Renhed og Blufærdighed.

Svar til Hr. Pontoppidan.

I Henvendelsen til Læserne i sit Nr. l af 1890 har Redaktionen af Kvindebladet "Hvad vi vil" med megen Liberalitet tilbudt at aabne sine Spalter endogsaa for Modstandere af Kvindesagen.

Det er derfor mit Haab, at der ikke vil være nogen Vanskelighed for Optagelsen af nogle Linjer fra en sand Ven af Kvindens Fremskridt paa alle Omraader, om end disse Linjer er et Slags Angreb paa en i Bladet optaget Artikel.

I ovennævnte Henvendelse nævner "Kvindebladet" ogsaa Kvindens berettigede Krav til Ligestilling med Manden.

Hvor forbavses man derfor ikke ved strax paa næste Side at støde paa Udtalelser, der, hvis jeg ikke meget misforstaar dem, er grumme langt fra at anerkjende Mandens og Kvindens Ligeberettigelse paa etiske Omraader.

Hr. Henrik Pontoppidan har overladt Bladet nogle Dagbogsoptegnelser, hvori "han omtaler en ung Mand, der har henlevet sin Ungdom indtil Trediveaarsalderen saadan, som de fleste unge Mænd for Tiden gør det".

Jeg tilstaar, at jeg, som Kvinde, ikke ganske ved Besked med, hvorledes de fleste unge for Tiden henlever deres Ungdom, men jeg antager, at der herved menes, at bemeldte unge Mand har indladt sig paa en Del løse erotiske Forbindelser med Kvinder, for hvem han ingen Agtelse har næret.

I Trediveaarsalderen forelsker han sig alvorlig i en pletfri ung Pige, som har gennemgaaet den Sorg at elske en Mand, der hverken har kendt eller gengældt hendes Kærlighed.

Da denne bliver gift med en anden, overvinder hun imidlertid sin Følelse og rækker med et frit og lykkelig elskende Hjerte sin Haand til Hr. Pontoppidans ovenomtalte Helt.

Familien skiller imidlertid de Elskende, fordi den mener, at den unge Mands Fortid gør ham uværdig til den unge Piges Haand.

Hr. Pontoppidan spørger om dette var retfærdigt?

Et saadant Spørgsmaal kan kun besvares af dem, der nøje kender Forholdene. Men naar han "dristig" paastaar, at af de to Forlovede var den unge Mand den "reneste, den mest uberørte", saa tror jeg nok, at dette er en uretfærdig Dom til Misfordel for Kvinden, og at den ingenlunde bør henstaa uimodsagt i et Kvindeblad.

Hr. Pontoppidan føjer endog senere til, "at de fleste unge Kvinder knæler paa Brudeskamlen dybt mærkede af Mænd, som de engang har huset i deres Hjerte" medens det vel er hans Mening, at de unge Mænd som de "reneste" knæler sammesteds indvendig iførte Uskylds hvide Dragt, tiltrods for, at de har "henlevet deres Ungdom, som de fleste unge Mænd for Tiden gør det."

Hvorledes vilde Hr. Pontoppidan monstro stille sig til Spørgsmaalet, hvis det var Bruden, der i Løbet af en halv Snes Aar havde haft forskellige Forbindelser, i hvilke hendes Hjærte ingen Rolle havde spillet, men som kun havde været byggede paa Sanselighed og letfærdig Forfængelighed, medens Brudgommen var en Alvorsmand, der ved en ulykkelig Ungdomskærlighed var bleven holdt fjærnt fra alle Udskejelser, og som nu for første Gang elskede lykkelig og gengældt.

Vilde det være muligt at kalde Bruden den "reneste" under slige Forhold, og det maatte Hr. Pontoppidan dog, hvis han anerkender Ligeberettigelse for Mand og Kvinde. Men det gør han maaske ikke, han synes maaske, hvad jeg for en stor Del kan billige, at man kan forlange større Renhed hos en Kvinde end hos en Mand uden at være uretfærdig. Der er dog fra at nedstemme Fordringerne til Mandens Renhed et langt Spring til at tillægge ham Prædikat af den "reneste" eller overhovedet "ren".

Og er det ikke en fornærmelig Beskyldning mod en Kvinde, at hun ikke skulde kunne elske en Mand i "Tugt og Ære", er der Retfærdighed i, at al den Sorg og alle de tause Kvaler, hendes ugengældte Følelse har voldt hende, skal stemple hende som mindre "ren" end den Mand, der har hengivet sig til Udskejelser, hvori det aandelige aldeles ingen Rolle har spillet; hvad Hr. Pontoppidan indrømmer ved at erklære, at den unge Mand elsker første og eneste Gang da han forlover sig. Det er jo netop Erotik; uden Kærlighed, sanselig Betagethed uden mindste; aandeligt Indhold, der mest af alt dræber al Renhed og sætter Mennesket lige med Dyret.

Til Trediveaarsalderen har den unge Mand hengivet sig dertil, og saa skal han omtales som "ren", men den unge Pige der har lidt i Stilhed, skal gaa, "mærket" til Brudeskammelen. I Sandhed en smuk Retfærdighed, en smuk Ligeberettigelse for Mand og Kvinde.

Et Slag i Ansigtet paa Kvinderne er det, og jeg tvivler ikke paa, at Hr. Pontoppidan har lét nok saa smørret i Skæget, da han "overlod" sine Dagbogsoptegnelser til Kvindebladet "Hvad vi vil".

Nu ved jeg godt, at naar jeg har nævnet Erotik uden Kærlighed som noget besudlende, saa vil der strax rejse sig et Raab om de mange Ægteskaber uden Kærlighed, i hvilken Kvinden finder sig tilrette.

Men i Ægteskabet er der de daglige Pligter, der er Fødslernes Smerter og Børnenes Forplejning, der er det fælles Forhold udadtil i Livet og meget, meget andet, som, selv naar Kærligheden savnes, adler Forholdet og løfter det ud over det dyriske Standpunkt.

Hvad er der i den unge Mands Udskejelser? Intet, uden legemlig Tilfredsstillelse, han er dyrisk saa godt som den Kvinde, der benytter sit Legeme til Erhverv uden Pligter eller Arbejde ved Siden af.

Vi Kvinder, som har været saa lykkelige at leve i en ren og værnet Atmosfære skal dog være varsomme med at kaste Sten paa vore faldne Søstre, ligesom vi skal være varsomme med, at fordømme Mændene hvis Vanskeligheder i Livet vi ikke kende, men vi skal ikke finde os i, at Begrebet "Renhed" udviskes for os, vi maa holde Renhedens Fane højt saavel for egen som for Mandens Skyld. Vi nedsætter Samfundsmoralen, naar vi finder os i, at man som "ren" benævner en Mand, der har hengivet sig til erotiske Forbindelser, blottede for Aand og Hjerte.

Hr. Pontoppidans Bemærkninger om Blufærdighed er lige saa misforstaaende og fornærmelige mod Kvinden, som hans Beskyldning om, at en ulykkelig Kærlighed absolut maa "mærke" en ung Pige.

En Kvinde, som krymper sig ved at vise en kvæstet Arm, er ikke blufærdig, hun er snærpet; og en Kvinde, der viser sig paa et Bal med "dristigt blottet Bryst" er ikke ublufærdig, hun er flanet.

Gaucourts stakkels Modelpige, som staar nøgen mellem Kunstnerne uden Blu, men flygter med et Skrig for Zinkarbejderens Blikke, er netop et Bevis for, at Kvindens Blufærdighed er af aandelig Natur. Selv den udannede Kvinde føler, at der er Forskel paa at være Middel eller Maal for det Legemliges Vedkommende. Kunstnerne ser paa Modellen for Kunstens Skyld, Zinkarbejderen betragter Kvinden med Begæringens Øjne, for dem flygter hun og med Rette.