Debutanter

Gyrithe Lemche: Soedtmans Jomfruer.

Karin Michaëlis: Højt Spil.

Agnes Henningsen: Glansbilledet.

Ingeborg Raunkjær: Memento.

Blandt Vinterens nye Bøger var kun een - Bjørnsons - en Begivenhed. Ingen kan vente, at en Debutbog skal sætte Mærke i ens Liv. Men de ovennævnte Bøger er dog saa gode, at de fortjener at mindes ogsaa efter, at Foraarsvinden har blæst Vinterens Bogstøv ud af Sindet.

Gyrithe Lemches har glædet os mest. Hun ejer den sjældne Gave - især sparsom hos Kvinder - ægte Humor. Ud fra dette venlige Syn paa Livet betragter hun sine otte gamle Vartovsdamer, Beboere af den Soedtmannske Stiftelse. Alene den Fællestitel, hun giver dem: „de kære gamle” virker helt forsonende, efter at man gennem hendes livagtige Skildring har faaet ikke blot et Billede af dem, som de staa og gaa, men ogsaa en Forklaring og Forstaaelse af, hvorledes de fra at være unge, lovende Muligheder ere blevne til det, de nu ere, den ene en Dranker, den anden en Rappenskralde, den tredje en Helgen, den fjerde en forknyt Stakkel o. s. v. Selv de „to gamle”, der optager Indledningskapitlet, Kirken og Slottet, som enhver Københavner kender fra sine Søndagsudflugter, ere behandlede med saa megen Kærlighed og fin, poetisk Opfattelse, at man næste Gang, man ser dem, vil tage dem i Øjesyn med ny Interesse, lige som man med sikker Forventning om noget godt og ejendommeligt vil imødese en ny Bog af denne Forfatterinde.

Karin Michaëlis behandler i en af sine fire Fortællinger et lignende Emne; ogsaa hun viser megen Interesse for Kvindeskæbner og Kvindepsykologi. Interessantest er hendes første Fortælling: „Arme Søster”. - Her skildres, en ung Pige, som er „født med en Plet i Hjertet”, en sygelig Medfølelse med andres Lidelser. Hun kan ikke sove om Natten, naar hun kommer i Tanker om, at Blomsterne mangle Vand. Denne Følsomhed gør hende til Morder. Fra Barn af har hun sammen med sine Forældre sørget over Moderens „arme Søster’’, som bliver mishandlet aandeligt og legemligt af sin Mand, Fyrmesteren. Emma beslutter at befri hende; og en Nat oppe i Fyret lokker hun, siddende paa Onklens Skød denne til at drikke saa meget Skedevand, at han dør paa Stedet. Maaske er en saadan Forening af blødt og haardt ikke umulig hos et Menneske. Men et falsk Træk er det i hvert Fald, at Tanten, der altid har elsket sin Bøddel, paa hans Begravelsesdag gemytlig smaasnakkende glæder sig over, at hun er bleven fri for ham, og roser Niecen, fordi denne - som hun tror uden Hensigt - har faaet ham til at drikke sig ihjel.

Udmærket har Forfatteren i Fortællingen: „En lille Sjæl” i korte, raske Træk tegnet et Smaastadsinteriør, et Hjem, som ikke er noget Hjem for den lille „Søster”, som lever der med sin Frøken Moder, Broderihandlersken og dennes betroede Tyende. Moderens Omsorg for Barnet viser sig i saadanne Træk, som at hun, naar Passiaren med „Jomfruen” bliver for tvetydig, spørger den lille, der sidder bagved og reder opredet Silke ud, om hun forstaar, hvad der tales om, et Spørgsmaal, som naturligvis altid bliver besvaret med nej; og at hun, naar Familien om Aftenen spaserer ud, sørger for at holde Barnet saa pas i Afstand, at hun og Veninden kan snakke uden at hindres af pædagogiske Skrupler. Den hele lille Menage med det ensomme Barn, som sover i Butiken og hver Dag i Skolen maa købe sig fri for nærgaaende Spørgsmaal med to stjaalne Øre, er som skaaren ud af Virkeligheden. Men hermed er rigtignok ogsaa Naturligheden forbi for denne Fortællings Vedkommende. Det øvrige er lige saa usandsynligt som uskønt. Forfatterinden har øjensynlig baade psykologisk og stilistisk Talent; og forhaabentlig vil hun kunne tilegne sig den Naturlighed og Jevnhed, som man nu ikke sjælden savner hos hende.

Agnes Henningsen synes næsten at være et Stykke dansk Laura Marholm. Lige som denne gør hun sit bedste for at „afsløre” Menneskearten, Kvinde, paa det allerømmeste Sted af Sjælen. Hun har ikke den tyske Forfatters Aand og Dybde, men er til Gengæld mere elskværdig og paalidelig. Det er heller ikke her som hos L. M. Samtidens mest fremragende Kvinder, som sættes under Lupe, men jævne Mennesker uden fin Dannelse og høje Idealer. Pensionatet, som danner Scenen, er alt andet end hyggeligt med sin Luft, der er ophedet af ledige Kvinders Smægten og Sværmen, mest omkring en eneste Mandsperson. Men man kommer dog til at lide disse Mennesker, fordi de ere gode, hjælpsomme mod hinanden og uden Svig. De søge efter Evne at værne om den unge friske Skønhed, som er dumpet ned i disse usunde Omgivelser fra sit ensomme, jyske Præstegaardshjem. Og da hun alligevel falder - i Armene paa det ene eftertragtede Mandfolk, og da hun, som er en stolt Natur, for sent begynder at taa Øjnene op for den uheldige Situation, søge de alle at trøste hende med en virkelig, rørende Uegennyttighed.

Forf. har fremdraget en Mængde forskellige Kvindetyper: den alt tilgivende Hustru, Enken, som dør af Sorg, fordi hun af Troskab mod Manden har ladet Lykken glide sig af Hænde, den fraskilte Kone, som nyder Livet, den begavede Kunstnerinde, som sætter sine Talenter over Styr, den korrekte Dame, som nu og da røber sit Hjertes Kvide ved „en hvid Stribe i Panden”; paa den anden Side saadanne Kvinder, som have resigneret paa Kærligheden: arbejdende og cyklende Kvinder (pudsigt, at disse Ting skulle sættes i Forbindelse med hinanden!); der er Snedkermesteren, som kan tumle sine Svende, men ikke forstaar at holde sin Bitterhed i Tømme; Musiklærerinden, som, skønt ung og frisk, ved, at hun er for tyk til at behage Mændene (!) og derfor „sniger sig af Sted langs Gadens Husvægge; og Almuelærerinden, som har slaaet sig paa at sige Ubehageligheder og bande, og som trøster sig ved at holde af andre Folks Børn. Men hun har overset een Type, som vi heldigvis have levende iblandt os: den unge Kvinde, som er begejstret for sit Arbejde, som valgte det, ikke fordi hun blev skuffet i Kærlighed, men fordi Kraften rørte sig saa stærkt inden i hende, og som i Glæden over det finder Styrke til at opretholde det ideale Krav til Ægteskabet. At en kvindelig Forfatter ikke har Øje for denne Kvindetype, som dog er den i Tiden, der ejer den meste Fremtidsmulighed, det tyder paa, at hun enten ikke er fri for Tendens eller snarere ser med en Mands Øjne end med sine egne.

Memento er vel ikke sin Forfatters første Bog, men dog et nyt Forsøg. Fru Raunkjær er Ræsonnør paa en Hals og har her indenfor en novellistisk Ramme fremsat alt det hun har paa Hjertet om stort og smaat i Tiden. Hun har Evne til at skrive; hvor hun bliver vred - hvilket ikke er sjeldent - kommer der Fart og Flugt over Sproget, som ellers kan være lovlig knudret. Hun er aabenbart Discipel af Kierkegaard og Ibsen; hun taaler ikke at gaa i Flok og Følge, men harmes over „hver Morgen at faa en aandelig Patteflaske udleveret for tre Kr. Kvartalet”; hun døjer ved Livet i den store By, hvor Menneskene løbe hinanden paa Ærmet, og den enkelte ikke finder Luft og Rum for sin Personlighed. Der kan være meget træffende i, hvad her siges; men Forf. mangler ganske Blik for den Samhørighed og Sammenslutning mellem Mennesker, som er ikke blot en nødvendig Løftestang for Ideerne, men ogsaa en Modvægt mod en altfor kras Individualisme.

Memento er ved sin Blanding af Novelle og Foredrag ikke fra Formens Side nogen vellykket Bog; og dens Indhold er ikke nyt nok eller vittigt nok til at undgaa det trættende ved en Drøftelse af al Verdens Spørgsmaal. Men det er en modig Bog, og den vidner lige saa meget om Forfatterindens sjældne Aandslivlighed som om hendes Alvor og Overbevisning. Vi anbefale den derfor til Bladets Læsere.