Annie Besant. En Levnedsskildring

Hvem er Annie Besant?

En fri Aand en af dem, hvis Navn skiller mellem Masserne. Af nogle elsket, hilst med Jubel, agtet og æret som Folkets Velgører og Opdrager, af nogle hadet, forfulgt, kun nævnet med Spot eller Forargelse.

Hvorfor og hvorledes vil efterfølgende Skildring søge at vise.

I.

Hun blev født den 1ste Oktober 1847 i et sjældent lykkeligt Hjem i Omegnen af London, hvor Faderen, en Hr. Wood, havde en Ansættelse ved et af de store Handelshuse i City. Han var en højt dannet, begavet og kundskabsrig Mand, en skeptisk anlagt Natur med levende Sans for og Kærlighed til Studier af forskellig Art. Han havde taget en Universitetsgrad i Medicin, var en dygtig Matematiker og Sprogmand, en Ynder og stadig Læser af baade klassisk og moderne Literatur.

Hendes Moder var en fin og ædel kvindelig Natur med en sjælden Viljekraft og Sjælsstyrke.

Forholdet mellem Forældrene var saa lykkeligt som vel muligt, bundne til hinanden i varm og inderlig Kærlighed, i gensidig Forstaaelse og Sympati.

Desværre varede deres Samliv ikke længe. Annie var ikke mere end fem Aar gammel, da hendes Fader pludselig blev angrebet af galoperende Svindsot og døde.

Det var et skrækkeligt Slag for hans unge Hustru, der blev baaren bevidstløs bort fra hans Lig. Da hun Dagen efter kom ud fra sit Værelse, var hendes smukke, ravnsorte Haar i Nattens Løb blevet hvidt som Sne.

Hr. Wood hørte til en, strængt romersk-katolsk Slægt, og da Døden nærmede sig, sendte hans Moder og Søster en Præst ind til ham, for om muligt at at faa ham til at modtage Kirkens Trøst. Men for den døende Mands Vrede og den energiske Modstand fra hans Hustru, der ikke vilde finde sig i, at hans sidste Timer forbitredes, maatte Præsten fortrække med uforrettet Sag.

Og dog delte hun paa ingen Maade fuldt ud sin Mands skeptiske Anskuelser, om end hans Indflydelse havde paavirket hendes religiøse Overbevisning paa mange Punkter. Saaledes var der adskillige af de mest irrationelle kristelige Dogmer, hendes Tro ikke vedkendte sig: saasom den evige Fordømmelse, Kristus lig med Gud, Biblens Ufejlbarhed. Men med alt dette mente hun selv at være "en Kristen", hvad hendes hele Liv ogsaa bar Vidnesbyrd om, og en af hendes største aandelige Glæder var om Søndagen i Westminister Abbediet at tage Plads i en af de udskaarne Stole og lytte til Dean Stanley's pyntelig udformede Veltalenhed, til Orglets mægtige Torden og de hvidklædte Kordrenges skære Stemmer.

Saalænge Annies Fader levede, havde Familjen haft gode Kaar, han havde en god, fast Stilling, betydelige Indtægter, var tilsyneladende sund og kraftig, og der var saaledes ingen Grund til Ængstelse eller Bekymring for Fremtiden. Ved sin Død trode han at efterlade sin Enke og sine Børn i alt Fald et sorgfrit Udkomme. Men det forholdt sig ikke saaledes. Der var til hans Enke hverken Pension eller Understøttelse at haabe af nogen Art. Da alt var opgjort, var en lille Sum i rede Penge alt, hvad hun havde at raade over.

Men hun lod sig ikke forknytte, og højst karakteristisk for hende er den Livsplan, hun strax lagde og udførte til Punkt og Prikke.

Hun havde lovet sin Mand paa hans Dødsleje, at skaffe deres to Børn, og navnlig Sønnen, den bedst mulige Opdragelse og Undervisning.

Dette kunde efter engelske Forhold kun ske ved at anbringe Drengen i en offenlig Læreanstalt, og derfra sende ham til Universitetet, en meget kostbar og langsom Vej, og den unge Enke maatte af Slægt og Venner døje mange haarde Ord, megen Modstand og stadige Bebrejdelser for det, de kaldte taabelig Ærgerrighed, falsk Stolthed o. s. v.

Men hendes Beslutning at opfylde sin Mands sidste Ønske var urokkelig.

Hun valgte Læreanstalten i Harrow, hvor Skolepengene var forholdsvis billige for Drenge, som boede i selve Byen, lejede en lille beskeden Bolig og flyttede dertil med sine Børn.

Hun havde strax det Held at faa en lille Dreng i Pension, omtrent paa Alder med hendes egen Søn. Dette satte hende i Stand til at antage en Lærer til at forberede Drengene til Optagelse i Skolen.

Desuden hjalp to af hendes Mands Slægtninge, velstaaende Handelsfolk, hende over den første og værste Tid.

Hendes Plan var at faa Tilladelse til at have Skoledisciple i Pension for derved at skaffe sig Midler til at opdrage sin egen Søn. Et Aars Tid efter, at hun var kommen til Harrow, lykkedes det hende virkelig at faa denne Tilladelse af Dr. Vangtan, Skolens Forstander, der hurtig var bleven den blide, stærke, lille Kones Ven og Beskytter. Han stillede kun den Betingelse, at hun tillige skulde optage i sit Hus en af Skolens Lærere, for at Drengene ikke skulde savne mandligt Tilsyn.

Omsider fandt hun et Hus af passende Størrelse Det var gammelt og noget forfaldent, men dækket af Roser og Epheu og havde en henrivende Beliggenhed paa Toppen af Harrow Hill mellem Kirken og Skolen. Dagligstuen vendte ud til den store Have, der skraanede jævnt ned ad Højens ene Side og var fuld af de herligste gamle Træer, Gran, Lavrbær, Morbær og andre Frugttræer, alle Slags Buskvæxter, bugnende Jordbærbede ned ad de solbeskinnede Skraaninger et sandt Paradis for de Børn, der færdedes der.

I et mægtigt portugisisk Lavrbærtræs skyggefulde Krone havde Annie indrettet sit specielle Lysthus. Der drømte og læste hun Sommeren lang. Hendes Yndlingslæsning var Miltons "Tabte Paradis", ofte skræmmedes Fuglene bort, naar hendes klare Barnestemme i overvældende Begejstring pludselig deklamerede et eller andet af Miltons statelig klingende Vers.

Det var just paa Annies ottende Fødselsdag, at hendes Moder tog dette Hus i Besiddelse, og der var i elleve Aar hendes lykkelige Hjem, det, hun aldrig forlod uden Sorg, og til hvilket hun bestandig vendte tilbage med Glæde.

II.

Hidtil havde Annie og hendes Moder været uadskillelige. Deres gensidige Kærlighed var selv mellem en Moder og Datter af en sjælden Styrke og Inderlighed.

Nu kort efter Indflytningen i det ny Hjem kom den første store Adskillelse. En Dag, da Annie, der havde været paa Besøg i Nabolaget, kom springende ind i Dagligstuen til sin Moder, fandt hun der en fremmed Dame med et noget barsk Ansigt, hvis Udtryk blev mærkelig mildere, da hun smilede til det nydelige Barn.

Det var Miss Marryat, en Søster til den berømte Romanforfatter af samme Navn.

Hun besøgte dem oftere og fandt saa stort Behag i den livlige og opvakte lille Pige, at hun tilbød Fru Wood at tage Annie med sig hjem og opdrage hende sammen med en Niece, hun havde taget til sig.

I Begyndelsen vilde Fru Wood aldeles ikke høre Tale om det, hun kunde ikke tænke sig at undvære Annie en hel Dag, endsige give hende fra sig mange Aar i Træk, selv om hun fik hende hjem regelmæssig i hver Ferie.

Men lidt efter lidt blev det hende dog klart, at hendes Vægring vilde berøve Annie mere, end det stod i hendes Magt at erstatte hende, selv med den ømmeste Omsorg; desuden var det ikke heldigt, at Annie voxede op med en hel Stab vilde Drenge som eneste Selskab allerede nu spillede hun Cricket og klatrede i Træerne omkap med den bedste, og den Tid vilde snart komme, da hun maatte sende sin Datter i Skole.

Hun gav endelig efter, og Annie fulgte hjem med Miss Marryat.

Hun var en enlig, velstaaende Dame med et sandt Talent til at opdrage Børn. Udmærket oplært, kundskabsrig og begavet besørgede hun selv hele Undervisningen, undtagen i Musik, der var overladt en Lærer.

Hun forstod frem for alt at indgive sine Elever Kærlighed til at lære, Tørst efter Kundskab, hendes Metode var saa sund og afpasset saa nøje efter Børnenes Tarv, at hver Time blev Glæde, hvert nyt Lærestof en Kilde til forøget Nydelse.

Men hun forsømte heller ikke hverken deres legemlige Udvikling eller at adsprede og more dem.

Hun bode med Børnene paa et Landsted i Nærheden af Charnioutt i Dorsetshire ved Devonfloden, og de nød i fuldt Maal alle Landlivets Friluftsglæder, og bestandig var "Tante", som de kaldte hende, deres muntreste Legekammerat.

Miss Marryat hørte i religiøs Henseende til den strængeste evangeliske Sekt, hendes Tro og Tænkemaade farvede selvfølgelig de religiøse Forestillinger hos de Børn, hun opdrog.

Annies entusiastiske, fantasifulde Gemyt, der hurtig grebes af det aandelige Livs Strømninger, der rørte sig om hende, bøjede sig med Lethed, saa at sige ufrivillig, ind under de tunge og snævre Trosformer, der beherskede hendes daglige Tilværelse. Hendes hurtige Nemme tilegnede sig uden Møje de lange Lektier i Biblen og Bønnebogen, og hun lærte udenad Side efter Side med ringe Besvær og høstede megen Ros, om end ikke altid fortjent, for sin Flid og sin Kærlighed til "den hellige Bog"; thi det var ganske vist ikke Kærligheden alene, der ansporede Fliden, men en ikke ganske ringe Grad af smigret Forfængelighed. For dette havde hendes ellers saa forstandige og klartseende Lærerinde dog ikke Øje.

En anden Fristelse for "Kødets Hoffærdighed" var de hyppige Bønnemøder, i hvilke ogsaa Børnene maatte tage Del og efter Tur bede højt, hvortil hele Forsamlingen lyttede. Det var en haard Prøve, naar det pludselig lød: "Kære Annie, vil du bede til Herren, vor Gud." Falsk Undseelse, Frygten for at blive latterlig eller at gaa istaa bragte Stemmen til at ryste og forvirrede Annies Tanker, saa hun næppe fandt Ord. Men var Begyndelsen først gjort, Stemmen bleven fast, kom hendes naturlige Entusiasme, hendes Lethed i at udtrykke sig Ængstelsen til Hjælp, og Ordene flød med bibelsk Tilsnit, i de tilvante kalvinistiske Vendinger let fra hendes Læber. Men Miss Marryat saa lidt som de andre Tilhørere anede rigtignok ikke, at det bedende Barns Tanker mindre dvælede ved Erkendelsen af at være "en arm Synder", der "bad om Tilgivelse for Jesu Kristi Skyld", end ved den selvglade Fornemmelse af, "at Gud vist syntes, hun havde gjort sine Sager rigtig pænt."

Syndsbevidstheden, Smerten over Menneskets Frafald fra Gud, som er den evangeliske Læres Hovedpunkter, kan overhovedet ikke i Sandhed føles af et Barn.

Men naar et følelsesfuldt, drømmende og begejstret Barnesind kommer under stærk kalvinistisk Paavirknlng, vil de Udslag, dette giver sig, meget nemt kunne udlægges som "Tegn paa at være særlig benaadet til Frelse."

Til Held for Annie var hendes Natur oprindelig for sprudlende og livfuld til, at den lod sig kue af den Læres Strænghed og Melankoli, hvori hun blev opdraget. Hendes Moders sunde og lyse Livsanskuelse var hende ogsaa en gavnlig Modvægt, der hurtig fjærnede fra hendes Bevidsthed Trykket af, "at være et Syndens Barn", der "i Følge sin Natur umuligt kunde behage Gud."