Hvilken Rolle spiller Kærlighed og Ægteskab i denne Verden?

Mrs. Charlotte Perkins Gilman, der er berømt for sin spidse og rammende Pen og sit ejendommelige Syn, spørger i "The New Yorks Independent" 15. August: "Er Cupido en konventionel Ide? Er vi betagne af en overdreven Tilbedelse af denne lille blinde Gud?"

Mrs. Gilman fortsætter: "Naar unge Mennesker gribes af den første Kærlighed, sættes hele Universet ud af sine Fuger for dem, og de vil hurtigt svare "Ja" hertil. Og mange ældre Folk med en anden, tredje eller maaske en fjerde Oplevelse i denne Henseende vil netop ved at tænke paa, til hvilke Taabeligheder denne ømme Tilbedelse har tilskyndet dem, straks være enige med de unge - saalænge Anfaldet varer."

"Men disse unge Folk, der er gifte og bosatte, og disse ældre Folk, der møjsommeligt har opnaaet Skilsmisse og sejrsglade er omgiftede, de finder alle, at "Livet er mange Aar langt" og at "det ledes af mer end en Impuls."

Mrs. Gilman fremhæver nu George Washington, som satte Fædrelandskærligheden, Pligtfølelsen, det personlige Venskab og en ædel Ærgerrighed over hin ømme Tilbedelse.

Hun fremhæver, at vor Bestemmelse som menneskelige Væsener er den, at vi skal have andre Faktorer til at løfte os end Dyrene, at vi - modsat hine - ejer en hel Scala af menneskelige Følelser, som gensidigt paavirker hinanden, og dette mere og mere, som Tiderne skride. Vi ledes af Ærgerrighed i en frygtelig Grad, vi trækkes rundt paa Jorden drevne af Rejse-Lidenskaben, og vi smedes grundigt til vor Klode i uundgaaelig Undergivenhed af den øconomiske Nødvendighed.

En videnskabelig Forskertrang tvinger os fremad, Traditionens Jernbøjler holder os tilbage. Religionen fører os opad og oplyser os - undertiden! Videnskabelig Opdragelse gør mere til at føre Menneskeheden fremad i et Aarhundrede, end hvad Hr. Cupido gør i et Aartusinde.

"Forelskelse er ikke tilstrækkelig!" udbryder Mrs. Perkins Gilman. "Det er ikke længer sandt, om det ellers nogensinde var det, at den lykkelige Elsker, som kommer i Besiddelse af sin elskede Genstand, ikke bryder sig om, om saa hele Verden forgik! Nej, - Verden er Midtpunktet; at kende den, at elske den, at tjene den viist og ædelt, det er Sagen! Og vor lille Ven Cupido maa nøjes med at være et Middel, og han kan ikke blive Maalet."

Der er sikkert mange, der ikke giver Mrs. Perkins Gilman Ret. Skulde nogen have Lyst til at udtale deres Indvendinger mod hendes Ord, skal vi paatage os at fremsende dem til vor smukke Veninde fra Berliner-Mødet i 1904, hvis aandrige Bemærkninger ofte fremkaldte en Latterbølge fra det altid store Auditorium.