Stort Møde - Børnenes Ret

Et stort kirkeligt Møde blev sidste Uge afholdt i Bethesda. Mødet indlededes med Gudstjeneste i Holmens Kirke, hvor Biskop Rørdam lagde den kristne Menighed paa Sinde, at det var en Tjenergærning, den var kaldet til at udføre.

Professor P. Madsen aabnede Mødet i Bethesda og udtalte bl. a. om de forskellige kirkelige Retninger, at enhver af dem havde sin Styrke og sin Gave, sin Svaghed og sin Begrænsning, men den ene kunde lære af den anden, og Tiden er ikke til kun at søge og se paa de andres Mangler. Der er en Gang bleven sagt om de kristne: se hvor de elsker hverandre; men denne fuldkomne Kærlighed kommer ikke, før vi kan se hinanden som Søskende i det samme Faderhus.

Pastor Dalhoff indledede en interessant Forhandling om „BørnenesRet” og begrundede den med, at enhver Sag, som angaar vort Folk og Menigheden, har Krav paa at komme frem.

Børn har Ret til ikke at blive vanrøgtede, og denne Ret er saa gammel som Kristenlivet. Kristus er „Børnevennen stor, der bærer Barnet op til Gud paa Armen.” Børn har Ret til at blive plejede og opdragede. Men ogsaa Samfundet og den kristne Menighed er stærkt interesseret i, hvorledes denne Opdragelse bliver. Nutiden sætter en Kapital ind og saar det Frø, der senere skal bære Frugt. Samfundet er interesseret i, at det ikke bliver en vanrøgtet og svag, men en velopdragen, stærk Slægt; Menigheden i, at der virkelig bliver noget af de Børn, der er i den, at de kommer til at høre Herren til. Hvorledes staar det nu til hos os - staar det godt til eller ikke? Desværre. Der foreligger statistiske Beretninger, der viser saa ængstende, forfærdende Forhold, at Børneforbrydelser tiltager i en saadan Grad, at fortsættes der paa samme Maade, vil vi midt i næste Aarhundrede være naaet dertil, at hvert andet eller tredje Barn er inde paa Forbryderbanen.

Dommen skal begynde med Guds Hus. Menigheden har det store Ansvar, enhver først over for sine egne, at de lærer at lyde, lærer deres Pligter, dernæst over for de forkvaklede. De gode Bestræbelser i enhver ny Bevægelse er derfor ogsaa rettet mod Børnene og deres Opdragelse.

Man har før vaklet mellem Børnehjem eller Plejehjem for de forsømte Børn; nu er man naaet til at sige baade-og. Vi behøver dem begge og vi trænger til flere. Man er ogsaa inde paa at støtte Enker, der viser sig at yære gode Mødre og Opdragere, saa de kan beholde deres Børn hos sig; Menighedsplejen gaar ligeledes den naturlige Vej, at hjælpe de gode Hjem til at beholde deres Børn. Noget enestaaende for Danmark er de Bestræbelser, der gøres for at skaffe Feriebørnene Landophold, og det er en stor Ære for vor Landbefolkning, at den modtager alle disse Børn.

Men hvad Børns Arbejde i Fabrikerne angaar, maa vi haabe paa Lovgivningsmagten. Børnene kan ikke selv gøre deres Ret gældende, Samfundet maa paatale den.

Børn, som slet intet Hjem har, er endnu mere at beklage. Og hvert 8de Barn i Landet - hvert 5te i København fødes udenfor Ægteskab. Vort Lands Ulykke er Usædeligheden og Brændevinen. Denne ødelægger mange Hjem, og Spørgsmaalet om at tage Børnene bort fra saadanne Hjem har været stærkt fremme. I England opsøger man Børn, der lider ilde Medfart og straffer Forældrene. Barmhjærtighed med Børnene kræver Ubarmhjærtighect mod dem, som forsømmer dem. Krænkelse af Børnenes Ret medfører ubehagelige Følger - det ved man, og - Straffen hjælper. I Amerika var det „Selskabet til Dyrenes Beskyttelse”, der tog Børnenes Sag op; det er ikke umuligt, at det kan gaa ligedan hos os.

Kan der ikke ellers være Anledning til at tage det engelske Selskabs Gærning op - ikke efterabe det, men tage, hvad der passer for vore Forhold? Vi maa ogsaa rette en indtrængende Anmodning til Ministeriet om at tage Hensyn til Kommissionens Betænkning af 1893, saa der kan blive noget udført.”

Efter dette Forsvar for de uheldigt stillede Børns Ret, talte Kandidat E. Hass om de velstillede Børns og rettede særlig sine Anker mod Hjemmenes Ligegyldighed, Skolens Overarbejde og Overkultur, den moderne Literatur, Udstilling af usædelige Billeder i Boghandlernes Vinduer m. m. Skolen er ikke slet, den har aldrig undervist saa interessant som nu, men Hjemmet har Ansvaret og Pligterne, som de tit svigter derved, at mange Forældre lader sig lede af forskellige Motiver ved Valget af Skole. Hjemmet har tit set Fjenden indenfor sin egen Dør, men har intet gjort. Kirkens Indflydelse er naaet meget lidt op i Samfundet. De fleste Hjem lever ikke paa nogen Livsanskuelse, men paa en Ligegladhed; ogsaa i kristne Hjem finder vi Ligegyldigheden. Opdragelsen ligger dog som en Pligt for hvert eneste Hjem, Midlerne til denne Opdragelse kan være forskellige; Skolen er Hjemmets Tjenerinde.”

Herefter fulgte en meget livlig Forhandling med Anker mod Forlystelserne, som Børnene her har for Øje - og som ikke har god opdragende Betydning for dem, - med Forsvar for de enlige Børn, der, som Hyrdedrengene paa Landet, er udsatte for andre Fristelser end Byernes Børn, Meddelelser fra Plejehjemsforeninger paa Landet, der har megen Lighed med det engelske Selskabs Virksomhed o. s. fr.

En enkelt Taler meddelte, hvorledes Mennesker kan være ulykkelige over ikke at vide, hvem der er deres Fader og Moder og han ønskede, at disse Forhold skulde forandres, saa Forældre maatte vedkende sig deres Børn og give dem deres Navn.

Professor Westergaard paatalte „to dybe Huller i Lovgivningen”: Skolebørns erhvervsmæssige Arbejde (Mælkedrenge, der maa sove ud i Skolerne) og Omsorg for Enkerne, den mest vanrøgtede og forsømte Stand i Samfundet.