Kvinderne og Havebruget.
I en Artikel i nærværende Blad for 1. Januar har Bladets Redaktør paavist, hvilken overordentlig stor Betydning det vilde have for Opnaaelsen af et tilstrækkeligt Udbytte af vor Jord, at Havebruget Landet over blev sat i System, og hvilken Arbejdsmark der derved vilde aabne sig for Kvinderne.
Heri er jeg enig med den ærede Redaktør, og jeg tror endogsaa, at det vil være særlig heldigt for Landbokvinderne at tage fat paa Havebruget frem for paa noget andet Erhverv, fordi de, naar de har lært Havebrug, selv om de bliver gifte, ikke behøver at lægge deres faglige Virksomhed til Side, hvilket vistnok ellers ofte kan blive nødvendigt. Ved de fleste Hjem paa Landet findes jo en Have, og de gifte Kvinder vil derfor lige saa godt som de ugifte kunne have Nytte af de Fagkundskaber, de har erhvervet sig paa Havebrugets Omraade.
Foruden Frembringelsen af Haveprodukterne er der imidlertid en anden Side af Havevæsenet, hvorpaa jeg gærne vil henlede Opmærksomheden, som især vedrører Kvinderne i deres Egenskab af Husmødre, og det er Forbruget af Produkterne. Det er en Kendsgærning, at Havesager (Grøntsager), tillavet paa rette Maade, afgiver et baade sundt og billigt Næringsmiddel; men denne Kendsgærning lades alt for ofte upaaagtet.
Forbruget af Grøntsager her i Landet er sammenlignet med Forbruget i andre Lande overordentlig lille. Den eneste Havevæxt, vore Husmødre kan siges rigtig at have kastet deres Kærlighed paa, er Kartofler. Den benyttes tidlig og sildig baade i Tide og Utide, og dog er dens Næringsværdi kun ringe i Sammenligning med andre Havevæxters. Bønner og Løg har f. Ex. større Næringsværdi. Løgenes skal endog være lige saa stor som Kødets.
At Grøntsager afgiver et sundt Næringsmiddel og for de fleste Mennesker er i Stand til at gøre et Maaltid mere velsmagende, er let paaviseligt; men dog benyttes de kun lidt. En engelsk Læge undrede sig engang over, hvorfor Folk her til Lands mistede deres Tænder i saa tidlig en Alder og spurgte derfor, hvad vi da spiste. Efter at have faaet dette at vide, udbrød han: "Ja, men naar I holder saa meget af saltede og røgede Varer, hvorfor bruger I saa ikke dertil rigeligt med Grøntsager, som dog er velsmagende og let kan forskaffes, i Stedet for at ødelægge Eders Helbred?" Ja, hvorfor gør vi ikke det? - Den Levevis, hvorved man sætter sit Helbred overstyr, skulde man mene, det maatte være i enhvers egen velforstaaede Interesse saa hurtig som muligt at komme bort fra.
Grøntsager er tillige et billigt Næringsmiddel og ved Brugen deraf kan der spares overordentlig meget i en Husholdning. Dette er erkendt i andre Lande som f. Ex. Tyskland og Frankrig, hvor Grøntsagerne ofte udgør den væsentligste Del af de mindre Bemidledes Maaltider. Hos os derimod nøjes man med at klage over, at det er saa dyrt at leve, men man søger ikke ved et større Forbrug af Grøntsager at forandre sin Levemaade saaledes, at den kan blive billigere. Man erkender i Teori, men ikke i Praxis, at den Skilling, der er sparet, er lige saa god som den, der er fortjent.
Nu ved jeg vel, at der er dem, der paastaar, at vort Forbrug af Grøntsager er saa lille, fordi vort Land ligger saa højt imod Nord. Erfaringen viser, siges der, at jo højere man kommer mod Nord, desto mindre bliver Forbruget af Grøntsager, og det er, fordi der fordres mere nærende Kost jo koldere Klimaet er. At vort Forbrug af Grøntsager er lille, og at vort Land ligger nordligere end Tyskland og Frankrig, er rigtigt nok; men deraf følger dog ikke uden videre, at vort Forbrug af Grøntsager ikke kan og bør betydelig forøges. Er vore Somre end ikke saa varme, saa er vore Vintre til Gengæld ikke saa kolde som Tysklands, saa det turde dog være tvivlsomt, om det er Klimaet, der bærer Skylden for vort ringe Forbrug af Grøntsager. Vort overordentlig store Forbrug af Kartofler synes heller ikke at tyde paa, at det er Trangen til mere nærende Kost, der udelukker Forbruget af andre Havesager, eftersom flere af disse, som foran anført, har større Næringsværdi end Kartoflerne.
Grunden til vort ringe Forbrug af Grøntsager maa vistnok søges andre Steder, og jeg er tilbøjelig til at antage, at den nærmest maa søges deri, at vi danske er et konservativt Folkefærd, hvem det koster stor Overvindelse at give slip paa det gamle tilvante og tage fat paa noget nyt. Hvad man en Gang er bleven vant til, det holder man sig til, enten det saa er godt eller daarligt. Det har saaledes ofte undret mig, hvor vanskeligt det kan være her i Landet at faa indført en ny Sort Grøntsager, selv om den er mange Gange bedre end de gamle kendte Sorter. Som et Exempel herpaa skal jeg blot nævne en Vare som Rødbeder, der jo er almindelig bekendt og bruges i næsten enhver Husholdning. At nu de runde, ægyptiske Rødbeder er langt finere i Kødet, mere velsmagende og af en smukkere Farve end de lange Sorter, er ubestrideligt, men ikke destomindre er de i København næsten usælgelige. Forbrugerne vil kun have de gamle, grovere Sorter, som de kender. Paa at forsøge de nyere indlader de sig ikke. Men gaar det saaledes med Valget af Varerne, er det vel heller ikke urimeligt at antage, at det gaar akkurat paa samme Maade med Forbruget af Varerne.
Skal det nu paa dette Omraade blive bedre, da er det Kvinderne, der maa tage fat og indføre Forbedringerne. Det er dem, der maa sørge for, at der kan frembringes ordentlige Produkter i alle de Haver, der rundt omkring paa Landet henligger til saa godt som ingen Nytte, og det er dem, der maa sørge for, at de frembragte Produkter benyttes i Husholdningen i den Grad, de som et sundt og billigt Næringsmiddel fortjener. Derfor anmoder jeg om Plads i Kvindebladet "Hvad vi vil" for ovenstaaende. Tiden faar saa vise, hvad Kvinderne kan og vil udrette i den Henseende.
