Dannebrogs Valmuen
Erindring fra Sønderjylland.
Da jeg den første Sommer holdt Børneskole i Hvidding hos Jens Brorsens, blev jeg forbavset over at se den lille Blomsterhave foran mit Vindue aldeles fuld af store straalende Dannebrogsvalmuer; det var første Gang, jeg saa denne Blomst, og den fandtes i alle Blomsterbedene. Børnene plukkede dem og stak dem under Baandet paa deres Straahatte, saa de skinnede som store Kokarder; de smaa Piger satte dem i deres Livbælte; over Spejlet og over alle Billeder paa Væggen blev de anbragte; undertiden fandt jeg saaledes disse Blomster over alle Billederne i mit lille Værelse; det var Børnene, der pyntede op med dem. En Dag sagde jeg til Manden i Huset, at jeg aldrig havde set Dannebrogsvalmuer før der. „Nej,” sagde han, „det er ogsaa en Blomst, som kun findes her. Den har heller aldrig været her førend 1848. Men efter Slaget dernede ved Flensborg, da skete det, at den næste Sommer var hele Valpladsen oversaat med disse Blomster. Vi fik saa noget Frø dernede fra, og de findes nu allevegne her. Og nu da vi ikke mere maa hejse vort danske Flag; men alle vore Flagstænger ligger paa Loftet, til vi engang igen kan rejse dem, nu bruger vi disse kønne Blomster ligesom smaa Flag; thi,” tilføjede han, „det er nu den dejligste Blomst, jeg kender.”