Værgeraadet
I Foraaret 1905 udkom Lov om offentlig Forsorg for vanartede og vanrøgtede Børn. Loven har saaledes nu virket i 2 Aar, og i Hovedtrækkene kan dens Virkemaade oversees. En Rigsdagsmand sagde ved dens Behandling i Rigsdagen: "Denne Lov har været som en Oase for os alle under den møjsommelige Ørkenvandring med al dens politiske Kævl. Thi under Forhandlingerne om den græssede alle Partier fredeligt sammen besjælede af Ønsket om at bringe det bedst mulige ud af Sagen." Under denne lykkelige Stjerne er Arbejdet hidtil gaaet. Det er naaet at holde alle kirkelige og politiske Parti-Hensyn ude, og alle medvirkende Kræfter har med god Villie givet sig i Lag med Arbejdet. Det er en Ejendommelighed for Udviklingen her i Landet, at Loven væsentlig bygger paa den private Foretagsomhed, det private Initiativ. Næsten Halvdelen af Arbejdet mod Børns Anbringelse i Plejehjem har kunnet overlades de statsunderstøttede private Foreninger. Der skænkes stadig og stigende store Gaver i Kapitaler og faste Ejendomme til Børnehjem, Vuggestuer og deslige. Julekollekterne til Børnesagens Fremme gav i Julen 1906 tre Gange saa meget som Julekollekterne i 1908 og 1904. Og Børnehjælpsdage florerer jo rundt om i Landet.
En anden Ejendommelighed er Kvinders stærke Modvirkning. Ifølge Loven skal der i hvert Værgeraad - ét Værgeraad for hver Kommune - indvælges én Kvinde; i mange Værgeraad er det Medlem, der skal indvælges af Kommunens Lærerpersonale, en Lærerinde, saaledes at der mange Steder findes 2 Kvinder i Værgeraadet. En kjøbenhavnsk Værgeraadsformand sagde en Dag til mig: "Mine Mandfolk maa De saamæn gerne have, naar jeg blot maa beholde mine 2 Damer. Det er dem, som gør Nytte ved at undersøge Hjemmene og tale med Forældrene." Ogsaa som Tilsynsværger bruges Kvinder i stort Omfang.
Her i dette lille Land er Loven allerede kommet Tusinder af vanrøgtede og vanartede Børn til Gode.
L. C. Brun, Overretsassessor,
Formand for Overværgeraadet,
Samt Formand og Overinspektør for Landets Opdragelses-Anstalter og børnehjem.