Agnes

(Frit fra svensk efter den finske Forfatterinde Minna Canths Noveller.)

(Fortsat.)

- De ved jo ikke af, at De lever Anderledes i den store, vide Verden, der har man bestandig Afveksling, og der er Menneskene livlige, intelligente, udviklede aa - jeg kunde ikke leve andre Steder end i Petersborg - det skulde da være i Paris.

- At du der kan nyde mer af Livet, det forstaar jeg nok; men, Agnes, finder du alligevel Lykke og Sjælefred der?

Hun saa paa mig og smilede.ironisk.

- Lille Lissi, du taler som et Barn. Hør nu, misunder du ikke din Kat der i Kakkelovnskrogen? Se blot, hvor fornøjet den er med Livet. Den spinder med lukkede Øjne uden Bekymring og savner ingenting i Verden, saa længe den faar Mad og har det lunt. Den har fuldstændig Sjælefred.

Jeg blev helt forarget.

- En Kat er en Kat og et Menneske er et Menneske.

Hun stod op og kom hen til mig.

- Blev du stødt?

Et forførerisk Blik mødte mine Øjne og fik mig straks god igen.

- Se, du bliver jo da ikke fornærmet for ingenting. Men nu skal jeg for denne Gang gaa min Vej.

- Træffes vi igen?

- Aldeles sikkert. Men hvor Hr. Reijola?

Hun rakte ham sin lille hvide Haand og han holdt den i sin. Hvorfor syntes jeg, at han holdt den altfor længe?

- Kommer De i Morgen til Festmiddagen? spurgte han.

- Ja, det er rimeligt nok.

- Saa træffes vi der.

Han viste hende den altfor store Artighed at følge hende til Trappen. Og da han kom ind igen, stillede han sig hen ved Vinduet og saa efter hende.

- Hvad synes du om hende? spurgte jeg.

Han svarede ikke.

- Er hun ikke bedaarende?

- Bedaarende? Hun? En letsindig Kokette er hun. Fordærvet og nydelseslysten. Hun er forfængelig og herskesyg, og søger at gøre alle Mænd til sine Slaver. Havde hun ikke ogsaa Beundrere omkring sig derude paa Festpladsen?

- Jo bevares!

- Det kan jeg tænke.

- Men, - men kære Antti, kan hun gøre ved, at alle bliver forelskede i hende og lader sig behandle som Slaver?

- Hun kunde hindre det, om hun vilde, men hun vil ikke, det er jeg overtydet om.

Han tog sine Bøger, og jeg spurgte ikke om mere.

Ved Festmiddagen saa vi hende atter.

Hun sad midt i et stort Selskab som en Fyrstinde, omgiven af sit Hof.

Magnetisk drog hun alles Blikke til sig. Hun var fuld af Liv, Begejstring, Tanker, og forstod at elektrisere sine Omgivelser. Stive, flegmatiske Personer tøede op i hendes Nærhed, Munterheden smittede og drog endog de aller alvorligste med sig. Jeg saa gamle graahaarede Mænd blive varme og straale af Ivrighed. Ved Kaffen Fortsatte Selskabet den paabegyndte Samtale.

- Ja saa, De tror, at vi er Patent-Patrioter.

-- Ja, i højeste Grad.

- Men ligger der noget ondt i det? spurgte Antti, Mennesket slaar altid dybest Rod i Hjemmet, og elsker ikke noget andet med en saa øm Kærlighed som den Plet, hvor han kender hver Sten, hver Busk og Tue, og hvor han ligesom har sluttet Venskab med alt og alle. Men dette kan De, Frk. Verther, vist ikke værdsætte, eller skulde De mulig føle en vis Længsel efter Hjemlandet?

- Nej, nej! - Jeg vil være fri som Himlens Fugle. Slaa Rod i en ille Flække! Holde fast ved den med mit Hjerte og mine Tanker! Nej, Gud fri mig. Det vilde jo være et skrækkeligt Fangeliv.

- Som man gerne finder sig i, Frk. Verther. Ulykkelig det Menneske, som ikke vil bære Kærlighedens Byrde.

- De bliver poetisk!

- Bliv her, Sommeren over, Frk. Verther, saa skal vi se os om i Landet. Her er smukt, ved De. Kanske De kunde komme til at forstaa, hvorledes Mennesker, der lever hele Livet her, kan holde af hinanden og af hele Naturen.

- Sommeren over! Nej! Men kanske nogle Dage. Det beror paa, hvad Slags Fører De vil være.

- Skal vi allerede i Aften foretage vor første Udflugt?

- Aldeles som De behager.

- Godt, saa rider vi til Ilohargu tre Mil herfra.

- Ypperligt, vi skal ride hver Dag, ikke sandt?

- Saa ofte De behager!