« Tilbage til søgeresultaterne

"Den fuldt udviklede Mandskvinde"

« Se emneord

I Følge „Politiken” har en Stockholmer: Sancho Panza i „Svenska Dagbladet” fremsat nogle Indtryk fra et Ophold i København. Disse Indtryk synes alle at være lyse - med „Undtagelse af et eneste Fænomen, som vakte hans Rædsel. Det var en Aabenbaring, som han kun troede, fandtes i Dameromaner: den absolute, fuldt udviklede Mandskvinde. Denne Kvinde gaar endnu klædt i Kjoler - meget snævre, tætsluttende Kjoler, der endda paa langt Hold næsten ser ud som en Slags vide Bukser. Med Undtagelse af denne Kjole har den københavnske Mandskvinde intet paa, som er kvindeligt. Hun bærer en lys elegant Herresommeroverfrakke, Herreflip, Herrekravat, Herreskjorte, kortklippet Haar, friseret a la Herresnob, rund, stiv eller blød Herrefilthat paa Hovedet; over hendes Næse hænger en Herrepincenez og hendes Overlæbe er saa glat, at den næsten ser ud, som var den glatraget.” - „Hvorfor i al Verden” - spørger denne svenske Herre „sætter disse Damer, som altid faar en suveræn Foragt i Blikket, naar de møder os stakkels intetsigende Mænd, - en saadan Ære i at efterligne os? Ikke i vore indre, bedre Egenskaber, men kun i disse ydre Attributer, hvormed vi undertiden gør os latterlige?”


Hertil svarer „Politiken” med et Suk:


„Hr. S. Panza opkaster her et Spørgsmaal, som vi gerne skulde have besvaret, hvis vi kunde. Men vi kan ikke.”


Det er meget kedeligt. Det forekommer ellers os, at „Politiken” paa Landsmandsskabets Vegne kunde gøre sin ærede svenske Kollega opmærksom paa, at vel har vi en enkelt Original paa Københavns Gader - maaske ogsaa to - der klæder sig „á la Herresnob” - men saadan i al Almindelighed at møde dette „rædselsfulde” Syn, saa der skulde være Anledning til at sige „disse Damer”, er vi dog ikke udsatte for. Et saadant Fænomen: „den fuldt udviklede Mandskvinde” vil jo vitterlig den Dag i Dag vække stor Opmærksomhed - for ikke at sige Opløb - selv paa Asfalten - hvad der dog mulig turde være et Vidnesbyrd om, at denne fremmede Herre har haft farvede Glas i sin elegante Herrepincenez og at hans „indre, bedre Egenskaber” ikke fuldt ud er komne til deres Ret i dette Tilfælde.


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder