Loven af 1867
Om Lærerinders Ansættelse Folkeskolen.
II.
Disse Ændringer vedtoges alle undtagen dem om Løn og Pension. Mørk m. fl. foreslog, at Lærerindernes Løn kunde nedsættes til 2/3 af Lærerlønnen, hvilket fandt Tilslutning baade hos Ministeren og C. Berg, der mødtes i den naive Tro, at Kommunalbestyrelserne ikke vilde anvende denne Nedsættelse, uden hvor det var nødvendigt. At nedsætte Lærerindernes Arbejdstid tænkte dog ingen paa. Om Pensionsretten førtes en vidtløftig Forhandling. Vel fandt Forslaget om at nægte Lærerinderne Pension ikke Bifald, men man vilde dog indskrænke deres Pensionsret. Da Indgaaelse af Ægteskab kunde forhindre en Lærerinde i at røgte sin Gerning tilfredsstillende, burde Skoleautoriteterne have Ret til i saa Fald at kunne opsige hende uden derved at paadrage Skolefonden nogen Pensionsbyrde. Mørk vilde derfor have, at Lærerinderne tabte deres Pensionsret ved Giftemaal. Brix, Udvalgets Formand, der var stemt for, at man overhovedet kun skulde have ugifte Lærerinder, kunde godt slutte sig hertil, og ved 2den Behandling, fik vedkommende Paragraf derfor følgende Affattelse: „Lærerinderne er, saa længe de er ugifte, pensionsberettigede lige med Lærere. Ved Indtrædelse i Ægteskab bortfalder deres Ret til Pension, men kommer de atter i ugift Stand, erholder de paany Pensionsret, dog uden Hensyn til deres tidligere Tjenestetid.” Denne ubillige Bestemmelse blev dog ved 3dje Behandling ændret til, at „Lærerinderne er, for saa vidt og saa længe de er ugifte, pensionsberettigede lige med Lærerne.” C. Berg fik strøget Bestemmelsen om, at Lærerinder blot kunde ansættes, hvor Børnetallets Stigning nødvendiggjorde nye Lærerkræfter, og som Talsmand for den Retning, der ønskede at lægge hele Skolevæsenets Bestyrelse under Kommunalbestyrelsen, fik han udvirket, at denne fik Hovedindflydelsen paa, om der skulde oprettes Lærerindeembeder. Et Venstremindretals Forslag om, at Lærerinder paa Landet skulde lønnes efter Overenskomst med Sogneraadet, blev forkastet. Lige saa et Forslag om, at Lærerinder ikke kunde faa fast Ansættelse. Derimod vedtoges Udvalgets Forslag om at sætte mindst 2 Aars Tjeneste og 24 Aars Alder som Betingelse for fast Ansættelse.
Landstingets Behandling var ikke særlig indgaaende, og det nedsatte intet Udvalg om denne Lov. Af Interesse var dog Biskop Bindesbølls Udtalelser, da han var den eneste i begge Ting, der indlod sig paa en principiel Undersøgelse af, i hvilket Omfang Kvindens Arbejde kunde tages i Skolens Tjeneste. Han udtalte sig bestemt imod den Grundsætning, der blev slaaet fast ved denne Lov, at det var lige meget, om man betroede Undervisningen til en Kvinde eller en Mand. Som overvejende Følelsesmenneske egnede Kvinden sig ikke til at give Undervisning i Religion; ogsaa i Historie og Regning vilde hun staa tilbage for en Mand. Bestræbelsen for at ansætte Lærerinder grundede sig paa „en falsk Liberalitet og en skæv Betragtning af Kvindens Natur og Bestemmelse.” Idet han støttede sig til Udtalelser fra Provster i sit Stift, hvilke han havde raadspurgt i denne Sag, erklærede han Loven for unødvendig eller endog skadelig paa Landet, medens den godt kunde passe for Købstæderne med deres større Lærerpersonale. Der blev stillet forskellige Ændringer, især af Tingets gejstlige Medlemmer, men de forkastedes alle, da Ministeren erklærede, at han kunde bruge Loven, som den var. Den vedtoges derfor i Folketingets Affattelse og blev stadfæstet den 29. Marts 1867.
Ansættelsen af Lærerinder maa betegnes som et stort Fremskridt i det offentlige Skolevæsens Udvikling. For Opdragelsens Vedkommende ligger Betydningen af kvindelige Lærerkræfter aabenbart for Dagen, og den forøgedes derved, at i en Aarrække udgik de fleste Lærerinder fra Samfundslag, der staar højere i Almendannelse end det, hvorfra Flertallet af Lærerne rekruteres; thi for en Kvinde, der vil bryde sig en selvstændig Vej, er Virksomheden som Lærerinde ved det offentlige Skolevæsen en forholdsvis langt bedre Stilling, end Lærerens er for en Mand. *) Selve Undervisningen vandt ved Kvindernes Medvirkning med Hensyn til Udviklingen af Barnets Følelses- og Fantasiliv, hvorimod Lærerinderne som Regel ikke formaa at stille sig i et saa objektivt Forhold til deres Fag som Lærerne, men føler sig mere bundne af Lærebogen og tillærte Metoder. I Interesse for Skolegerningen staar Lærerinderne ingenlunde tilbage for Lærerne, og den Iver, hvormed de fleste af dem hengiver sig til deres Kald, og den nervøse Maade, hvorpaa de arbejder, i Forbindelse med deres svagere Legemskonstitution bevirker, at de (efter den hidtil gjorte Erfaring) slides hurtigere op end Lærerne. Det havde derfor været heldigt, hvis Loven om Lærerinders Ansættelse havde indskrænket deres Timetal, saaledes som det er Tilfældet i Udlandet. Men i de Aar havde man ikke Øje for Udviklingen uden for Danmark.”
Vi gør vore Læsere opmærksomme paa, at Skoledirektørens Slutningsbemærkning gælder en Tankegang, hvorom der er forskellige Meninger - særlig blandt Lærerinderne selv, og tillige, at Lærerindeinstitutionen i København har udviklet sig endnu stærkere end i det øvrige Land, som jo alene er berørt af den ovennævnte Lov, da København i de fleste Skolesager indtager en Særstilling
*) S. L. Tuxen regner, at indtil 1890 havde 54 pCt. af Lærerinderne (Døtre af Embedsmænd, større handlende og Haandværkere) gaaet i højere Pigeskoler, 33 pCt. (Døtre af Bestillingsmænd, mindre handlende og Haandværkere) faaet en Middelskoleundervisning, og kun 13 pCt. kom fra Almueskolen. Af disse sidste var de fleste af Bondestand.
