Ret og Vrang.

Lærerinder.

Er der nogen, som synes, det gaar lidt smaat med Kvindesagen her hjemme, saa skal han se paa Lærerinderne.

Det er ikke saa forskrækkelig mange Aar siden_, at de var saadan et Slags feminine Væsener, der ikke blev ansete for rigtigt Kvindfolk. Mændene saa ikke paa dem med samme Øjne som paa andre Kvinder. Og Kvinderne betragtede dem som værende udenfor Spillet, - Spillet om en Mand.

De talte ikke med. For enten var de latterlige og højst uappetitlige, gamle Havgasser med Hornbriller paa Næsen og Spanskrør under Armen, Kappe paa Hovedet og Kjoler fra Begyndelsen af Aarhundredet ("Aprilsnarrene m. m."). Eller ogsaa var de fattige og fortrykte unge Skabninger, hvem Familiens Ruin i Forbindelse med en bedragerisk Kæreste eller noget andet fælt noget havde tvungen til at blive saadan en Slags Diakonisse, og som kun kunde udfries af deres nedværdigende Situation ved en fordomsfri Baron, en stolt Officer, en elsket Præst eller noget andet rart noget (talløse Dameromaner af mandlige og kvindelige Autores).

Under alle Omstændigheder var de Damer, der havde grebet Riset, da de tabte Roserne.

Nu om Stunder er Lærerinderne Blomsten af kvindelig Intelligens. De tager deres Examen med mange flere Points, end den artigste Seminarist drømmer om, og bliver kommunale Bestillingsmænd for et godt Ord. De stiftet Foreninger og Læseklubber, har deres egne Blade, betaler Skat, kæmper for Stemmeret og interpellerer Valgkandidater, hører Forelæsninger og er á jour med alt, hvad der udkommer, gaar paa Kafé, politiserer, ryger Tobak ....

De gifter sig rask væk, og der forlyder intet om, at deres Mænd er særlig fortvivlede, fordi Fruen tjener 14 - 1600 Kr. til fælles Bedste. Man hører intet om, at deres Hjem er særlig uordentlige, deres Børn mere uopdragne end Baldamebørn. . . man hører i det hele taget ikke andet end godt om dem. Fraregnet naturligvis et Par ældre, hovedrystende Borgerrepræsentanter, hvis Øjne Vorherre nok lukker, inden de faar altfor mange kvindelige Skændigheder at se. - og saa nogle flere unge Strindbergianere, der taber Cigaren ud af Mundvigerne i Forfærdelse over, at Søster Marie og Kusine Lotte har taget deres Examen, inden de endnu har faaet valgt deres Studium.

Alt dette er nu saare godt, og der er ingen Udsigt til, at det i Fremtiden skal blive ringere. Aarene, der kommer, vil finde Lærerinderne bestandig alvorligere og mere paaskønnede i deres Gærning, bestandig fastere i deres Frisind, bestandig dybere interesserede i offentlige Anliggender. Strindbergianeren gifter sig, naar det kommer til Stykket, hellere med en ung Pige, der tjener til at forære ham en Havannacigar en Gang imellem, end med én, der sætter det halve af hans Fortjeneste i Baltoiletter og desaarsag tvinger ham til at ryge Stinkadores.

Men siden vi er ved Balsalen - - Lærerinderne kunde gærne danse en Smule mere end de gør.

Jeg tror adskillige af dem har en Fornemmelse af, at naar de har overstaaet Examen og faaet Embede, saa er Dansen i Grunden under deres Værdighed, - saa har de danset af. De danser naturligvis - Gud bevares - i Ny og Næ og højhalset Kjole,

- saadan rent tilfældig med bare Hænder, naar en lystig Aften kulminerer i "en lille Svingom". Men saadan danser jo alle Mennesker.

Men jeg vil have dem til at danse, som andre, erhvervsløse, unge Piger danser. Og jeg vil have Dansen fortsat som et enkelt Udtrvk for Livsglæde og Ungdomsmod - for Ungdommens Ret til at nyde Livet i Øjeblikkets løsslupne Munterhed. Man danser paa Skøjter og til Skovs, paa Bal og i Brudeseng.

Og saa mener jeg, Lærerinderne forsømmer Dansen. De rigtige Lærerinder, - de, der slet ingen Betingelser har for at figurere i en Guvernanteroman, men har valgt deres Livsstilling, fordi de havde Lyst til den, eller den laa dem nærmest, - fordi de ikke gad drive og sætte hele deres Ungdom ind paa et Nummer i Mandfolkelotteriet - - fordi de vilde være selvstændige Mennesker og selv betale deres Balkjoler.

De unge Mandfolk danser med Ære og Ret, naar de forresten passer deres Ting - - hvorfor skulde de unge Kvindfolk ikke gøre det samme?

Jeg opfordrer Lærerinderne til at manifestere deres Ungdom i Dansen.

Og mens vi ser at faa fat paa de unge Piger, for hvem Dagen i Dag er Mindet om (og Hovedpinen efter) Dansen i Gaar - og Dagen i Morgen Forventningen om Dansen i Overmorgen, - mens vi faar fat i dem og putter dem rundt paa Kursus og Kontorer, i Værksteder og paa Fabriker - - lad os saa genne Lærerinderne ind i Dansen.

Ellers risikerer vi, at Salen staar tom, og det kunde aldrig gaa an. Dansen er Ungdommen, og Livet uden Ungdom var værre end Pestilens.