Til Gutten min!
Det blaaeste Øje, den sødeste Mund,
Med Smil, som spejler din
Hjertegrund,
Kærlige Tanker og ømme Ord,
Ja tusinde Glæder du har for Mor,
Du Gutten min!
Aa kunde jeg kysse hver Taare fra
Kind
Og løse hver Sorg i dit vare Sind!
Skærme dit Liv med kærlig Arm Og gemme dig trygt ved min
Moderbarm
Du Gutten min!
Ja kunde jeg mildne din Graad og
Harm
Naar Livets Kamp gør dig saar og
arm!
Aa kunde de hjemlige Ord og Sange
Da hjælpe og løse de Knuder mange
For Gutten min!
Og vilde du bare ej glemme Mor,
Naar du blir voksen og klog og stor!
Altid hun længes og altid hun bér:
Dit Smil bli’ det sidste mit Øje ser,
Du Gutten min!
Skal ondt du lide og vildsom vanke,
Jeg holder dig fast i Bøn og Tanke!
Deler din Glæde og lider dit Savn
Og venter altid med aaben Favn
Paa Gutten min!
Ja fik jeg dig følge til sidste Stund
Og lukke med Kys dit Øje og Mund!
Verden er kold og Verden er stor;
Det blev saa ondt at dø for Mor
Fra Gutten sin!
(Efter Nordlyset).
