Et Besøg
i de vanføres Hjem paa Toldbodvejen.
Paa Kommuneskolernes højtskattede Fridag hver fjortende Dag rører Lærerkræfterne sig. Enhver har Trang til enten at fornøje sig lidt eller udvide sin Viden paa et eller andet Punkt. Jeg valgte paa en af disse Fridage det sidste og aflagde i Forening med et Par Kolleger et Besøg i de vanføres Hjem. Naar man ser dette, gaar det paany op for en, hvor uendelig meget et Par forstaaende og kærlige Mennesker formaar, naar de sætter noget ind paa en god Sag. - Jeg gaar ud fra, at enhver kender Hjemmets Historie og ved, at dets Grundlæggere er Frk. Johanne Petersen og nu afdøde Pastor Knudsen, og at disse to Mennesker ved deres dybe Medfølelse og utrættelige Arbejde, pekuniært støttet af gode Mennesker, har gjort det til, hvad det nu er: Et Hjem og en Skole for vanføre Børn, et Hjem, der ikke slipper Børnene ved Konfirmationsalderen, men udvikler dem efter Lyst og Evne paa sine mangfoldige Værksteder og Systuer til dygtige Arbejdere.
Disse Mennesker kan derved bidrage til at forsørge sig selv, ja, vel ofte gøre det helt, i Stedet for som ørkesløse Stakler at sidde hjælpeløse og ofte være en trykkende Byrde i deres respektive Hjem. Jeg vil nu fortælle Dem mit Indtryk af Hjemmet i den Hensigt at give Dem Lyst til at se med egne Øjne, hvad her hver Dag udrettes, og med det Formaal at faa mange til at søge deres Julegaver blandt Hjemmets smukke og nyttige Arbejder. Kun kan jeg ikke love Dem at gaa derfra med den behagelige Følelse derved at have gjort en god Gerning, da De faar Valuta for Pengene. - Hjemmet benytter baade Forhus, Sidehus og Baghus i den store Ejendom paa Toldbodvejen Nr. 34. I Forstanderindens hyggelige Lejlighed er saa godt som alt lavet paa Hjemmets Værksteder, og ikke faa Forundringsudraab undslipper en, naar man ser det stilfulde Spise- og Dagligstuemøblement og den genialt opfundne Servante, der i Form af et Skab, der vilde være en Pryd for ethvert Værelse, gør baade Servante og Toiletmøbel overflødige. (Tegningen hertil skyldes Frk. Fiedler, Forstanderindens Medarbejder.) I Skolestuerne træffer man de smaa Stakler, der alle mangler et eller flere af deres Lemmer; men man ser trods det tilfredse Ansigter og mangt et intelligent Blik. Det var forbavsende at se Smaapiger med en Haand strikke i susende Fart med Strikketøjet fastheftet i Brystet, at se det mest udsøgte Linned med fine Læg og Broderier i nydelige Facons i de ganske unge Pigers Systue. Ved Siden af Skolestuerne fandtes Børnenes Dagligstue med Fortepiano og mange Billeder paa Væggene; den mindede om en hyggelig Dagligstue i et privat Hjem; endvidere Legestuen med det herligste Legetøj og Spisestuen med sine lange net dækkede Borde til Middagsmaaltidet Kl. 12. I øverste Etage var Sovesalen med blændende hvide Senge, hyggelige lange Gardiner med røde Borter for Vinduerne og en lille Servante ved hver Seng. I Drengenes Spisestue traf vi to smaa Stakler, den ene havde hverken Arme eller Ben, men i Stedet for Ben to Træstumper, som han forsøgte at rejse sig op paa, da vi kom ind. Det var underligt at se et glad, opvakt Barneansigt paa dette mildest talt ufuldkomne Legeme. Paa den anden Dreng var Benene visne; men han havde dog Armene, han saa ikke saa tilfreds ud som den første. -
Saa kom vi over paa de voksnes Rækker af Værksteder, hvor Arbejdet gik saa flinkt fra Haanden, saa man ofte maatte se godt til for at opdage, hvor Arbejderen havde sin Skavank. Praktisk og forbavsende er det, at Hjemmet ikke alene laver alle de Bandager, dets Beboere selv har Brug for, men ogsaa forsyner udenforstaaende med de mest kunstfærdig lavede Sager i den Retning. Paa Snedkerværkstedet var man ikke i Færd med noget ringere end et stort Bord, bestilt af Enkekejserinde Dagmar. Her lavede et ungt Menneske med en Haand ogsaa et nydeligt lille Chatol som Svendestykke. En anden saa jeg afstrege et Arbejde med en Blyant paa et Stykke Træ, men opdagede saa, at det ikke var en Haand, der hvilede støttende paa Træet, men en Fod. Paa dette Værksted laves mange stilfulde og smukke Møbler efter Arkitekt Leuning-Borchs Tegninger. I Væverstuen fabrikeres Forklæder, Gardiner, Portierer, Puftæpper, Sofapuder o. s. v., alt i smukke Farver og Mønstre. Paa Drejerværkstedet udføres, foruden mange praktiske Ting, nydelige Lampefødder baade til Stand- og Bordlamper - Hjemmet leverer Lamperne fuldt færdige. Arbejderne paa Billedskærerværkstedet havde kun 2 à 3 Fingre paa hver Haand, men udførte forbavsende Ting. Endelig kan enhver sende deres Bøger til Indbinding paa Bogbinderværkstedet, - Prinsesse Marie havde sendt en hel Stabel franske Bøger til Indbinding - deres Støvler til Reperation hos Hjemmets Skomagere og forsyne sig med Børster, Skrubber, Koste o. s. v. hos Børstehbinderne. - Efter at jeg har set, hvad her kan præsteres, beklager jeg, at Hjemmet kun en Gang om Aaret aabner et offentligt Udsalg i nogle faa Dage. Jeg tror der vilde være praktisk, om der her i Byen fandtes et Udsalg af Hjemmets Arbejder, da mange, deriblandt jeg, generer sig for at gøre Hjemmet Ulejlighed for en ringe Ting, lige som Hjemmets Beliggenhed heller ikke er central nok til Udsalgs- og Bestillingssted.
Fransiska Petersen, Kommunelærerinde.