Kvindens Aarhundrede
I.
(Betragtninger ved Aarhundredets Slutning af Frk. L. Dahlgren, Redaktør af
Frederika-Bremer-Forbundets Tidsskrift: „Dagny”)
Det Aarhundrede, der berømmer sig af at have opdaget Kvinderne, lakker mod sin Slutning. Om kort Tid er vi inde i et nyt Aarhundrede, der skal gøre andre lige saa geniale Opdagelser, kanske ogsaa den, at Kvinderne, naar alt kommer til alt, har været med fra Menneskeslægtens Barndom, og at hendes Tilværelse ikke kan bortræsonneres af Historien eller Kulturen, saa længe „species homo” eksisterer paa denne til Foranderlighed og Forgængelighed hjemfaldne Jord.
Egentlig forekommer det en som en blodig Ironi at kalde det 19. Aarhundrede „Kvindens”. Hun er draget frem af „det store Øde”, det er sandt, hun er bleven stillet paa en Piedestal, og der er brændt Røgelseoffer til hendes Ære, man har forklaret, at hun har en Sjæl, t. o. m. Fornuft, ja imellem ogaaa Intelligens; hvad mer?
Endnu den Dag i Dag tvistes de lærde om Indholdet af Kvindens Væsen, endnu er den Stilling, hun indtager i Samfundet og Udviklingen, langtfra klar; endnu anses hun i visse Maader som en Indretning, der vel tolereres i Humanitetens Navn, men som Samfundet, lige som dreven af en Slags Selvopholdelsesdrift med Magt maa holde Stangen. Og endda skulde det 19. Aarhundrede være Kvindens?
Lad os imidlertid gaa ind paa, at vi er blevne „opdagede”, lad os tænke os, at vi har dette Aarhundrede at takke for, at vi er til, med desto større Ret kan vi da stille dette Spørgsmaal: Hvordan har du gjort dig din Opdagelse til Gode?
Og Spørgsmaalet kan tage Form af en Opgørelse, en Opgørelse af ansvarsfuld Alvor, da den endelige Vinding eller Tab regnes med, hvor Balancekontoen griber ind i vore dybeste Livsinteresser.
