En Artikel sendt til Kvindestemmeretsbladet fra vore Venner i Holland
Om Kvindestemmeretssagen i Nederlandene.
Skønt vort Land ikke er stort og vor Politik ikke har nogen verdenshistorisk Betydning, tror vi Hollænderinder dog at kunne regne paa vore internationale Søstres Sympathie, naar vi fortæller, om hvorvidt vi ere trængt frem i vort Arbejde for at erhverve Borgerret for Kvinder i politisk Henseende.
Vore Læsere vil vist erindre, at Nederlandene har en Statsforfatning som udtrykkelig nægter Kvinderne Valgret. Ligeledes ved de sikkert, at ved Valget i 1905 afgik Ministeriet Kuyper, som særlig havde vist sit reaktionære Sindelag ligeoverfor Kvinderne, idet det lagde Hindringer i Vejen for at gifte Lærerinder kunde vedblive med deres Erhverv og helt forbød kvindelige Post- og Telegraphexpedienter at forblive i deres Stillinger. Den antiklerikale Opposition, som havde styrtet Dr. Kuyper, indgav nu en Fordring paa Stemmerettens Udvidelse gennem at udelade eller ialfald nedsætte Census, hvis Grænse dog var helt forskellig sat op af de forskellige Partier. To af Partierne havde Valgret for Kvinder paa deres Program, og det ene af disse havde endog faktisk sat Kvindevalgretten som en Hovedfordring i deres Forslag til Forfatningsrevisionen. Inden Valgene i Juni kom det radicale og en Fraktion af det liberale Parti til en Overenskomst, som gik ud paa, at man helt skulde stryge Fordringen om Census, idet man overlod Bestemmelsen om Valgrettens Grænse til den almindelige Lov. Denne saakaldte Blanko-Paragraph var uden al Tvivl et Fremskridt for Kvinderne men vilde dog gøre deres Borgerret afhængig af de Vilkaar, som de forhaandenværende Lovgivere maatte sætte. Nu skete det imidlertid, at dette Kompromis bragte de forbundne Antiklerikale Sejren, om man end hverken kunde kalde denne stor eller glimrende. Der dannedes et Koalitionskabinet, son ved selve sin Tilbliven forpligtedes til at bringe Forslag frem til en Revision af Forfatningen og deri optage Blanco-Stemmeretsparagraphen.
Det ringe Flertal af de Antiklerikales Regeringskoalition (52 af de 100 Folkerepræsentanter, naar man dertil regner Socialisterne) gjorde Ministeriets Bestaaen saavelsom dets Autoritet tvivlsom. Dets første Gerning var at udnævne en Statskommission, som fik den Opgave at forberede Forfatningens Revision, idet Kommissionen underkastede alle Bestemmelser (undtagen Reguleringen af Valgretten, som Regeringen forbeholdt sig selv) en Prøvelse; desuden skulde den indgive mulige Ændringsforslag. Da man i August 1905 offentliggjorde Navnene paa Medlemmerne af Kommissionen blev de deri ikke repræsenterede politiske Partier fortørnede over deres Udelukkelse. Intet Under, at vi Kvinder havde samme Følelse, og at vi i det alm. Aarsmøde af det nederlandske Forbund for Kvindestemmeret besluttede at danne en Komite, der formulerede Kvindernes Fordringer i Henseende hertil og sørgede for at gjøre disse bekjendte i de bestemmende Kredse. Denne Opgave blev gennemført, en dertil indkaldt Generalforsamling billigede Forslagene, og disse er senere blevne omtalte og bedømte efter videste Maalestok.
Kongeparrets aarlige Ophold i Hovedstaden gav Lejlighed til en Audients hos Dronningen d. 3die Maj 1906, ved hvilken Præsidenten for den nederlandske Kvindestemmerets Komite, Dr. Aletta Jacobs, samt Fru Rutgers-Hoitsema, Medlem af nævnte Komite, overrakte Hds. Majestæt en Brochure. Da Dr. Aletta Jacobs nævnede, at dette var første Gang, at den nederlandske Statsforfatning skulde underskrives af en Kvinde, og at hun derfor vilde bede Hds. Majestæt om ikke helt at lade Kvinderne ude af Betragtning, tog Dronningen venligst imod Skriftet og spurgte: ”Om dette nu ogsaa indeholdt Kvindernes samtlige Fordringer?” Herpaa svarede Dr. Jacobs bejaende og Dronningen lovede nu at vise Sagen sin Interesse.
Den følgende Dag gik Dr. Jacobs og Fru Rutgers-Hoitsema til Indenrigsministeren, som talte indgaaende med dem om Sagen. Da Dr. Aletta Jacobs nævnede den voksende Strømning til Gunst for Kvindernes Borgerret, der nu fandtes i alle politiske Partier, advarede han Damerne om ikke at spænde Forventningerne for højt. Dog lovede Ministeren at fremføre Kvindernes Ønsker med Hensyn til Revisionen af Forfatningen og han sluttede med en Anmodning om, at de vilde forelægge ham, hvilke Virkninger der var fremkomne i Amerika og Australien af at Kvinderne her havde Stemmeret. ”Dette vil være os let nok” tilføjede de to Damer, da de fortalte om Mødet med Ministeren, og vi har al Grund til at glade os over denne gode Begyndelse.
De Ændringer i Forfatningen, son nederlandske Kvinder tilstræber, er følgende:
”At Artikel 5 som tilsikrer alle Nederlændere en lige Udnævnelsesret til alle Statsembeder, maa faa et saadant Tillæg, at det sættes udenfor al Tvivl, at med ”Nederlændere” menes Kvinder ligesaa vel som Mænd. Dette vil for Eftertiden umuliggøre en kgl. Forordning af den Slags, som Ministeriet Kuyper udstedte for at drive Kvinderne ud af deres Erhverv.” ”Overalt hvor Statsforfatningen taler om Valgret eller Valgbarhed, skal Kvinder stilles lige med Mænd; og hvis man antager Blanco-Valgretsparagraphen, skal denne lyde saaledes: ”Loven bestemmer hvilke Mænd og Kvinder, der er valgberettigede og valgbare til den lovgivende Forsamling, paa hvilken Maade end Valgene maa finde Sted.”
Da man fordrer af de mandlige Indbyggere i Riget, at de bidrager til Forsvaret af dette, saa skal det staa Regeringen frit for at paalægge de kvindelige Indbyggere en Slags Statstjeneste for at ”sikre Rigets Uafhængighed og Forsvaret af dets Grænser.” (Att. 180). Vel ønsker vi hollandske Kvinder ikke at skulle gælde for Militarister, men naar Stemmeretten stilles afhængig af Militairtjenesten, saa vil vi paa vor Side erklære os beredte til at yde Statssamfundet vor Tjeneste i 1 eller 2 Aar.
Disse vore Ønsker som ere formulerede artikelmæssigt og forsynede ned indgaaende Begrundelser, er ikke alene tilsendte alle Folkerepræsentanter og forelagte Medlemmerne af førnævnte Statskommission til Forfatningsændringen, men ogsaa tilgængelige i alle boglader som Brochure.
Kundgørelsen af det nederlandske Kvindestemmeretsforbunds ønsker har haft de gode Følger at førnævnte Statskommission d. 4de Februar 1907 offentliggjorde sine Forslag til Forfatningsændringen. Til vor Glæde fandt vi at 6 af de 7 Medlemmer havde erklæret sig i Overensstemmelse med den Anskuelse, at det nu var tidssvarende ikke længer at forholde Kvinderne Valgbarhed, til at blive Parlamentsmedlemmer. Om Valgret taler Kommissionen ikke, da dens Standpunkt hertil ikke er bleven forlangt af Ministeriet. Det var derfor os en stor Skuffelse, da Ministeriet faldt. Alt er uvist i dette øjeblik - men man maa ikke opgive Haabet!
Det kunde maaske være paa sin Plads at tilføje, at netop paa Grund af den forestaaende Revision af Forfatningen var det de nederlandske Kvinder om at gøre at have den Internationale Kvindestemmerets Alliances Kongres samlet i Holland i Forsommeren 1908.
J. M.
International Secretair for Valgretsforbundet
