Til Redaktionen af "Kvinden og Samfundet"
Kære Fru Monrad!
De skriver og spørger mig, paa hvad Maade De kan give Læserne af „Kvinden og Samfundet” en Forklaring paa de overordentlig hæftige Angreb, som „Kvindernes Blad” har rettet mod „Dansk Sygeplejeraad”. - eller rettere mod mig.
Efter Samraad med mine Kolleger i Bestyrelsen skal jeg prøve at besvare Spørgsmaalet.
I mange Aar har jeg, som Læserne af „Kvinden og Samfundet” vide, Gang paa Gang i Tale og Skrift udtalt, at vi trænge til en Sygeplejeskole, bl. a. for at ikke alle og enhver skal kunne kalde sig Sygeplejerske, saaledes som det nu lader sig gjøre. At Befolkningen saavel paa som udenfor Hospitalerne i højeste Grad er interesseret i dette Spørgsmaal, har jeg ogsaa ofte omtalt, og dette blev desuden stærkt fremhævet fra forskellige Sider ved et Møde i „Dansk Kvindesamfund” i Efteraaret 1895, hvor jeg gentog et Foredrag, jeg havde holdt under Kvindernes Udstilling. Heri opfordrede jeg stærkt Sygeplejerskerne til en samlet Optræden. Om man herefter vil kalde det „overilet”, at Sygeplejerskerne i Maj og Juni 1899 samle Underskrifter paa en Adresse, at de i en Artikel den 1. Juni udtale, at de ville danne en Forening, og at de den 21. Juli samme Aar stifte Foreningen, - det er en Smagssag.
Det er sagt, „. . . . vi forstode ikke, at Meningen var over Hals og Hoved at stifte en Forening. . .” Men Adressens Ordlyd var:
„Fru Charlotte Norrie!
„Undertegnede Sygeplejersker ville være Dem taknemmelige, hvis De under Deres Ophold i London vil gjøre Dem „bekendt med de engelske Sygeplejerskers Organisation og „deres Love og senere give os Lov at drage Nytte af Deres „Undersøgelser ved Dannelsen af en lignende Forening herhjemme.”
Dersom det er kommet af Addressens Underskrivere overraskende, at der paa det Møde den 21. Juli, hvortil de alle vare indbudte, blev dannet en Forening, - saa beklager jeg dette. Men Kommunehospitalets og Frederiks Hospitals Plejersker maa være berettigede til at optræde som Førere i en Sag som denne, og de ere alle blevne opfordrede til at være med.
Der er en Del Damer, der indbyde til et Møde hen i September, „hvor man agter at drøfte Programmet nøjere „samt klare Begreberne om, hvad det egentlig er, man maa „arbejde hen til.”
Medlemmerne af Dansk Sygeplejeraad behøve imidlertid ikke først nu at give sig til at drøfte, hvad der skal arbejdes hen til. Vi ere fuldkommen paa det rene med, hvad vi ville, og vi ere i fuld Gang med vort Arbejde.
Vi have til at begynde med indgivet et Andragende til Regeringen om Understøttelse paa Finansloven til videregaaende Uddannelse af Sygeplejersker, da det først og fremmest er os om at gjøre, at Sygeplejerskernes Trang til videregaaende Uddannelse kan blive tilfredsstillet.
Foruden nogle og tredive overordentlige Medlemmer - blandt hvilke findes 4 af Kommunehospitalets Overlæger -, tæller Dansk Sygeplejeraad mellem 70 og 80 Medlemmer, der have gjort fra 3 til 20 Aars Hospitalstjeneste, naar undtages enkelte, der først ville naa deres 3die Aar i Løbet af Vinteren.
Endvidere agte vi at afholde maanedlige Sammenkomster med kortere Foredrag, Diskussion o. l.
Man lader til at lægge Hovedvægten i Angrebet paa, at jeg ikke skulde have tilstrækkelig praktisk Uddannelse. Uddannelse hvori? og hvortil?
Hvad den praktiske Sygepleje angaar, saa agter jeg ikke at blande mig deri, udover hvad ethvert tænkende Menneske har Ret til. Den Side af Sagen kan trygt overlades til mine 5 Kolleger i Bestyrelsen. De have gjort fra 9 til 16 Aars Hospitalstjeneste - tilsammen 63 Aar. Lægge vi hertil den Snes Aar, hvor jeg har beskæftiget mig teoretisk med Sygepleje - hvad man dog indrømmer mig! - saa tror jeg, vi maa have tilstrækkelig mange Aar.
Naar Sygeplejerskerne henvendte sig til mig, var det, fordi de mente, at min mangeaarige Interesse for Sygepleje og mit Kendskab til Foreninger kunde komme dem til Gode. Jeg haaber at skulle retfærdiggjøre den Tillid, de have vist mig, og som for mig rigelig opvejer den Uvilje, jeg har mødt fra andre Sider.
Man skriver: „er der ikke andet i Vejen, end at Formanden i det maaske lidt hovedkulds opstaaede Sygeplejeraad fjernes, saa lad det dog ske..” Jeg synes, man skulde overlade Foreningens Medlemmer at afgjøre, hvorvidt Formanden skal fjærnes eller ej.
Endvidere opfordrer man mig til at hæve det nydannede Sygeplejeraad og at anbefale dets Medlemmer at slutte sig til Majoriteten.
Mig bekendt hører det ikke til en Formands Forretninger at opløse en Forening mod Medlemmernes Ønske.
Hvad vilde man sige, om jeg vilde faa nogle Herrer og Damer til at underskrive en Opfordring til den ledende Senior om at opløse Studenterforeningen? Og hvad vilde man sige, naar tilmed en stor Del af de omtalte Herrer og Damer slet ikke vare Studenter og altsaa slet ikke vilde kunne blive Medlemmer af Studenterforeningen?
Ganske det samme er Tilfældet her! De mange Navne kunne se imponerende nok ud, - men grumme mange af de ærede Damer ville i nogle Aar endnu ikke kunne faa Stemmeret i Dansk Sygeplejeraad, fordi de ere for nye i Tjenesten!
Charlotte Norrie, født Harbou,
Formand for Dansk Sygeplejeraad.