Kvinders Arbejdskaar

Man hører ikke sjældent den Bebrejdelse rettet mod Smaafolk, at de blive bitre, at de blive misfornøjede over alle Grænser, at de aldrig ere taknemlige o. s. v. Der kan maaske være noget sandt heri, men det kan ogsaa undertiden have sine Vanskeligheder for jævnt normale Mennesker

- og det er jo dog de fleste af os - at tale med smilende Overlegenhed om Forhold, der ligge med centnertung Vægt over én.

Andre ville mene, at der ikke saadan er særlig Anledning for Arbejderstanden hos os til at være misfornøjede og forknytte - vi have det dog anderledes her end mange Steder i Udlandet. - Dette kan der vel ogsaa være noget i - men alligevel, hvorledes er ogsaa en saadan Menneske-Tilværelse, som man henviser til i Udlandet? Skulde det være Maalet for den ypperste Skabning paa Jorden at kunne henslide sit korte Liv uden Længsel efter andet end Vand og Brød? Og ved den, der taler saaledes, hvad det vil sige at skulle være villig til Dag efter Dag, Aar efter Aar at give sit Arbejde, sin hele Arbejdskraft for et saa lille Vederlag, at ikke de nødvendige Krav til Føde og Klæder kunne blive tilfredsstillede? -

Men vil man maaske indvende, at det forholder sig ikke saaledes i Virkeligheden, at den Kvinde, der vil arbejde, kan ogsaa i vort Samfund faa Arbejde saa hun kan ernære sig derved, da svarer jeg paa mangfoldige Kvinders Vegne: skaf os saadanne Vilkaar, og vi skulle i al vor Levetid være taknemlige derfor, - men vi have ikke saadanne nu. - Og ikke een - men mange, sørgelig mange Kvinder ville vidne, at er der noget, der kan lamme et Menneskes Arbejdskraft og Energi saa man synker sammen, - nedad - bestandig dybere ned, saa man ikke evner at rejse sig igen, da er det saadanne Arbejdskaar, hvor hver eneste Minut skal benyttes for blot at vedligeholde Livet. -

I Ugebladet „Vor Tid” blev i Sommer fremsat en Opfordring til Kvinder om at bringe autentiske Oplysninger frem for Offentligheden vedrørende alt, hvad der kan belyse de Arbejdskaar, som Kvinder leve under.

Dette er rigtigt. Det er den Vej vi bør gaa. Vi maa have Klarhed over disse Spørgsmaal, om vi ellers nogensinde skulle vente Forstaaelse for den Kamp paa Liv og Død, som saa usigelig mange Kvinder maa føre i det skjulte. - Tilbageholdenhed af personlige Hensyn er da en falsk Beskedenhed, som ingen Steder hører hjemme i vore Dage.

Og da det nu er faldet i min Lod at indhøste nogle Erfaringer, der kunne belyse disse Forhold, saa skal jeg ikke heller holde dem tilbage, men jeg til føjer kun, at jeg ingenlunde har være ved de yderste Grænser, - kun saa langt har jeg været, at jeg har skimtet Muligheder for den arbejdende Kvindes Tilværelse, som har forfærdet mig, - men som tillige har vakt et levende Ønske om med alle Evner og ens hele Arbejdskraft at kunne være med i deres Rækker, der ville medvirke til en saadan Forandring i de arbejdende Kvinders Arbejdskaar, at den Kvinde, der vil gaa sin hæderlige Gang gennem Livet, og leve af sit Arbejde ogsaa kan blive sat i Stand dertil.

”Kvinden og Samfundet” vil da i de følgende Numre bringe en Række Artikler om „Kvinders Arbejdskaar”, byggede paa autentiske Oplysninger, Sammenligninger og egen dyrekøbt Erfaring.