Kvindesagen
Nogle Modbemærkninger til Hans S. Kaarsberg.
Dersom Hr. H. Kaarsbergs „stigende Interesse” for Kvindebevægelsen blot havde naaet den Styrke, at har var gaaet ind som Medlem i en Kvindesagsforening, saa havde han sparet sig selv for megen Ærgrelse og ikke behøvet at skrive den forskrækkelig lange Artikel med de mange vrede Ord i „Politiken”. Den ærede Forfatter har nemlig ved den ganske røbet sit Ukendskab til selve Kærnen i Kvindesagen og Kvindeforeningernes Arbejde; thi det Spøgelse, som Hr. Kaarsberg har fremstillet i sin Artikel og drabelig kæmper med over for Offentligheden vilde Forfatteren aabenbart ikke have ænset, hvis han havde staaet i aktivt Arbejde inden for selve Kvindebevægelsen.
Misforstaaelse og Karikaturer kan ingen god Sag værge sig for, mindst saa stor en Samfundssag som Kvindesagen.
Vi tilgiver imidlertid Hr. Kaarsberg meget, fordi han siger mange virkelige Sandheder imod vore Samfundsforhold, men han ser blot ikke, at det er netop disse Ulykker imellem Mand og Kvinde, at Kvindesagsvennerne ved deres Arbejde vil raade Bod paa. Det er sandt, naar Forfatteren siger, at Nutidens Samfund producere et horribelt Utal af feminine Ægteskabsæmner, og at Kvinder ofte let og kritikløst kaster sig i Armene paa dem ganske ubekendte Mandfolk o. s. v.
Deri kan Kvindesagsvennerne da ikke have nogen Skyld, da de netop arbejder for, at den unge Kvinde skal kunne ernære sig selv, lære at kende sig selv og de Krav, Samfundet stiller til den, der skal danne Hjem og være Børneopdrager.
Men forlanger vi Kvinder lige Løn for samme Arbejde, lige Ret og Adgang til Embeder og Erhverv, saa er det ganske simpel Retfærdighed, at vi ogsaa paatager os lige Forsørgelsespligter over for Hjem og Børn. Det er ganske meningsløst, at Forsørgelsespligten da alene paahviler Manden. Saa logiske er virkelig de Kvinder, der arbejder for Kvindernes Ret; men atter her maa vi beklage, at den ærede Forfatter ikke personlig hører de kvindelige Talere eller til Stadighed læser Kvindeblade. Saaledes vil han kunne have læst i Kvindebladet „Hvad vi vil” allerede i 1888-89 Artikler imod vor middelalderlige Skilsmisselov, der, som Forfatteren bemærker, i „Brutalitet søger sin Lige.” Vi har talt og skrevet om fri Skilsmisse og søgt at vinde den offentlige Mening derfor. Kun Hr. Kaarsberg har ikke hørt det. Alligevel takker vi enhver, der vil arbejde imod den, som Forfatteren siger, „for begge Køn lige hundske Lovgivning.”
I disse Ting er vi ganske enig med Forfatteren, men naar han mener, at kunne stemme Tidens Strøm tilbage saa vil vi ikke følges med Hr. Kaarsberg.
Kvinden vender aldrig mere tilbage til Hjemmet i den Forstand, har og mange gode Mænd mener, saalidt som Hjemmet nogensinde igen vil faa den patriarkalske Form, hvorefter vore Love er lavede. Tiden bærer mod Fællesproduktion og kooperative Hjem. Kvindens Arbejde vil i Fremtiden i langt stærkere Grad end nu blive ude i Samfundet; derfor maa vi have andre Love, der passer for Kvinden saavel som for Manden. Samfundet omdannes til Hjem, derfor maa Kvinden have Del i Ledelsen af Samfundet.
Den mindre smagfulde Anvisning, som Hr. Kaarsberg giver sine Læsere til at betragte Hingst og Hoppe, Tyr og Ko, for at bevise Uligheden mellem Mand og Kvinde passer ikke paa et kultiveret Menneskesamfund. Vi vender ikke mere tilbage til Dyre moral. Den moderne Videnskab har lært os, at Hovedopgaven i dens Naturundersøgelser er at udfinde de forskellige Kræfter, der skal hjælpe og udfylde hinanden, og disse moderne Undersøgelser bringer netop Mennesket til den Morallov, at ingen Kræfter kan undværes og at enhver Indgriben af Vold i Naturen ødelægger og spilder Kræfter.
Uret er Vold. Mod Kvinderne øver Samfundet stor Uret til sin egen Ulykke saalænge den udelukker deres direkte Ledelse som Borgere. Ikke i Kraft af den brutale fysiske Styrke som hos Dyrene, skal den ene Part herske over den anden; men vel i Kraft af forskellige Evner skal baade Mand og Kvinde lede og styre. Mand og Kvinde repræsentere nu en Gang to forskellige Sider af Menneskelivet, derfor kan lige saa lidt den ene som den anden undværes. Kvindesagsvenner vil fremdeles arbejde for Kvindens Ligestilling med Manden, saa længe hun er lukket ude fra direkte Indflydelse ved Valgret i Stat og Kommune. Det er Ligestilling oven for Loven vi vil Kvinderne skal have. Er den naaet, da haaber vi ogsaa, at de Tusinder af ulykkelige Ægteskaber, der nu indgaas for at Kvinder kan blive forsørget, vil ophøre; thi faar Kvinden Ret og Adgang til Erhverv, er Mandens Forsørgelsespligt, bortfalden.
Kvindesagen er derfor ikke - som Hr. Kaarsberg mener - en „Dame-Sag”, men et Brødspørgsmaal, et stort Samfundsspørgsmaal, der i sin inderste og dybeste Kærne er en Stræben efter Harmoni mellem Kønnene og hvis Sejer betyder - Menneskelykke!
Den 19. September 1899.
Johanne Meyer.
Vi deler ikke helt Fru J. Meyers Begejstring for de „kooperative Hjem.” At en fattig Arbejderhustru, der maa forlade Hjem og Børn for at søge Erhverv uden for Hjemmet, maa foretrække et saadant Fælleshjem, hvor Børnene er under kyndigt Opsyn i Stedet for at være overladt til sig selv, - og hvor hun efter Dagens Arbejde kan komme hjem i en varm Stue med opdækket Bord - er indlysende for enhver. Men saadan i al Almindelighed at anse disse Forhold for de normale vil Samfundet dog vist næppe være tjent med.
Nu ser man ganske vist, at „Politiken”, der gav Plads for Dr. Kaarsbergs, alt andet end store Beundring for disse Fælleshjem, senere bringer en virkelig varm Anbefaling derfor: ”Planen er utvivlsomt god, og den fortjener Opmærksomhed.” (Der er Uenighed mellem de lærde.) Men her tænker man særlig paa „kooperative Husholdninger” for den Samfundsklasse, der ønsker sig fritaget for de Hjemmets Byrder, som „Husholdning g Tjenestepigevrøvlet lægger paa den beklagelsesværdige Husmoders Skuldre.” Med et Ord „her tages Sigte paa de Familjer, som har en 4-5000 Kr. om Aaret at leve af”. - „Senere vil man maaske tænke paa at opføre Centralbygninger for Ungkarle og ugifte Kvinder.”
Som man ser har en Del af os Udsigt til at kunne havne i et lille Paradis - bare det ikke bliver for dyrt.
Red.
