Arbejdets Fordeling.
Menneskeheden kan deles i to Parter, "Mændene" og "Kvinderne". Af disse har Mændene her i Livet overtaget alle de Pligter, der er behagelige, de, der skaffer Magt, Ære og Agtelse, samt alle de Rettigheder, der er behagelige uden at være for besværlige, derimod har de godhedsfuldt overladt til Kvinderne alle de Pligter, der er ubehagelige, de, hvis Opfyldelse sjælden ænses og endnu sjældnere paaskønnes, samt de Rettigheder, der er besværlige uden at være behagelige. Hvorfor det er saaledes? Ja det ved ingen. Ikke fordi Mændene er klogere, de er tværtimod dummere, thi naar man tænker sig, hvilken Tid og Bekostning deres Opdragelse i Reglen medfører, og man derefter betragter Udbyttet, da fremgaar deraf tydelig, at de virkelig trænger til en utrolig Bearbejdelse, inden de naar et nogenlunde tilfredsstillende Resultat. De har rimeligvis ved et eller andet heldigt Tilfælde faaet Overtaget, og saa har de siden beholdt det. Dernæst har de skrevet Love, hvori de sikrer sig selv Pladser i de lovgivende Forsamlinger, og udelukker Kvinderne; ja de har endog drevet det til at lade sig vælge til disse Forsamlinger af udelukkende Mænd. Saaledes synes deres Privilegier sikrede. Men dette er langtfra nok. Mændene vil ikke alene have Fordelingen af de menneskelige Goder saaledes, men de rinder det stridende mod alle guddommelige og menneskelige Love, at Kvinderne ikke er yderst tilfredse med denne Fordeling. Dette er Toppunktet.
Man kan ikke komme videre udenfor det absurde end at dele med sin Kammerat saaledes, at man selv faar det hele, dernæst at legalisere sin Egoisme og saa til sidst tvinge Modparten til at anse denne Ordning for fuldkommen retfærdig.
Af de Pligter, som Mændene har overtaget, er først og fremmest Pligten "at erhverve". Dette medfører fuldstændig Myndighed over "det erhvervede", nemlig Pengene, som aabner Adgang til alt i Livet. De Pligter, som væsentlig er overladt Kvinderne, er at sørge for de "erhvervende Mænds" legemlige Fornødenheder. Skattepligten tillader man Kvinderne at dele med sig, ligesaa Forpligtelsen til at holde de Love, Mændene har skrevet. Saa er der Værnepligten, som Naturen selv udelukker Kvinderne fra, idet de føder og ammer Børnene. Af selskabelige Pligter har Mændene to, "at konversere" og "at følge hjem"; det er dog tvivlsomt her, hvem Byrden falder tungest, den, der konverserer og følger hjem, eller den, der lader sig konversere og følge hjem.
Af Rettigheder har Mændene kommunal og politisk Valgret, Monopol paa alle aandelige og intellektuelle Beskæftigelser og al faglig Uddannelse, Ret til at gaa frit omkring uden at faa Plet paa deres Rygte, til at inklinere til Dans, til at fri til deres udvalgte, samt til sidst til at give sig Udseende af at være et fornuftigt Menneske uden at støde an mod god Tone. Kvinderne har af Rettigheder "at gaa først ind ad en Dør", at undgaa Optagning af en tabt Genstand, naar der er en Mandsperson til Stede, at sige nej til et Frieri samt at kaste sig i Vandet, naar hun er ked af det hele.
Saaledes har Forholdet mellem Kønnene været saa langt vor historiske Kundskab strækker sig, og baade Mænd og Kvinder har fundet det fuldkomment naturligt og rimeligt; har en enkelt været i Tvivl om Tingenes retfærdige Fordeling, har man Udtalelser af historiske Personer, der godtgør denne Fordeling fuldstændig. Hr. Paulus siger et eller andet Sted, at Kvinden skal være Manden underdanig, thi Manden er Kvindens Hoved. Hvor Hr. Paulus har det fra, ved jeg ikke, men da han lader til at være sikker i sin Sag, og det passer for Nutidens Mænd, har man øjeblikkelig annekteret det. Hr. Ploug siger ogsaa et eller andet Sted, at hvis Kvinden faa Valgret til "de fattiges Hjælpekasser", saa er vi inde paa en Glidebane, saa er hun forrykket fra den Plads, Biblen anviser hende, (med Biblen forstaas selvfølgelig Hr. Paulus Ord). Samme Profet formener ogsaa, at alle udvortes Kald er skadelige for Kvinden, det avler Ærgerrighed, Forfængelighed, Magtsyge osv. Man kan ikke give Kvinden Valgret, thi saa bliver hun draget ind i Partikampe; det vil være usundt for hendes Moral. Det er nemlig kun Hr. Ploug og lige, der kan gaa lutrede ud af saadanne Kampe, uden at være udsat for Forfængelighed og Magtsyge, uden at Poesiens sarte Blomst tilsmudses. En tredje Profet, Hr. Malermester Jensen, udtaler paa en Valgtribune i 1890, at Kvinden skal blive hjemme og passe Hus, Gryder og Børn, hun er ikke ligesom han (og Kolleger) skabt til at virke for de store Ideer og de store Idealer. Samme Hr. Jensen har senere sluttet sig til Kvindernes beskedne Virksomhed hjemme ved Gryderne, idet hans Kolleger, Mændene, godhedsfuldt har anvist ham denne Arena for fremtidig Virken.
Saaledes ser vi, at Mændene støtter sig til Profeternes Ord, til de Love, de selv har skrevet, til Vane og Traditioner og til syvende og sidst til Kvindernes egen Retfærdighedsfølelse, hvilken sidste de sjælden har appelleret forgæves til. Saalænge Kvinderne finder denne Samfundsorden tilfredsstillende, saa længe, de lytter til Profeternes Ord med stille Henrykkelse og mener det uforeneligt med sand Kvindeværdighed at være Menneske, saalænge, men kun saalænge vil denne retfærdige Samfundsorden vare. Derfor I Mænd, lyd mit Raad og sørg i Tide for nye Profeter, der kan tolke Sandhed og Retfærdighed for Spinnesiden, inden de trende gamle gaar til deres Fædre.
