Den Internationale Kvindestemmerets Alliance
Vi har tidligere medtaget en Stemmeseddel for at det Danske Valgretsforbund skulde besvare følgende Spørgsmaal:
1) Vil Midten af Juni (1908) være en heldig valgt Tid for Amsterdam Mødet?
Herpaa stemmer: England, Tyskland, Danmark, Kanada, Forenede Stater, Ungarn, Sverrig, Holland og Rusland "Ja".
Norge stemmer "Nej" og foretrækker en senere Tid paa Anret. Selv om Italien og Australien begge svarer nej, stemmer Majoriteten - ni Lande - for at holde Mødet midt i Juni Maaned.
Hele Fællesbestyrelsen for Alliancen stemmer "ja".
2) Skal Finland optages i Alliancen gennem "Kvinnosaksförbundet Unionen"?
Herpaa stemmer: England, Tyskland, Danmark, Kanada, Forenede Stater, Ungarn, Sverrig, Holland, Norge og Rusland - ti Lande - "ja."
Rusland skriver endvidere: Vor Central-Comité ønsker, at Finland bliver optaget i Alliancen gennem "Unionen".
Hele Fællesbestyrelsen for Alliancen stemmer "ja".
Mrs. Chapman Catt skriver derfor til Unionen og ønsker den velkommen i Alliancen.
En Stemmeseddel er atter udsendt til Landene, thi et nyt Kvindestemmerets Forbund har dannet sig i Haag den 27. Februar 1907. Det kalder sig: "Nederlandische Band voor Vrouenkiesrecht" og anmoder Alliancen om at blive direkte optaget i denne. Da Constitutionen ikke fyldestgørende afviser at mere end ét Forbund optages fra samme Land, skal de Nationale Kvindestemmerets Forbund stemme om, hvorvidt et saadant Præcedents tør sættes. Flere Blade berører allerede Spørgsmaalet. Afstemningen ventes ikke sluttet før 1. August.
Johanne Münter, International Sekretær for Danske Foreningers Kvindevalgretsforbund.