Et lille Svar

Fru Stampe Feddersen siger i forrige Nummer - efter at have paavist, hvorledes „Dansk Kvindesamfund” Aar igennem har gjort Forsøg paa at komme Smaakaarsfolk til Hjælp paa mange forskellige Omraader: „altsammen noget, der viser, at de ikke savner Venner blandt Kvindesagens Tilhængere, men at disse gerne vil ofre baade Kræfter og Penge for dem. Men dette synes ikke at være nok.”

Et andet Sted siger Fru St. Feddersen: „Af sine Gerninger skal man kendes”.

Maa jeg hertil knytte en lille Bemærkning.

Hvad der i og for sig kan kaldes „nok”, kan der være delte Meninger om.

At der blandt Kvindesagens Tilhængere er Kvinder, der har ofret baade Tid og Kræfter for de smaa i Samfundet vil ingen betvivle, at der er Kvinder med varmt Hjertelag, som intet hellere ønsker end at kunne bringe Hjælp, hvor der trænges til Hjælp, - skal heller ikke bestrides. Men ser vi paa „Gerningerne, hvoraf man skul kendes”, - ikke for de enkeltes Vedkommende, men for Kvindesagens Tilhængere i sin Helhed - kan der da ikke være Grund til at spørge: er det virkelig „nok”?

Spørger vi disse Smaakaarsfolk: „Hvad har Kvindesagens Tilhængere nu egentlig hjulpet Jer med? - da vil de maaske svare: „skaffet os en Lov, der giver os Ret til at beholde, hvad vi selv fortjener, - oprettet et Fæstekontor, hvor vi trygt kan henvende os, - oprettet en Fagskole for Syersker m. m. m., altsammen noget, som vi er meget taknemlige for, - men i den store Kamp, hvor det gælder os alle, hvor vi maa sejre om det ellers skal blive os muligt at bevare et Hjem for os selv og vore Børn, der har vi staaet alene”.

Saaledes vil disse Kvinder utvivlsomt svare, og - har de ikke Ret?

Ser vi hen til, hvad der virkelig er udrettet for Smaakaarsfolk, maa vi sikkert erkende, at i Sammenligning med hvad andre har gennemført, saa kan de selv, gennem deres egne Foreninger, fremvise „Gerninger, hvorefter de kan kendes”, som er langt mere til Gunst for dem selv end for andre.

At vore Kvindeforeninger „op-ad-til” har taget flere praktiske Opgaver op - er al Ære værd, men i det store Spørgsmaal, hvor det netop gælder Smaakaarsfolk, har man vitterlig ikke endnu vist Forstaaelse for den store Sammenslutnings-Tanke, som bærer og fremdeles vil komme til at bære hele den Bevægelse, der skal bringe lysere Kaar for denne Samfundsklasse.

Der er dog et Fremskridt at spore, og forhaabentlig vil der følge flere efter. Gang paa Gang har „Smaakaarsfolk” blandt Kvinderne været stillet paa Prøve, om Fællesfølelsen var stærk nok til at hævde deres formentlige Ret - og Gang paa Gang har de bestaaet Prøven og derved bevist, at de havde Retten paa deres Side. Flere Strejker er sejrrigt gennemførte, hvorved Tusinder af Kvinder har faaet deres Kaar forbedret.

- Hvor har de faaet Hjælpen fra under disse Kampe? Absolut ikke fra „Kvindesagens Tilhængere”. Først nu i Sommer kan vi konstatere den glædelige Kendsgerning, at „Dansk Kvindesamfund” havde Forstaaelse for en saadan Kamps Betydning, idet en meget stor Del af Foreningens Medlemmer støttede de kvindelige Herreskræddere, som blev ramte af Lockouten.

Vil Kvindesagens Venner fortsætte i dette Spor, - ikke blot forstaa den store Organisationstanke, men anerkende den og støtte den, da er vi nærmere ved at komme Smaakaarsfolkene til Hjælp - og nærmere ved at turde sige „nok” end vi nogen Sinde før har været. I saadanne Tilfælde gælder Sagen jo ikke 10 eller 30 Kvinder, men den gælder Tusinder, derfor er denne Bevægelse saa meget større end nogen anden. Og ingen Kvindesags-Kvinde vil jo af den Grund behøve at slaa af paa sine øvrige Idealer; - tvertimod. -

Vil Kvindesagens Tilhængere virkelig tage dette Stade, da vil de sikkert ogsaa fæste Opmærksomheden paa andet, end hvad der af Fejl og Misgreb kan paavises hos Smaakaarsfolk, - vel vidende at det er langt lettere for dem, der lever paa Livets Solside at misbillige Bitterhed og Mistillid blandt hine, end det for dem, der lever paa Skyggesiden, er at undgaa den. Man stille ikke de største Krav til den, der har mindst Forudsætning for at kunne opfylde dem.