« Tilbage til søgeresultaterne

Kvindens Aarhundrede

Af: L. Dahlgren

« Se emneord

III.


Er det fordi, vi har stillet vore Fordringer for højt, er det fordi, Lederne af dem, man var vant til at se gaa i Spidsen for vor Arbejderskare, betænkeligt begynder at udtyndes. Aarsagerne kan sikkert søges her og paa mange andre Steder, vist er det, at ved Slutningsopgørelsen vil mangen Vinding modvejes af et Tab, som uden at forringe Værdien af de første lader Kontoen temmelig jævnt balancere.


Du har meget paa din Samvittighed, o Tid! Du har været de store Løfters og de store Fejlregningers Tid. Du har givet med den ene Haand og taget med den anden. Det Samfund, der stillede sin Arbejdsmark og sine offentlige Indretninger til den kvindelige Arbejdskrafts Tjeneste, holder Kvinden tilbage i en underordnet, tilbagetrukken Stilling, og for et lige saa drøjt Arbejde som den mandlige Kammerats bydes hende en dobbelt saa knap Løn og liden Udsigt til en sorgfri Alderdom. Paa den lærde Bane, selv hvor en dybere Indtrængen i Videnskaben forlanges, stilles, - ogsaa naar fuld Jævnbyrdighed med Manden i Lærdom og Intelligens erkendes, - for hende et uvægerligt: hertil og ikke videre!


Som Samfundsmedlem ogsaa paa de Samfundsomraader, hvor Loven har skænket hende en afgørende Røst, er hendes Indflydelse endnu begrænset, og hvor det gælder ny Love, som angaar hendes eget Køn og dets vigtigste Interesser, faar hendes Stemme aldrig Lov til at lyde.


Endnu den Dag i Dag, i dette Kvindernes Aarhundrede, bedømmes ogsaa højtstaaende Kunstværker, som er udført af Kvindehaand, mer efter Kønssynspunktet end efter dets kunstneriske Værdi; og for at gaa over til de etiske Livsspørgsmaal, til den store Sædelighedskamp, i hvilken saa mange Kvinder har aandelig forblødt sig eller fysisk er gaaet under, sætter Samfundet i Almindelighed en haardnakket Fordom eller en sløv Ligegyldighed som Modværn mod Kvindernes Stræben.


Samme Forhold viser sig hos alle Nationer. I det fri Amerika, hvis Døtre i en lang Aarrække er opfostrede til socialt og politisk vederhæftige Personer, er den politiske Jævnbyrdighed med Manden endnu blot som Undtagelsestilfælde tilkendt nogle faa amerikanske Medborgerinder; ja i selve England, hvor Kvinder i aarevis har udført et socialt Arbejde, hvis Værdi ikke kan opmaales i Tal, nægtes til og med en Florence Nightingale, efter hvad et engelsk Blad for nylig med Bitterhed har fremhævet, den Kvinde, hvis Snille og Selvopofrelse har reddet Tusinder og atter Tusinder af Menneskeliv, Sæde og Stemme i de Administrationer, der har Beslutningsret i Spørgsmaal, som særligt ligger inden for den kvindelige Erfarings og Forstands Omraade.


Vi behøver ikke at gaa længere end til vort eget Land, som paa de kvindelige Reformers Vej er gaaet længere end de fleste evropæiske Nationer for at fremvise Eksempler paa, hvorledes Staten selv prutter den fattige Sum ned, som nogle i dens Tjeneste udslidte Arbejdersker begærer for at kunne gaa en nogenlunde sorgfri Alderdom i Møde, for ikke at tale om den fornedrende Umyndighedstilstand, hvori Loven endnu holder den svenske Hustru og Moder bunden.


Er det for meget sagt, med disse Kendsgerninger for Øje, at det er Ironi at kalde dette Aarhundrede Kvindernes Aarhundrede?


Men selv om vi kan paavise, at her eller der ligger Skylden, selve Tyngdepunktet i de Misforhold og Uretfærdigheder, som trykker Tiden, saa har den ene Halvdel af Menneskeslægten ikke Ret til at optræde som den andens Anklager.


Grunden til de Tilbageslag, som enhver mægtig Kulturbevægelse momentvis underkastes, ligger visselig dybere, end at det kan søges hos det ene Individs Tyranni og Magtsyge eller den andens Ufornuft og ubeføjede Frihedsbegær. Her staar man inden for den ubønhørlige Lov, som behersker Kulturbølgernes Gang, inden for et op- og nedadgaaende Bølgeslag, som Mennesket, selv om det ikke viljeløst lader sig drive med af Strømmen, ikke kan hindre.


Saa har ogsaa Kvindebevægelsen under dette Aarhundredes sidste Aartier faaet vedkende sig det for alle store Omdannelser af Samfunds- og Tidsaanden gennemtrængte Forhold, at en Reaktionens Periode er fulgt efter Reformernes. For dette Faktum kan vi, for saa vidt vore vigtigste Livsinteresser indeholdes heri, ikke lukke Øjet.


Men selv om dette fremkalder et tilfældigt Mismod, saa har alle de, der tror paa vor Sags uforvanskede Sandhed, ingen Grund til mistrøstigt at se den kommende Tid i Møde.


Det forløbne Aarhundrede har været en Vækkelsens Tid. Det har vakt Frihedsbegæret, Selvstændighedsfølelsen, Handlekraften til Liv hos os, men mægtigst af alle Ansvarsfølelsens.


Det er denne, som har besjælet vor Tids dygtige Kvinder, og det er i Troen paa, at denne Følelse i Fremtiden skal vokse sig stærk hos hele den kvindelige Slægt og at den skal virke opdragende og højnende, at vi bygger Haabet om en lykkelig Løsning af Kvindespørgsmaalet.


Det er altid med Vemod, man ser tilbage paa det uigenkaldeligt forsvundne.


Hvor ofte holdt vel Aftenen fuldtud, hvad Morgenen lovede.


Indeholder ikke Menneskelivet, - det være sig dit eller mit personlige Liv eller en hel Generations jordiske Tilværelse, først en Morgenrøde med Haab og Løfte i sine klare Straaler, saa en Middagshøjde med Kamp og Arbejde i Solglød og Hede og tilsidst en Aftenrøde med det forgangnes vemodige Efterskin af Morgenens Haab og Middagens Gerning.


Men det her fremstillede Billede, det gamle og dog evigt ny, giver et andet Billede af en ny Dag, som ufor anderligt følger efter hver Aften.


Det er mod en saadan Dag, vi forhaabningsfuldt skuer ved Aarhundredets Slutning, mod en Fremtid, som i rigt Maal skal indfri det forløbne Aarhundredes endnu uopfyldte Løfter.


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner