Sat paa Prøve

Af Oreola William Haskell. Frit oversat af Johanne Münter.

Personerne:

Fru Helene Strøm, Formand for Fremskridtsklubhen.

Frøken Margrete Strøm. Sekretær for samme.

Bedstemoer Klem.

Frøken Lydia Teck, Kvinde-Vælger fra Colorado, en af de fire Stater i Amerika, hvor Kvinderne har politisk Stemmeret.

Fru Augusta From.

Frøken Edith From.

Fru Lætitia Rasmussen, on Anti-Stemmeretskvinde.

Frøken Sallie Giddy.

Herr Charles Kutter.

Frøken Palmer, Skolelærerinde.

Maren Blyth.

Lise, Stuepige.

Medlemmer af Fremskridtsklubben.

Herr Ernst Lassen.

Diakon Olde.

Herr Adolph From.

Herr Henrik Rasmussen.

Peter Glob.

Fru Helene Strøms Hjem udenfor Huntington.

Dagligstue. Tidlig Aften. (Lise kommer ind.)

Lise: Aa, kan man nu ikke bli syg af at være i denne Familie. Her er Penge i Massevis, saa de kunde klæe dem i Silke og Fløjel, om de gad og gaa til Baller, saa mejet de lystede. Istedetfor holder de Møder hele Tiden. Først ha de Møder for Sundhed og Hygiein. Saa ha de Møder for fortabte Kvinders Frelse. De æ skam ingen Spas aa lure ved Nøglehullerne. Og saa mange Breve der kommer. Ih, de æ skam ikke Umagen værd at lukke dem op. Ikke er der det bitterste Kæresteri eller Morskab i dem. Man skulde tro, Klæerne voksede fast paa Fruen og Frøknen, altid ha de omtrent samme Klæer paa. Og jeg som kom fra Giddys, hvor de altid snakkede om Klæer og saa ud som Modejournaler. Va de ikke for den goe Løns Skyld og for min Opdragelses Skyld, saa vilde jej skifte.

(Margrete Strøm kommer ind.)

Margrete: Hør Lise, er alting i Orden til Fremskridtsklubbens Møde? Er der Breve til mig?

Lise: Ja, Frøken. (Hun tager Brevene op af Lommen og giver dem til Margrete.)

Margrete: Postbudet kom her for 1 Time siden. Vær saa god at aflevere Brevene saasnart han kommer. De to Breve, jeg fik igaar, saa ud, som om de havde været aabnede?

Lise (hurtigt): Det maa ha væet Kokkepigen. Hun venter et Brev hjemmefra, og hun kan ikke læse, aa saa aabner hun jo alle Brevene for aa se, om der æ noet til hinne.

Margrete: Bild mig ikke saadant Snak ind, Lise. Jeg giver baade dig og Kokkepigen en Advarsel, at I hører op med denne Fingereren af vore Breve.

(Lise surmuler og slaar med Nakken. Margrete aabner sine Breve. Lise sætter et Bord frem til Formanden for Fremskridtsklubben og slænger en lille Hammer hen paa det. Lægger Blyant og Bog til Sekretæren. Rykker støjende Stolene paa Plads.)

Margrete: Lise, Du er altfor ivrig. Løb op og sig til Fruen, at hun maa begynde at klæde sig paa til Mødet. Hun tager sig en Middagslur. (Lise gaar. Margrete aabner et af Brevene.) Margrete: Dette er fra Lassen. Gjorde vi da ikke alting op iaftes? Hvad kan han da finde paa at sige end mere? (Læser op af Brevet.)

Min kæreste Margrete!

"Jeg kan ikke tage Deres Afslag som Deres sidste Ord. Heller end at opgive Haabet om at vinde Deres Kærlighed, vil jeg forsøge ethvert Middel, der maatte staa mig til Raadighed. Nej, kæreste - lad os afgøre vor Uenighed paa en praktisk Maade. De siger, at en Kvinde, for at kunne gøre et virksomt Arbejde - det være sig i Reformer eller i philanthropisk Retning - maa have samme politiske Magt som Manden. Jeg siger derimod, at Kvindens personlige Indflydelse paa Manden er den største Magt af alle og den eneste Magt, som Kvinden behøver. En Kvinde kan faa alt i Verden, hvad hun forlanger, naar hun blot simpelthen siger det til Manden, forudsat, at det, hun vil, er fornuftigt. Mon lad os lade det komme an paa en Prøve. Lad mig overbevise Dem om Deres Vildfarelse fra vore praktiske Hverdags-Erfaringer. Vil De forsøge denne Prøve sammen med mig?

Deres hengivne og ærbødige

Ernst Lassen."

Margrete: Jeg maa indrømme, det er virkelig ingen daarlig Idé. Ernst Lassen vilde være en udmærket Mand, naar han bare ikke havde disse antidiluvianske Begreber om Kvinden. Jeg er dog bange for, at han til Trods for sin taagede Gammeldagshed har sat mit Hjertes Strenge i Bevægelse. Men jeg tager ham aldrig, aldrig. Ialfald ikke før han faar de rette Idéer Den bedste Maade at omvende sin Mand paa, er at gøre det, før man gifter sig med ham.

(Lise kommer.)

Lise: Fru Strøm siger, at hun netop har revet sig ud af Morfines Arme og straks kommer ned.

Margrete (leende): Aa Lise, sig dog hellere "Morpheus". Bliv ikke altfor moderne i dine Citater. Der er nogen, der ringer. Nogle Medlemmer kommer altid før Tiden.

(Lise er ifærd med at gaa ud, da Peter kommer ind med et Kort paa en Bakke. Peter og Lise gør Mine til hinanden.)

Margrete (læser Kortet): Det er jo Ernst Lassen. Vis den Herre ind, Peter. (Peter og Lise gaar ud med hoffærdig Mine.)

Margrete: Saa Prøven skal alt begynde idag? Nu vel, jeg er rede til Kampen. (Lassen kommer.)

Lassen (ivrig). Jeg er glad over, Margrete, at jeg træffer Dem alene.

Margrete (malicieust): Min Moder sendte mig lige Bud, at hun straks kom ned. Vi skal holde Møde

for -

Lassen: Naa, det er jo et Held. Men før Klanerne samles, saa lad mig sige et Ord. Fik De mit Brev?

Margrete: Ja, jeg fik. Jeg har netop spekuleret over det. Jeg beder om at maatte underrette Eders Majestæt om, at jeg vil lade mig indskrive paa Listerne men med en skadefro Glæde og en hemmelig Vished om at vinde Sejren. Bered Dem paa at blive overvunden, O, I Ridder for det udslidte og uforstandige.

Lassen: Aa - Det vil ikke lykkes Dem at bevise det mindste. Alvorlig talt, Margrete, I kender jo dog selv den store Magt, som I Kvinder har over os Mænd. Hvordan skulde vi vel have Hjerte til at blive andet end eders loyale Hjælpere i hvad Ret og billigt er?

Margrete: Ja, det kender jeg. Alt, hvad vi nydelige smaa Kvinder har at gøre, er at sidde ved Kaminen med vort Broderi, at slaa vore elskelige Øjne op mod eder og hæve vore sølvklare Stemmer til en overbevisende Tale - for at faa alt i Verden, hvad vi begærer.

Lassen: Kvinderne skal ikke altid sidde i Kaminkrogen. De skal selv have Ret til at indgive Petitioner om offentlige Sager, som angaar dem selv, men jeg paastaar ganske vist, at dette i Forening med eders vidunderlige Evne til personlig at paavirke os Mænd er alt, hvad I behøver. Men lad det nu komme an paa en ærlig Prøve. Og hvad saa end Udfaldet bliver, kære Margrete, saa skal og bør det tilsidst forene os, De har jo sagt, at De elsker mig? (Tager hendes Haand.)

Margrete (trækker Haanden til sig): Jeg sagde, at jeg maaske kunde komme til at elske Dem. Man véd aldrig, hvad man kan, før man har prøvet derpaa. Men hør - for at tale om noget andet - kan De gætte, hvem der besøgte mig imorges?

Lassen: Det opgiver jeg, før jeg prøver derpaa. Den halve By kan jo have været her.

Margrete: Mabel Pehrson, og hun vil have mig til at hjælpe sig med at samle Stemmer for hendes Fader? Jeg sagde hende, at jeg vilde det. Skulde ikke John Pehrson være en udmærket Borgmester for vor By ? Han er saa honnet og saa dygtig.

Lassen: Han har ikke den fjerneste Udsigt til at faa Stillingen. Sandrup har sine bestemte Planer dermed, og Majoriteten støtter ham.

Margrete: Naturligvis vil alle Fabrikarbejderne som Sandrup vil. Men de bedste Mænd her i Byen vil ikke gøre det, det er jeg vis paa, og jeg kan faa alle mine Venner til at støtte Pehrson. Enhver indrømmer, at han er den bedste af dem, der søger. Ernst - De stemmer jo nok paa ham, gør De ikke?

Lassen: Det vilde ikke gaa an, Margrete; vel indrømmer jeg, at han er den bedste af dem, som Valget staar imellem, men jeg er nødt til at holde mig til mit Parti.

Margrete: Henrik Sandrup er vis paa sit Valg ogsaa uden Deres Stemme, saa slip dog Deres Parti for én Gangs Skyld. For min Skyld - om ikke for nogen anden Grund - saa vær nu god og stem, som jeg ønsker.

Lassen: Om jeg gjorde det for nogens Skyld, saa gjorde jeg det for Deres.

Margrete: Det vilde gøre mig saa lykkelig.

Lassen: Min Stemme vilde hverken gøre fra eller til. Desuden er der noget, der hedder Taknemmelighed. Og Sandrup skaffede min Broder en Sagførerstilling.

Margrete (leende): Aa, min stakkels "personlige Indflydelse", som De fortalte mig skulde udvirke saadanne Undere. Den svigter mig den første Gang, jeg prøver den. Jeg indser nu, hvad I Mænd mener med "den indirekte Indflydelse"; det er ikke, at en Kvinde faar sin Mand til at gøre, hvad hun vil, men at hun bruger den til at faa ham til at gøre akkurat, hvad han selv alligevel vilde gøre.

Lassen: Nej, paa ingen Maade. De maa ikke tro, at jeg vilde afslaa alle Deres Anmodninger, fordi jeg afslaar Dem denne ene.

Margrete: Men tænk dog, saa usikkert det er for mig. Hvordan skal jeg vel kunne vide, hvilken De vil afslaa?

Lassen (vred): De er dog saa fortvivlende - (Fru Strøm kommer ind med et Brev i sin Haand.)

Fru Strøm: Margrete, Diakon Olde kommer her for at tale ved Klubmødet i Aften. Hans Emne er "Kvindernes Indflydelse"; jeg var saa ubesindig sidste Maaned at sige ham, at han kunde komme naar som helst og blot melde sig. Fru Marx fortæller mig nu, at han er i heftig Opposition til vort Andragende. Jeg er saa ked deraf.

Lassen: Hvilket Andragende?

Fru Strøm: Læser De da aldrig Aviser? Der gaar jo ikke en Dag, uden at vi har noget i om Petitionen.

Lassen: Naturligvis er det puttet ind i Kvinde-Rubrikken mellem "Moder fra Paris" og "Opskrift paa stuvede Kastanier".

Fru Strøm: Jeg maa tilstaa, for det meste staar vore Annoncer i et Hjørne. Seer De, vor Klub, Fremskridtsklubben, har sat en Petition op, der er undertegnet af alle skatteydende Kvinder og Mænd. Den protesterer imod at have Spillebulen "Dodds Kælder" aaben. Der er en Lov for vor By, som, hvis den blot blev sat i Kraft, vilde befri os for denne Skændsel. Og den gamle Diakon Olde kommer for at tale derimod.

Margrete: Vær forsigtig Moder. Diakon Olde og Lassen er beslægtede Sjæle.

Lassen: Det gamle, middelalderlige Relikvie! Hvad kan jeg have fælles med ham?

Margrete: For det første Deres egne middelalderlige Ideer om Kvinden.

Lassen: Det kan godt være, han har Ret i Kvindespørgsmaalet. Jeg har ikke hørt ham tale derom.

Fru Strøm: Saa bliv og hør ham nu.

Lassen: Det kunde maaske lade sig gøre.

Fru Strøm: Jeg maa i Telefonen advare Fru Marx og sige hende, at Diakonen optræder paa Scenen. I to maa ikke lytte. Jeg er bange, jeg bruger stærke Ord. (Fru Strøm gaar.)

Lassen: Det er nu alligevel ikke fornuftigt at fordømme mig, fordi jeg ikke opgiver min Mening for at behage Dem

Margrete: Og det er ufornuftigt af Dem at vente, at jeg skulde tro, at jeg kunde faa alt, hvad jeg ønskede i Livet, blot afhængende af min Duelighed til at influere det stærke Køn. I mit Hjerte tror jeg dog, De har Ret i at holde paa Deres egen Mening og ikke opgive den for nogen Kvinde, hvor kær hun end maatte være Dem.

Lassen: Alligevel Margrete, kunde jeg ikke andet end give efter for Deres Indflydelse, om jeg syntes, Deres Grunde var tilstrækkelig gode. Men det gør jeg ikke.

Margrete: Formodentlig vil vi altid være af forskellige Anskuelser om, hvad der er fornuftigt. Hvor det dog er bekvemt for Dem at sige saa mange kønne Ord og slippe saa billigt derfra.

Lassen: De er uretfærdig mod mig.

Margrete: Nuvel jeg føler mig haardhjertet mod eders Køn idag og med god Grund. Er jeg ikke gaaet fra Dør til Dør og har ventet i timevis i støvede Kontorer, og er jeg ikke blevet raadet og formanet og har maattet putte alle mulige Spydigheder i Lommen.

Lassen: Men hvad har De da haft for?

Margrete: Jeg har været rundt med Petitionen, som Moder talte om. Med Deres Ord, jeg har udøvet min Ret til at ville indgive en offentlig Petition. Atten af de mest betydelige Forretningsfolk her i Byen havde Lejlighed til at sætte deres Navn under Petitionen, Mænd, der er ridderlige Hjælpere for Kvinderne i denne By.

Lassen: Og? -

Margrete: Een eneste gjorde det. Dodds Spillehule lader til at være populær hos den alvorlige Del af Kommunen, endskønt jeg ofte nok ser dens Sønner komme ravende hjem derfra.

Lassen: Men de gav vel Grunde, vil jeg antage -

(Fortsættes )