Fugleværnssagen som Samfundssag

Det er nu snart 3 Aar siden, at „Dansk Kvindeforening til Dyrenes Beskyttelse” paabegyndte en Agitation imod Fuglepyntmoden; en Kreds a Kvinder fra By og Land sluttede sig til Foreningen, nedlagde en Protest mod Moden og udstedte et Opraab til alle Kvinder om at afskaffe Fugle eller Dele af Fugle, som Pynt paa Hatte og Dragter; undtagne herfra va Strudsfjer og Fuglefjer af madnyttigt Vildt, samt tamt Fjerkræ. Der blev Opraabet gjort opmærksom paa, at er fortsat Brug af Fuglepynt vilde lægge Fugleverdenen øde, idet Moden havde taget saa stor Overhaand, at det ikke alene var Sirfuglene fra Amerika Skove, det gik ud over, men at ogsaa vore egne hjemlige Sangfugle - Lærker, Svaler, Stillidser, Spætter o. s. v - blev anvendte paa ovennævnt Maade.

Der blev agiteret saa godt, at de i Løbet af kort Tid indvandtes ca 4000 Underskrifter til ikke at bære Fuglepynt; det viste sig, at de intelligente Kvinder straks havde opfattet Sagen rigtigt og tog Afstand fra Moden, saa snart de var blevne gjort opmærksomme paa, at Moden var Skyld i Millioner af Fugles Lidelser og Død. Humaniteten krævede, at man bragte et lille Offer paa Modens Alter.

Den Bevægelse, Kvindeforeningen havde rejst, blev hurtig efterfulgt af Kvindeforeningerne i Norge og Sverrig, der udstedte Opraab i Lighed med, hvad der var sket i Danmark baade den danske og svensk-norske Dronning sendte Lederne af Bevægelsen skriftlige Udtalelser om Tilslutning og Sympati for Sagen. Og som i Norden saa og i Syden; - rundt omkring i Europa kæmpede Kvinder for at overbevise Kvinder om, at de burde støtte Samfundsspørgsmaalet Fuglene, Bevarelse, og at det hovedsagelig af hang af Kvinderne, hvor vidt Fuglen skulde have Lov til at eksistere, eller Naturen skulde berøves sit levende Smykke, den glade, nyttige Fuglehær.

Det er lykkedes at faa en stor Del Kvinder med Hjerte og Forstand til at slutte sig til Sagen - enhver Kvinde, der ikke bærer Fuglepynt, bidrager til Fuglenes Bevarelse - men Moden, den almægtige Drivkraft i Verden, hvisker Forfængelighedens Ord Kvindernes Øren, Moden lader haan om alle Opraab, Agitation, alle Apeller til Kvindernes Hjerte og Forstand. Moden er en grusom Tyran, den lege med sit Offer, den lokker, drager, slaa sin Klo i det kvindelige Bryst, døve Barmhjertighedens Stemme, Samvittighedens Røst - lige over for Moden er Kvindernes Selvstændighed som blæst bort.

Fuglepyntmoden, der en Tid holdtes nede, har atter faaet Lov at herske; den kaster ind paa Markedet hele Ladninger af Fugle og Fjer, smukke grimme, smagfulde, smagløse, alt mellem hverandre, bemalede, pailletterede ægte og uægte Stads. Industrien er Modens Tjener, jo mere Efterspørgsel paa Fjer, desto flere fabrikeres der. Det er ikke mere Millioner af Fugle men Milliarder, der aarlig ynkelig omkommer. Fra Amerika og Japan hæver sig stigende Røster imod Eksport af Fugle for at tilfredsstille europæiske Kvinders Forfængelighed - i Massachusetts er man naaet saa vidt at Handel med Fuglefjer under Straf er forbudt - og der blev i Fjor stiftet „en international Liga til Bekæmpelse af Fuglemassemord” af den østrigske Fugleværneforening, der forestaa af Kvinder. Denne Liga har til Opgave at formaa alle Landes Regeringer til at udstede ensartede Love til Værn for Fuglene. Ligaen omfatte allerede 11 Foreninger, der hver repræsenterer sit Land; 60,000 Fuglevenner har indmeldt sig. Danmark repræsenteres af Foreningen „Svalen” der har virket i snart to Aar og samlet ca. 1300 Mænd og Kvinder unde sin Fane. „Svalen”, har ofte haft Bud til Kvinderne, hvoraf mange dog har vendt det døve Øre til - hør derfor nu, hvad den siger:

„Kvinder - hæv Øjet fra eder egne personlige Anliggender, lad ikke det materielle saa ganske opsluge eder - heller ikke eget Maal og Stræbe:

- se, hver en lille Fugl har sin Bestemmelse og er til Nytte, hver en Fugl kæmper for Tilværelsen, utrættelig, flittig - for at skaffe Føde til Reden, - trods daglig Møje og Bekymring arbejder den Dagen lang, medens den sender sin Takkerøst mod det høje.”

I Kvinder, der bærer Fuglepynt, husk paa den lille Sangers saa brat afsluttede Liv for en taabelig Modes Skyld - paa de forladte Unger i Reden, der omkommer af Sult, fordi Forsørgeren er dem berøvet - og I Kvinder, der ikke bærer Fuglepynt, kom os til Hjælp, led Kvinderne ind i det rette humane Spor, Kønnet til Ære, slaa en forsvarlig Pæl gennem Fuglepyntmoden, saa den ikke bliver en Plet paa vort Køn, thi det er jo saa, at selv om Beskyldningen for Inhumanitet kun direkte rammer en Del af Kvindekønnet, den mondæne Del, hvis Interesser koncentrerer sig om deres egen kære Person, saa falder der dog en Skygge paa Kønnet i sin Helhed, som selv Kvindesagskvinder vil have vanskeligt ved at tage Afstand fra.

Paa alle Dyrebeskyttelseskongresser er Fuglepyntsagen Dagens Emne; ikke alene Dyrevenner, men Landbrugere og Ornitologer diskuterer ivrigt Spørgsmaalet paa deres Møder; der falder mange haarde Ord om Kvinderne, der er bleven sagt, at de ved at støtte Moden viser, hvor liden Interesse for Samfundssager, de besjæles af, og at naar Kvinder ikke formaar at bringe et saa ringe personligt Offer som at lade Fuglepynten fare, er de heller ikke i Stand til at vie deres Evner og Kræfter til almene Samfundsopgaver.

Er ovennævnte Side af Sagen ikke ogsaa Opmærksomheden værd og afgiver Grund til at træde hjælpende til i Kampen mod Fuglepyntmoden?