Russiske Kvinder
Alle vi, der var tilstede ved Kongressen i København i Sommeren 1906, husker godt nok det Indtryk det gjorde, da Mlle Mirowitch, Delegeret for "Den russiske Union for Kvinders Rettigheder", oplæste den Petition, som russiske Bønderkvinder havde indsendt til Dumaen. Læse kunde disse Bønderkvinder ikke, heller ikke skrive, men de fik en 13-aarig, skoleopdraget, lille Pige til at nedskrive deres Petition.
Her i Danmark, som saa mange andre Steder, har vi længe fuldt og fast troet paa, at den frie Forfatning vi havde faaet, betød Fremgang for Kvinderne saavelsom for Mændene. Først i de senere Aar er vi begyndte at ændre Anskuelser om, hvad Lykke denne fri Forfatning særligt bragte Kvinderne. "Lighed for Loven" mellem Mand og Kvinde var det, vi altid tilstræbte og er det, vi altid tilstræber. Saalænge Mand og Kvinde Haand i Haand maatte bøje sig for deres Overherre, saa havde ialfald Kvinderne Lighed for Loven med deres Mænd. Men efter den fri Forfatning traadte Manden adskillige Trin opad. Han blev Lovgiver, og han skrev de Love, som Hustruen maatte lyde. Hvad vi dengang og længe efter tiljublede som en særlig Lykke ogsaa for os - i vor Uforstand - har nu nogle russiske Bønderkvinder, der hverken kunde læse eller skrive, straks gennemskuet i sine Konseqventser.
Deres Ansøgning lyder saaledes: "Vi Bønderkvinder fra Guvernementet Tver henvender os til den kejserlige Duma og alle dens Medlemmer. Vi er misfornøjede med vor Stilling. Vore Ægtefæller og de unge Mænd ler kun ad os, og de vil hverken tale med os om Landet eller om de nye Love, som der drøftes rundt omkring os. De vil intet fortælle os om, hvad det nu ret gælder. Vi har undertiden faaet Prygl af vore Mænd, men altid tog de deres Bestemmelser sammen med os, naar der var noget alvorligt paa Færde. Nu derimod siger de til os: "I er ikke noget Selskab for os! Vi skal nu gaa ind i Dumaen og regere Staten enten selv eller gennem Delegerede. Dersom Loven havde gjort Jer til vore Lige, skulde vi nok spurgt Jer tilraads, men det har den ikke."
"Her ser I, hvad Følgen er bleven! Kvinderne skal herefter staa som Udskudte og tør ikke længer vove at bestemme nogetsomhelst!"
"Ærede Herrer af Tvers Regering hin Lov er uretfærdig! den skiller Bønderkvinderne fra deres Mænd; ja - den gør disse til vore Fjender. Den er en Fornærmelse for os Kvinder ".
"Vi har gennemgaaet Lidelser med vore Mænd, og nu, da Tiden er kommen, at vi skal leve efter Loven, behøver de os ikke mere. Og de forstaar slet ikke, hvad der mangler os".
"Ærede Herrer af Dumaen for Guvernementet Tver, hav for Guds Skyld Medlidenhed med os! Man siger, at I kan ændre Loven".
"Saa sørg for, at alle Spørgsmaal maa bestemmes saaledes, som Gud har villet det: Alle maa komme ind i Dumaen, Rig og Fattig, Mand og Kvinde. Thi paa anden Maade vil der ingen Sandhed være paa Jorden og ingen Fred i Familielivet. Før havde vi de samme Herrer som vore Mænd. Nu skal vore Mænd til at skrive Love for os - deres Hustruer."
"Vi beder Eder om at tilgive vor Henvendelse til Eder. Vi har intet lært men har fremsat dette af vort oprigtige Hjerte".
Vi er vante til at russiske Forhold kaster dybere Skygger. Vi behøver kun at læse Miss Abadams Artikel i "Womans Franchise" om den russiske Kvinde for at føle disse Skygger suse over os og lukke for Lyset. Hun skriver: "Den russiske Kvinde har en Enthusiasme for Begrebet "Politisk Frihed og Lighed", som ingen Vold kan berøve hende; og hun har en Begejstring for Martyriet - det Martyrie hun aldrig selv unddrager sig - som hun føler som sin hellige Pligt at yde baade sit Folk og sit Fødeland. Hun er bleven mistænkt, udspioneret, forfulgt, fængslet; - hun har lidt Hunger, Kulde og Banlysning til Siberien; hun har været under Tortur, er bleven lemlæstet, Klæderne er blevne revne af Kroppen paa hende, og hun er bleven pisket, tampet, skudt eller hængt for den Sag, der har været det begejstrende Maal for saa mange baade Kvinder og Mænd: "almindelig politisk Frigørelse". Det stolte Privilegium: at lide for sine Meninger er aldrig bleven hende nægtet. I denne Henseende er hendes Ligestillethed med Manden aldrig bleven omstridt. I hendes Loyalitet mod ham som Kammerat er hun ikke bleven overgaaet af Nogen. Det er vanskeligt at vælge mellem de Navne og Begivenheder, der mylre frem i Ens Erindring, og som paa talløse russiske Revolutionsmænd virker som skingrende Trompetstød.
Der er Vera Figner, som paa Højdepunktet af sin fejrede Ungdom blev kastet i Fængsel og gennemgik Lidelser, som i faa Aar forvandlede hende til Krøbling og til en skælvende, hvidhaaret Oldinginde, kun stakkels overblevne Rester af et Menneske! og dog - trods alt - skjulte hun Navnene paa sine Medskyldige med en Troskab, der varede hele hendes Liv ud.
Og der er Angela Karpowei, som det lykkedes i Fængslet at rive en Blodaare over med en Metalkam, med hvilken hun bestandigt rev i Saaret, for at Blødningen ikke skulde ophøre, saa hun i Søvne eller Delirium skulde mumle nogen Nøgle, der kunde lede til Paagribelse af hendes Venner og Kammerater.
Og der er Sophia Ginsburg, hvis Evne til at organisere og den magnetiske Indflydelse hun besad over Andre gjorde hende til Skaberen og Opretholderen af et vidtforgrenet politisk Selskab, der opløstes efter hendes Arrestation. Hun holdtes fængslet i det frygtede Schlüsselburg og toges "under Behandling", for at man kunde fravriste hende Navne eller Vidnesbyrd mod hendes Kammerater. Hendes Tavshed fornægtede sig ikke et Øjeblik, og for at den Tortur, hun var underkastet, ikke skulde føre hende til Afsind, saa at et eller andet Navn skulde undslippe hendes Læber, lykkedes det hende at flygte over i den evige Tavshed, idet hun tog sit Liv med en knækket Saks.
"Det synes næsten utroligt, at der kan være Mænd, som vil frasige sig et saadant Kammeratskab!" tilføjer Miss Abadam.
Vi maa mindes det Lidelsens Udtryk, der sporedes i de mange russiske Kvinders Ansigter, som vi iagttog paa vor Kongres; et Udtryk, som saae de Syner!
