Fra Kvindebevægelsen i Italien
Da Undertegnede efter sin Hjemkomst fra Japan i Kv. Læseforening talte om de japanske Kvinders nuværende fortrykte og underordnede Stilling i Sammenligning med den Frihed og Agtelse de nød i de første Aarhundreder af vor Tidsregning, ja, langt op i den tidlige Middelalder, da tænkte ingen paa - og Foredragsholderen mindst - at der skulde dukke den ene Paralel op efter den anden til denne Tingenes Tilstand i selve Europas Stater.
Verdenskvindebevægelsen har ført med sig, at de forskellige Stater møder op med historiske Akter om Kvindernes fortidige Stilling. Og vi som i vor vaagne Iagttagelse af Nutiden dog ialfald har den Trøst, at vi er saa uendelig lykkeligere stillede end Kvinderne i Fortiden, vi se os denne Trøst berøvet i det ene Land efter det andet.
Da Forhandlingerne ved vor Kongres ifjor skete paa engelsk, der langt fra naaede ud til alle, tillader jeg mig at fremdrage nogle Punkter af Præsidentens Tale. Hun fortæller om Kvinderne i Italien, som i vor Tidsregnings første Aarhundreder nød en saa stor personlig Frihed og var berømte for deres Aand og for deres store Indflydelse. Derefter fulgte en Række Begrændsningernes Aar, da deres Ret var ringe og deres Privilegier faa, og historien kun havde lidt at sige om Italiens Kvinder. Atter i det tolvte og trettende Aarhundrede blomstrede en Vækkelses-Periode for Kvinderne, og en Løsnen, af de strammende Baand, hvori de efterhaanden var blevne bundne i hvad der syntes at skulle forblive et evigtvarende Formynderskab. De kunde studere ved Universiteterne og indtog ofte Hæderspladsen i de forskellige Fakulteter. Mange af dem blev berømte for deres Duelighed i Mathematik, Philosophi og andre Videnskaber. Men en Tordensky drog over Himlen, der pludselig skar al videre Fremadskriden over for Kvinderne, thi Fakultetet for Bolognas Universitet dekreterede i 1377:
“Og saasom Kvinden er ophavet til Synden, er Djævelens Redskab samt Aarsag til Mandens Forvisning fra Paradis, og saasom al Omgang med hende af disse Grunde omhyggeligt bør undgaaes, forbyder vi paa det strængeste og eftertrykkeligste at nogen skaffer en Kvinde Indpas i Collegiet, hvor hæderlig hun end ellers monne være. Om nogen skulde overtræde dette Forbud, skal han strengelig blive straffet.”
Dette Dekret foraarsagede ikke alene at Universitetet herefter udelukkede Kvinderne, men den Læresætning hvorpaa dette begrundedes, nemlig: Kvinden bar Ansvaret for at Synden kom i Verden samt ogsaa for dens Forbliven der, lukkede alle Universiteter for hende baade i Italien og i Spanien. Under denne Banlysning raaatte den ene Generations Kvinder efter den anden leve og dø i Uvidenhedens Mørke, hvor stor en Begavelse de end havde.
“Derfor hilse vi med særlig Glæde”, tilføjede Mrs. Chapman Catt, “den Oprejsningens Bølge for Kvinderne, der nylig er gaaet over Italien, det Land, hver denne tilintetgørende Theori først blev udtalt. Idet Kvinderne forlanger Borgernes Ret til Selvstyre, forlanger de kun hvad der forhen var i deres Forfædres Eje.”
Professor Teresa Labriola, Delegeret fra Italiens nationale Kvinde-Stemmeretsforbund ved Kongressen i Kbhvn 1906, fortalte os om hvor stærk en Interesse, der var vokset frem i Italien for Kvinders Stemmeret. “Den indirekte Aarsag dertil ligger i vort Lands almindelige Vilkaar,” siger hun.
Det passer sammen med hvad jeg sidst i Halvfemserne i Bern hørte fra den russiske Koloni af unge Kvinder, som studerede ved Universitetet. Alle som een vilde de drage til Rom for at fortsatte deres Studier. De mente at Roms Universitet overgik alle andre og navnlig ydede Kvinderne stor Støtte.
I 1888 gjordes et Forsøg paa at opnaa Stemmeret for Italiens Kvinder, dog uden Held, men først i December 1905 dannedes Komitéen for at give Kvinderne Impulsen til et aggressivt Arbejde for at opnaa Stemmeretten. I Milano opstod en Liga for at skaffe almindelig Stemmeret. Denne Liga indgav sin Petition sammen med flere Petitioner for Kvinders Stemmeret.
Skjøndt den nuværende Agitation for Kvindestemmeret er fremkommet sammen med Fordringen paa almindelig Stemmeret, er denne taget op af alle politiske Partier ja endog af et nyt katolsk Parti.
I 1906 havde Professor Beatrice Sacchi forlangt at faa sit Navn sat paa Valglisterne i Mantua, og den lokale Valgkomité gav efter for hendes ønske. Dette gav Anledning til et stort Røre i de juridiske Spørgsmaal for forskellige Under- og Overretter i Italien, Kassationsretten ikke at forglemme, der d. 4. December 1906 grundigt aflivede en saadan Mulighed under den bestaaende Lov.
Den 25. Februar 1907 kom under Behandling i Deputeretkammeret en Petition, der var indsendt af Anna Maria Mozzoni, hvori Kvinderne anmoder om at politisk og kommunal Stemmeret maa blive udvidet til ogsaa at omfatte dem. En Deputeret, Mirabelli, som ofte har stillet sig i Skranken i det italienske Parlament for Kvindernes Rettigheder, sagde, at Artikel 84 i Italiens Constitution godt kunde fortolkes derhen, at Kvinder fik Stemme til baade Stat og Kommune.
Ogsaa Lussati, der tilhører det yderste conservative Parti, talte for, at Kvinderne fik Stemme i offentlige Anliggender og fremhævede det Tab det skulde være for Staten om de fremdeles skulde udelukkes.
Efter en lang Debat blev det bestemt at den ønskede Reform blev refereret til Indenrigsministeren.
J. M.
Frøken Martina Kraniers, den dygtige Protokolfører fra Kongressens Dag og Udgiver af det internationale Kvindestemmeretsblad har haft den Elskværdighed at tillade vort Blad et gøre Uddrag af ovenstaaende Artikel. (Jus Suffragii).
Vi har benyttet os heraf i dsn sidste Del af ovenstaaende Artikel. Ligeledes meddeles herved at: Artiklen om Holland i Kvindestemmeretsbladets No. 5 er forfattet af Martina Kramers.
“Jus Suffragii” kan fremdeles erholdes imod at indbetale 5 Kroner paa Postkontoret til: Mejouffrouw Martina Kramers 92. Kruiskade, Rotterdam, som ogsaa Kvindestemmeretsbladets Redaktion, Fru Münter Bredgade 34, vil være Mellemmand herfor. Da Jus Suffragii er det Organ gennem hvilket vor Internationale Præsident, Mrs. Chapman Catt, sender sine Meddelelser ud til Forbundene, og det samme Blad giver Underretning om Valgretsarbejdet i alle i Alliancen staaende Lande, kan vi ikke noksom anbefale dette til alle stemmeretsinteresserede Kvinder, der læser det engelske Sprog.
J. M.