To Bøger

Den store Magt. Bodil.

(Af Johannes Vedel.)

Og dog er det jo sikkert nok, at saaledes gaar det saa mangen Gang. Jørgen Bang og Marie Rømer, som Z. N. har fremstillet, er ikke blodløse Fantasifostre af en Digterhjerne; de har Rod nok i Virkelighedslivet. Der gaar mangen Jørgen og Marie og græder i Løn over deres spildte Kærlighedslykke. Det er jo netop dette ulykkelige Forhold i Menneskelivet, som Digterne aldrig kan blive trætte af at behandle, og Slægterne lige saa lidt blive trætte af at høre eller læse om.

Og derfor bliver ogsaa det Spørgsmaal ved at være paa Dagsordenen: er der dog slet intet at gøre for at det kan blive anderledes?

Kunde det ikke tænkes, at der maa være en Misforstaaelse et Sted, og at det mangen Gang er denne Misforstaaelse af, hvad der er Guds Vilje, der lægger Hindringer i Vejen for de to Stormagters enige Samvirken til Menneskelykke?

Kunde det ikke tænkes, at Jørgen Bang har Ret, naar han i sin Vaande siger til sin Moder, som foreholder ham Biblens Ord: „Hvad Gud har sammenføjet, skal Mennesket ikke adskille” :

„Ja, men det er ikke Gud, der har sammenføjet Amalie og mig. Hvis det var det, saa maatte jeg fortvivle over, at han kunde være saa haard ved mig. Er der noget, Gud har gjort, saa er det det, at han har tændt en dyb og inderlig Kærlighed i Marie og mig og bestemt os til at leve sammen i Lykke uden Lige. Hvorfor skal jeg være ulykkelig, hvorfor maa jeg ikke blive lykkelig, naar jeg nu kunde blive det?”

Ja, hvorfor?

Det samme Spørgsmaal sidder Marie et andet Sted langt borte og tumler med:

„. . . . Hvorfor havde Gud tændt denne Glød i hendes Hjerte og i hans Hjerte, naar han dog ikke vilde lægge deres Hænder sammen? Hvorfor skulde hun sidde her med al denne Smerte i Brystet, denne knugende Længsel?” Der er mange „Hvorfor” her i Verden. En Del af dem, ved vi nok, kan ikke besvares, mens disse Lys brænder. Men nogle „Hvorfor” er der dog, som klares efterhaanden, nogle, som Lyset falder over i Tidernes Løb, alt som den ene Slægt afløser den anden.

Kunde det ikke tænkes, at det er et saadant „Hvorfor”, det, Jørgen Bang og hans Marie sidder og grunder paa?

Hvad om „Den store Magt” havde et Ærinde at udrette i den Henseende, saa Læserne ogsaa kom til at spørge for Alvor, spørge Samfunds-Samvittigheden: Hvorfor maa de ikke blive lykkelige, naar de nu kunde blive det ? Men ét Ærinde har Bogen først og fremmest og det kan udtrykkes med et Visdomsord, der passende kunde staaet som Motto foran:

„Vildsomme er Vejene her i Verden, slynger sig underligt ud og ind; ét raader jeg Mennesker; aldrig at gaa imod deres eget Hjerte!”

II. Bodil.

Det er sjeldent, de to Ting lader sig forene, at være Præst og Skuespilforfatter. Det vil da sige, naar baade Forfatteren og Præsten skal du noget. Her hos V. Malling lader det næsten til, det skal kunne lade sig gøre. At Manden er en dygtig Præst, det Lov har han, og sikkert med Rette. At hans Forfatterskab skulde staa paa Højde med hans Præsteskab, har hidtil været omtvistet. I hvert Fald er de Skuespil, han tidligere har skrevet, ikke slaaet saadan igennem, at han er bleven kendt og skattet i denne Virksomhed, som han er bleven det i den præstelige.

Men med „Bodil” kan der næsten være Udsigt til, at han vil bryde igennem. Helt sikkert er det vel ikke; thi der er en Mangel ved Værket. Hvor skøn og hjertevindende „Bodil” end staar tegnet, lider hun dog af en Svaghed, som forringer den Virkning, hun ellers vilde gøre paa Læseren og rimeligvis ogsaa paa Scenen. I de tre første Akter er hun, som hun bør være; man følger hende med stigende Spænding og tænker: Endelig kommer her en Kvinde, som tør vove noget; tør vove, hvad hun synger om i Begyndelsen: „en Fart ud paa Dybet”.

Rigtignok siger hun straks efter hen for sig selv: „Nej, vi holder os nok derinde, hvor vi kan soppe i Land,” men den Gang er det heller ikke gaaet op for hende endnu, hvor det er, hun skal gaa ud paa Dybet, og hvad det er, hun skal hente derude.

„Men saa paa en Gang sker der et Omslag. Solen bryder igennem, og den milde Søndenvind med varm Regn drager ind over Marker og Skove.”

Og som det gaar ude i Naturen, gaar det i den unge 23aarige Præstekones Hjerte.

…„Hun vidste ikke, hvad al denne Herlighed i hende og om hende betød - men saa paa een Gang forstod hun, at det var Kærligheden. Den kom uanet. Havde hun forstaaet dens Komme, saa havde hun prøvet paa at standse den.”

Det er hendes Barndomsven og Legekammerat, der har været borte i en Del Aar, men kommer hjem som en dygtig og brav, elskværdig ung Mand, der lukker hendes Øjne og Hjerte op.

...„Nu saa hun det. Hans Blik, hans Gang, Klangen i hans Stemme sagde hende det tydeligere end Ord. Men der var en Mur imellem dem, en uoverstigelig Mur.

Hver Gang hun skjalv af Fryd i hans Nærhed - hver Gang hun nærmede sig og vilde aabne ham sin Favn, saa mødte hun Muren, denne iskolde, uoverstigelige Mur, der spottede al hendes Længsel, alle hendes Taarer og saa med dødkoldt Blik paa alt, hvad hun led.”

Muren er hendes Ægteskab med en Mand, som hun har giftet sig med i Ungdoms Uerfarenhed uden egentlig Kærlighed, men fordi hendes Forældre lokkede hende til det. Og saa var der jo ogsaa det, at hun, Møllerdatteren, kunde blive Præstefrue.

Præsten er for øvrigt en brav gammel Mand, saa da det bliver ham klart, hvordan Forholdet virkelig er, kan han nok se, at det er Synd, som de har handlet med den unge Pige.

„Hun gik ind til det at blive min Hustru,” siger han, „uden at vide, hvad hun gjorde; i Blinde gik hun og anede ikke, at bag hende faldt Bommen i for al den Herlighed, som er Menneskehjertets Ret, naar det vaagner.”

Og lidt længere fremme siger han i Selvanklage: „Her er det ikke hende, men mig, der har gjort det. Jeg har plyndret hende for hendes Ungdom, røvet hende Retten til endog at drømme om Lykken.”

Det er da det man sidder i Spænding og venter paa under Læsningen ”Bodil”: Tør hun vove det. Eller rettere: tør han vove det. Det vil sige Forfatteren. Tør han vove et Stormløb imod det mer end tusindaarige Fængsel, hvori saa mangt et Menneskehjerte har siddet indestængt, sukket og savnet, tigget og grædt, men forgæves. Imellem kom vel nok en lille Fugl og sang ved Gitret: Giv Tid, giv Tid! Men Tiden gik; det gule Haar blev graat, Hjertets Slag blev dæmpet. Det lærte at forsage.

Tilsidst stod det stille.

Og Tiden gik; Slægt fulgte paa Slægt. Mange Hjerter blødte, forblødte i Fængslet. Snart mangler der kun et Hundrede i de to Tusinder af Aar. Skulde det være muligt, at det sidste Hundredaar vil bringe Klarhed over det dunkle Spørgsmaal Hjertets Ret.

(Sluttes.)