sønderjyderne gør det.
Maa jeg vende Deres egne Ord længere henne i Brevet imod Dem selv: „Hvor kan De svæve i den „(n)” skønne, men ak saa uholdbare Illusion,” at De er ophøjet over Nationalfølelsen, da den kun har Rod, fordi den er plantet i dansk Jord, og derfor højner dansk Liv; hvad der ikke kan hente Næring af den Jord, den lever i, maa visne. Sønderjydens Liv viser, at dansk Aand og Liv har Bæreevne. Gud styrke Sønderjyden fremdeles.
Ærbødigst Maren Bonde.