Ruth Erlandsen

af Ellen Hancke.

En Bog udkommen Aar 1899, skreven af en ung Kvinde - om en ung Kvinde, og anbefalet af en fremragende Nutidsforfatter! Skulde man ikke tro, at dette maatte være det moderneste af det moderne?

Og dog, hvor underlig gammeldags og afbleget er ikke desto mindre denne Bog! Hvor meget føles det ikke, at denne Kvinde, der skriver om en Kvinde, har staaet uden for Kvindebevægelsens Fremskridt, uden for Nutidskvindens hele Tænkemaade.

Det er, som om Bogen var skrevet for en Menneskealder tilbage, under Paavirkning af den Literatur, der den Gang fremblomstrede, og som med stor Ensidighed anviste Kvinden Plads udelukkende paa Erotikens Omraade. Ubevidst har Forfatterinden dog modtaget Indtryk af Nutidens Tænkemaade, Hvor dette viser sig, er det tydeligt, at hun mener kun at skylde sig selv denne Opfattelse.

Der er Talent i Bogen. Sproget er godt; Samtalerne som oftest naturlige.

Enkelte Scener, saaledes Frierens Optræden over for den jævne Hotelvært, er livligt og godt fremstillede. Ogsaa den gamle General i Aarhus er beskrevet med talentfuld Opfattelse, medens de øvrige optrædende Personligheder er saa betydningsløse og saa flovt skildrede, at man fristes til at antage, at de kun skal tjene som en flatterende Baggrund for Heltindens tvivlsomme Betydelighed. - Ruth Erlandsen plages af Livslede, som hun ikke søger at overvinde ved noget som helst Arbejde, medens hun stadig kun venter paa at kunne faa fat paa „Livet”, saaledes som hun opfatter det gennem Læsning af frivole Romaner.

Ved et Badested træffer hun den traditionelle Løjtnant, hvem hun fra først af foragter, men med hvem hun utrolig hurtigt indlader sig paa ensomme Stevnemøder, og hvis Kys og Kærtegn hun modtager med en Slags engleren Uskyldighed, der er forbløffende hos en saa dreven Romanlæserinde. Mærkeligt er det ogsaa, at dette kan foregaa, uden at det synes at vække Anstød blandt de øvrige Badegæster.

Sporten har maaske været ret underholdende for de paagældende, men for Bogens Læsere er det unægteligt hverken morsomt eller opbyggeligt at arbejde sig gennem de mange Kys og Kærtegn, de mange Gange han tager hende paa sit Skød, løfter hende paa sine Arme o. s. v. o. s. v.

De talrige ingenlunde fine erotiske Detailler fremkalder nærmest en kvalmende Uvilje, hos Læseren.

Alt dette er imidlertid efter Forfatterindens Mening „Livet”, skønt det intet Øjeblik er Meningen, at det skal føre til nogen livsvarig Forbindelse.

Efter Adskillelsen synes dog Løjtnanten, uforstaaeligt for Læseren, at Ruth er mere end andre unge Kvinder, hvorfor han beslutter sig til en regulær Forlovelse.

Denne sjældne Alvor og Højmodighed vækker Ruths Genkærlighed og en Forelskelse, der hidtil har slumret trods de mange Kys og Omfavnelser. - Ved et Besøg hos hans Familie i Aarhus fortsættes nu Kyssene o. s. v. i en saadan Grad, at det fører til natlige Sammenkomster, hvilket dog, højst heldigt, ikke bemærkes af nogen.

Ruths frie Anskuelser vækker alligevel Anstød i den „gammeldags” Familie, og da hun mærker, at hendes Løjtnant heller ikke „ser paa hende ganske som før,” hæver hun Forlovelsen, hvad han beredvilligt er parat til.

Dette er Indholdet af det første lange og udtværede Afsnit, og trods alle de mange højtstemte Ord er det dog saare vanskeligt at betragte Ruth Erlandsen som andet end en temmelig holdningsløs, for ikke at sige principløs, ung Pige. - Efter al den grimme og dagligdags Erotik spiller Forfatterinden endelig en Trumf ud. Ruth Erlandsen raser, fordi Elskeren mener at have forlokket hende. Han har intet været for hende, hun har kun elsket sin egen Kærlighedsfølelse! - Hun har handlet frit efter egen Tilskyndelse, uden Paavirkning fra hans Side.

Ved denne Opfattelse mener hun at have hævdet sin kvindelige Selvstændighed og Værdighed og at have stillet sig højt over almindelige Kvinders Standpunkt.

Hendes Livstrang udfyldes nu ved Opdagelsen af, at hun sidder inde med Forfattertalent.

Paa dette Stadium indleder hun saa en ny Forbindelse, gennemlever nogle hede Elskovsuger, meget detailleret beskrevne, uden mindste Følelse af Forholdets Mangel paa Etik. „Jeg elskede ikke Festen, fordi jeg havde Trang til at glemme mig selv, jeg nød den netop, fordi jeg hele Tiden havde mig selv i Behold” - nemlig i Forfattertalentet - „Det var knejsende Stolthed at slynges ind mod hinanden og sige: vi vil jo ikke - vi vil jo ikke; vi kan ikke andet.” Lidt Betænkelighed lader hun dog til at have haft, da hun udtaler, at hun fra først af følte „Fejghed over for „Livet”, jeg, der havde været udelukket saa længe.” -

Hvad er saa Resultatet af denne lange Bog med al den usunde og usande Erotik, saa usand, og i sine detaillerede Beskrivelser saa grim, at man maa bede enhver Moder paase, at den ikke falder i Hænderne paa hendes unge Døtre. Resultatet er den Opfattelse, at Kvinder ikke bør sidde vilje- og evneløse hen i Forventning om, at Erotiken skal fylde deres Liv. De maa ikke „med Hud og Haar gaa op i en enkelt Følelse, alene fordi de ikke har andet at bruge sig selv til, og derved stille sig selv i Afhængighedsforhold, og lade hele deres Livsindhold bero paa en anden.”

Ella Hancke mener aabenbart her at have fremført en ny og overlegen Tænkemaade, og hun har brugt et vidtløftigt og uskønt Apparat dertil.

Det var ikke nødvendigt! I 30 Aar har det været Kvindesagens Opgave at føre Kvinden frem til kraftig Selvfølelse og værdigt Selvansvar i Livet. Men deraf følger ikke, som Forfatterinden synes at mene, at Kvinden paa Kærlighedens Omraade skal lade sig nøje med kortvarig opblussende Erotik og let løste Forbindelser. Det er Forfatterindens Hovedmangel, at hun synes at være uden Forstaaelse af Kærlighedens Natur, og at hun ikke ved, at Erotik kun har ringe Værdi, naar den er mere end en underordnet Bestanddel af Kærlighed. Det er hendes store Fejl, at hun betragter Kærlighed mellem Mand og Kvinde som et Maal i sig selv, i Stedet for som et Middel til Livets Førelse.

Dette er det, som gør Ella Hanckes Bog saa overmaade umoralsk, og her imod er alle de mange Kys og de vovede Situationer kun for lidt at regne, om end Beskrivelsen af dem i sig selv indeholder en Fare for ubefæstede Naturer.

Kærlighed og Erotik er ikke „Livet”, men en mægtig Løftestang for begge Køn til retteligt at leve Livet. -

Kvinden maa have andet Livsindhold end Forventning om Kærlighedens Oplevelse.

Men „hvorfor maa der ikke ved Siden af ses frem til denne? Tror Frøken Hancke da, at ikke den unge Mands Tanker drejer sig om et lykkeligt Kærlighedsforhold? Tror hun, at ikke Mænd ser længselsfuldt frem til egen, kærlighedsfuld Hjemstavn?

Det hører med blandt Ungdommens naturligste og skønneste Drømme, - Kvindebevægelsen har netop gjort sig det til Opgave, at ogsaa Kvinden skal føle det nødvendigt, at hun før Drømmens Opfyldelse maa vinde Indhold og Selvstændighed for at kunne gøre sit Indskud i Forbindelsen og at kunne yde sin Hjælp til den fælles Livsgerning.

Det er naturligt at se frem til et saadant Fællesskab; men heldigvis medfører Arbejde sit eget Indhold og en Selvstændighed, der kan bære gennem Livet, selv om det skal laves uden den store Kærligheds Løftelse.

Hvor det er underligt i en Nutidsbog at se udslidte Floskler som: „Jeg finder, at det er uværdigere at leve sammen med en Mand, som man er gift med og ikke holder af, end i et frit Forhold med en anden, som man elsker.”

„Det kan aldrig være til Børnenes bedste at vokse op i et Hjem, hvor der er Splid mellem Forældrene.” - Det er saa let at sige, at man skal løbe fra hinanden, naar man ikke elsker længere, og gaa til en anden, som man elsker. Men hvad vil det sige at elske?

For Ruth Erlandsen synes det at være en saare kortvarig, og hurtig bortdunstende Følelse, den Elskov. Man skal altsaa skyndsomst ile fra den ene til den anden, fra den anden til den tredje o. s. v. o. s. v., og mener hun saa, at det er til Børnenes bedste, at Hjemmene er i en stadig Opløsning? Sagen er, at det umoralske ligger i, at der er Splid mellem Forældrene.

Jeg indser ikke, at dette er en Nødvendighed, selv om Forelskelse ikke binder dem sammen. - Forelskelsen var Indvielsen, der bærer dem ind i Forholdet; hvis den uheldigvis bortdunster, er der imidlertid traadt andre forpligtende Baand til; de adler og helliger Forholdet, naar de opfattes paa rette Maade. - Den ovenanførte noget forældede Floskel er ofte kun et Skalkeskjul, hvormed man dækker over Øjeblikkets Egoisme.

Forfatterinden gør Brug af en anden floskelagtig Sætning, der heldigvis nu heller ikke er helt moderne længere. Den førtes frem af Peter Nansen i hans „Guds Fred”,, og vandt saa betydelige Talsmænd som Hertuginden af Cajanello og senere Frøken Ellen Key. „Jeg har følt det samme, hver Gang jeg har staaet ved Sengen og set den unge Moder ligge fredsommeligt stille med sit første Barn ved Brystet. Fortvivlelsen tog mig - hvor ensom og ufrugtbar og ubetydelig blev jeg ikke ved Siden af hende, der ejede det eneste, Livet har at give af oprindeligt og virkelig oplevelsesværdigt.” Hvor underligt lyder et saadant Udbrud i en Bog, der andet Steds har gjort sig til Talsmand for, at en Kvinde skal forlade sine Børns Fader og opbryde sine Børns Hjem, blot fordi hendes erotiske Stemning har skiftet Genstand.

Dette med en Moder med sit Barn ved Brystet lyder jo godt nok, men er det ikke en lille bitte Smule sentimentalt? Hvis det skal være det eneste oplevelsesværdige for en Kvinde, saa stilles hun næsten i Plan med en trofast Høne, der samler sine Kyllinger under sine Vinger. Nej, en Moder omgivet af voksne, lykkelige og flinke Børn, det er et smukt og misundelsesværdigt Syn, der ved man, at baade Legeme og Sjæl og Arbejde har været sat ind paa Gerningen.- Den unge Moder med Barnet ved Brystet er endnu kun paa det naturlige, instinktive Standpunkt, hvor smukt og sødt et Syn hun end kan frembyde. - Livet er tredelt. Det er underligt at kalde dets Fremtidsforhold for det eneste oplevelsesværdige.

Mand og Kvinde har Forpligtelser mod deres Fortid i Skikkelse af dem, der fredede om deres Opvækst; de har Pligter mod Fremtiden i Skikkelse af deres egne eller andres Børn; men deres Liv maa ogsaa have nutidige Opgaver og personlige Interesser, for at Livet virkelig kan være oplevelsesværdigt. -

Der er ikke meget at lære af „Ruth Erlandsen”, og endnu mindre yder Bogen Nydelse, saa vist som man efterhaanden er blevet træt af at arbejde sig igennem alle de mange grimme erotiske Beskrivelser, som saa vel store som smaa Forfattere i de sidste Aartier har budt Læseverdenen.