Fra de sidste Maaneders Kamp for Kvindestemmeret i England

Til et af de mest bekendte Kvindesags blade i Tyskland ”Die Frauenbewegung” skriver Mrs Montifiore følgende om den første saa stærkt dadlede og senere saa højt priste Scene i Underhusets Forhal, som Stemmeretskvinderne i England foranledigede. Og da hun selve Sjælen deri, tør hendes Fremstilling deraf vistnok paaregne Interesse:

”Over 400 Medlemmer af de 600, der er i Underhuset, havde forinden de sidste Valg forpligtet sig til at give os Stemmeret. Men der var ikke den fjerneste Antydning til, at de virkelig vilde gøre noget for os. Vi samlede os derfor i en stor Skare i Westminster den 23.October, samme Dag, som Parlamentet aabnedes, og vi sendte en Deputation til Konseilspræsidenten med Anmodning om, at den Forhandling om Valgret som nu førtes maatte udvides, saaledes at den ogsaa omfattede Kvinders Valgret.”

”Da vi ikke fik noget tilfredsstillende Svar, besluttede vi at foranstalte en Demonstration i Underhusets Forhal for at henlede den offentlige Opmærksomhed paa den os viste Tilsidesættelse. Da vi naturligvis vidste, at vi vilde blive forhindrede heri, valgte vi som første Talere ved denne Demonstration Kvinder, der var i Besiddelse af Rang, Dannelse og høj Anseelse. Mellen disse var der den 73 aarige Mrs. Despard, som har helliget mange Aar af sit Liv til Arbejdet for Samfundets Vel; ligeledes Mrs Cobden-Umvin, Datter af den store Leder af Frihandelsbevægelsen, og Mrs Edith Martyn, der tog sin Doktorgrad ved Londons Universitet. Ogsaa jeg selv var med”.

Mrs. Montifiore skildrer nu, hvorledes man aftalte at en Kvinde-Taler skulde stige op paa en Stol og henvende sig til Forsamlingen. Saasnart Politiet havde fjernet denne første Taler skulde Nummer to staa op, derpaa Nummer tre og saa fremdeles.

Alt forløb programmæssigt. Hver af Talerne udførte sit Hverv, og ikke alene blev de revne ned af Stolen af Politiet, men de blev med Magt drevne ud paa Gaden. Mrs Montifiore skriver, at man rev hende om og bandt hendes Arme paa Hyggen og at baade hun og hendes Kammerater blev bragte til Politivagten, gaaende paa Gaden mellem to Politibetjente.

”Næste Dag stedtes vi elleve fængslede Kvinder for Politiregion i Westmininster” skriver Mrs Montifiore. ”Man spurgte os, om vi vilde betale 10 £ eller love at holde os neutrale i 6 Maaneder. Vi afslog alle det Alternativ og godkendte ikke Domnen overhovedet, hvorpaa vi blev dømte til 2 Maaneders Fængsel og behandlede som almindelige forbrydere”.

”Woman Social and Political Union” modtager store Gaver til sit Agitationsfond fra Kvindemøder, der nu daglig finder Sted. ved et saadant Møde gjorde det et stærkt Indtryk at de elleve fængslede

Kvinder havde sendt Korte Hilsner der blev læst op.

Saaledes skriver en af de fængslede Damer, Mrs Gobden Sanderson: ”Jeg er taknemmelig for at skulle udstaa disse to Maaneders Fængsel, thi jeg ved, at jeg derved vil gavne vore arme Søstre, der selv er ”blevne sløve under deres Lidelser”.

Miss Annie Kenney skriver: ”Det er tredje Gang at jeg lider under en ”liberal” Regerings Forfølgelse, fordi jeg kæmper for Arbejderskernes politiske Frihed for, at de derved kan muliggøre deres Selvforsvar under de bestaaende forhold. Maatte det lykkes dem at vinde den!”

Miss Dillington: ”Mennesker, der staar udenfor Lovene, maa være Oprørere, indtil denne Lovløshed er overvunden”.

Mrs Montifiore sendte sit bekendte Valgsprog:

”Kvinderne maa have Ret til at stemme paa de Love de skal lyde og paa de Skatter de skal yde.”

"Womens Social and Political Union" der havde ledet de forskellige Demonstrationer i det engelske Underhus er ikke vor Medforbundne i Alliancen. Den sendte en Delegeret til Kongressen i København nemlig Mrs Montifiore.

”National Union of Suffrage Societies^” er Navnet paa det Forbund som i England staar Alliancen. Præsidenten herfor er Mrs Millicent Fawcett (der ogsaa kalder sig: Mrs. Henry Fawcett) Lady Frances Balfour er Præsident for Central Society for Womens Suffrage.

Begge Præsidenter af sidstnævnte Selskaber udtaler stor Sympati med de fængslede Kvinder. Efterat Halvdelen af Fængselstiden var udstaaet blev imidlertid de fangne Kvinder frigivne.