Kvinden og Samfundet
begynder med næste Nummer at udgaa som Ugeblad og samtidig træder Frk. Annette Jensen ind i Redaktionen. Vi opfordre alle Bladets Venner og alle, som i Kvindesagen - heri indbefattet, hvad der ligger imellem Yderpunkterne: Syerskernes fattige Kaar og Kvinders Adgang til den højeste Dannelse - alle, som i denne Sag se Fremskridtet, opfordre vi til at tage virksom Del i Arbejdet for at løse de foreliggende Opgaver.
Den første Opgave, der kræver sin Løsning, er den at tilvejebringe et Bindeled imellem alle Kvinder: et Blad, hvor vi kunne mødes, hvor vi kunne forhandle om alle vore forskellige - maaske ogsaa undertiden modstridende - Interesser, men hvorigennem vi kunne komme til at forstaa hinanden for derefter at kunne bygge op paa Steder i Samfundet, hvor vi mene, det gøres behov, hvor vi tro, at Samfundet vil være vel tjent med Kvinders Bistand til Arbejdet for det fælles Vel. „Kvinden og Samfundet” maa derfor sikres en Støtte, saa det kan blive i Stand til at løse sin Opgave.
Det har fra en enkelt Side været under Overvejelse, om vi muligt skulde udsætte Begyndelsen til Foraaret af Hensyn til Sommerens sørgelige Konflikt. Det kan jo ikke skjules, at Modstandsevnen, Offervilligheden og mulig ogsaa Interessen maa svækkes hos dem, der direkte føle Slaget og maa bære Savnet af den Arbejdsløn, som er dem berøvet.
Men vi haabe dog, at det vil være muligt - men ganske vist kun ved forenede Anstrengelser - at føre Sagen igennem.
Bladets Abonnementspris er sat saa lavt: 50 Øre + Postpenge: 7 Øre Kvartalet, at Udgiften for mangfoldige Kvinder, der blot have den mindste Interesse derfor - ikke kan være afskrækkende. Paa den anden Side kræver Bladet en meget stor Tilslutning for at kunne bære sine Udgifter.
Alle „Kvinden og Samfundets nuværende Abonnenter ville selvfølgelig i Oktober Kvartal faa Bladet, - ogsaa i udvidet Skikkelse - tilstillet for den en Gang erlagte Betaling. Men nu henstille vi til alle disse - til dette Elitekorps af vor lille Hær, at bringe vor gode Sag et Offer paa 50 + 7 Øre i det første Kvartal. Bestil hos Posten et Ekstranummer og send i Kvartalets Løb disse 13 Numre ud til 13 forskellige Venner og Bekendte - eller Ikke-Bekendte - som det kan falde sig; det er jo ikke udelukket, at en enkelt paa denne Maade kan skaffe 13 nye Abonnenter, men dersom hver enkelt blot skaffer 2, er Sejren vundet og Bladets Fremtid sikret. Vi kunne da rolig vente paa den forøgede Tilslutning, efterhaanden som det lykkes os at pløje den nye Jord - og faa mer og mer lagt ind til den lille grønne Plet, vi alt har faaet Held til at opdyrke.
At alle Kredsene saa vel som hver enkelt i disse ligefuldt vil arbejde energisk paa samme Opgave, følger al sig selv - saa vist som vi alle ønsker Lykke og Held for dette Arbejde.
Men ere vi enige derom, enige om, at Samarbejde med god Vilje og efter bedste Evne baader vor Sag bedst - da kunne vi ogsaa gaa Fremtiden i Møde med lyst Haab.