« Tilbage til søgeresultaterne

Sat paa Prøve

Af: Johanne Münter, Oreola William Haskell

« Se emneord

Af Oreola William Haskell. Frit oversat af Johanne Münter. (Sluttet.)


Margrete: Kan være, men vent.


Maren: Jej gik glad i Seng, aa næste Dag sendte jej Perdishionen til Lise. Om Aftenen kom Jack hjem aa va fuld. "Maren" sae han, "noen gamle Katte a Kvinfolk har lavet denne Perdishion te aa lukke Dodds Kælder, saa en ærli Mand ikke kan faa sej en Snaps. De æ en himmelraabende Skam, di inte kan bli’ hjemme aa passe dem sæl. Sandrup kom te vos, aa saa sae han, a om noen a vos, som arbejdede for ham, undertegnede, saa smed han vos paa Porten lie straks. "Ved han, a du undertegnede i Aftes" sa jej. Jack var ond, aa han slog mej rent fordærvet. Anna Wulf, som boer ved den anden Dør, to mej in te sej. Og jej kan ikke gaa ænnu. De æ nu Lises Fejl me henneses enderekte Inflyelse, og det ska jej nok sie hinne. En Mand ska gaa aa gøre, hva han holder a, aa hvis han gør det, som Konen sier, saa faar hun Prygl bagetter.


Margrete: Aa De stakkels Kone, hvor har De dog haft det frygteligt.


Lassen. De skulde have ventet, til Deres Mand var ædru og saa talt til ham.


Maren: Ædru? Det æ han aldrig. Jej snakkede nu til ham, naar han var næsten ædru, og jej brugte enderekte Inflyelse, mens han bankede mej, men det hjalp ingenting.


Margrete: Lise, send Bud efter Doktor Fugl og behold Madam Blyth hos Dig, til hun bliver bedre.


(Lise og Madam Blyth gaar).


Sallie: Der ser Du Margrete, saasnart Kvinder blander sig i offentlige Sager, gaar det dem ilde.


Margrethe: Offentlige Sager? Hvad kan vel være mere privat end at søge at holde sin Mand borte fra slette Vaner og beskytte sit Hjem? - Men der er private Sager, som kun kan komme i Orden ved det Offentliges Hjælp.


Ny Scene.


Lise melder Herr From. Herr. From kommer ind.


Herr From: Godaften allesammen.


Alle: God Aften.


Margrete: Hvad? Kommer ikke Fru From?


Herr From: Jo hun gør. Jeg blev ked af at vente paa hende, og saa gik jeg lige herhen. (Han ler.)


Margrete: Vil hun ikke undres over, hvor De er bleven af ?


Herr From: Jo - det antager jeg, hun vil. Se nu ikke saa misbilligende paa mig, Frøken Margrete. Herregud, jeg er dog kun et Menneske. Naar en Mand hører sin Hustru prale til en Veninde af, at hun kan faa ham til at gøre alt, hvad hun vil, uden at tage Hensyn til hans egne Tilbøjeligheder, saaledes som jeg hørte min iaftes, saa faar man Lyst til at vise hende, at man ikke saadan er bunden til hendes Forklædebaand. Min Hustru kan følges herhen med Edith, desuden møder hun vel Rasmussens, der gaar samme Vej. Jeg vædder, at Rasmussen aldrig turde tage det Mod til sig at gaa fra Konen.


(Margrete ser betydningsfuldt paa Lassen) Lise melder Herr og Fru Rasmussen, Fru From og Frøken From.


Fru From: (Afsides) Adolf - hvorfor ventede Du ikke paa mig?


Herr From: Fordi Dit Forklædebaand brast med et Smæld. Du maa faa det stærkere en anden Gang om det skal holde Adolf From, det kan jeg fortælle Dig.


Fru From: Hvad er det dog for underlige Ting Du siger.


(Herr Rasmussen betragter From med dyb Beundring. From blinker til ham, Rasmussen besvarer det, men Minespillet opfanges af hans Frue.)


Fru Rasmussen: Henrik, hvor simpelt. (Rasmussen underkaster sig med et Suk.)


Margrete: Mine Damer, vil De komme her og lægge Deres Overtøj.


(Alle Damerne forsvinder.)


Lassen: Kom, Charles, jeg har to udmærkede Cigarer. Lad os gaa ind i Biblioteket, medens Damerne er borte.


(Lassen og Charles gaar. From og Rasmussen er ene tilbage.)


Rasmussen: Min Kone og jeg rejser, som jeg sagde Dem, imorgen. Vi er i stor Gæld til Dem og Deres Familie for al den Venlighed, De har vist os.


From: Tal blot ikke derom. Det er saa lidt vi har kunnet gøre. Men jeg forstaar godt, at De længes efter at komme hjem.


Rasmussen: Hjem. - Vi rejser ikke hjem.


From: Det forekom mig, jeg hørte Dem sige, at De længtes efter den Dag, De atter skulde sidde ved Deres egen Arne.


Rasmussen: Ja - ja - det er jo nok muligt. Men, ser De, min Hustrus Foredragstourne er kun halvfærdig, og saa forstaar De nok - hm - at den Indflydelse det smukke Køn har over os - skønt vi langt er de klogere og stærkere - hm - dog sejrer.


From: Havde jeg ikke vidst det før, saa ved jeg det ialfald nu. Men jeg tænker, at De og Deres Hustru tjener en køn Sum paa disse Foredrag ?


Rasmussen: Tjener Penge paa dem? Ikke en Døjt. Det halve Auditorium er for det meste Fyldekalk. Mon det er en af vore Hemmeligheder, som jeg haaber, De ikke vil røbe.


From: Paa Ære, det skal jeg ikke. Jeg vædder De har flere Hemmeligheder end den.


Rasmussen: Der er en afskyelig Ting - men jeg ved ikke, om jeg kan fortælle Dem den? Den er væmmelig-oprørende!


From: Det er vist ikke ofte, De træffer en medfølende Sjæl, Rasmussen. Fortæl mig den kun, hvem véd, om jeg ikke kan hjælpe Dem. Kom saa med det.


Rasmussen: Nu vel - disse Souvenirs - aa - hvordan skal jeg dog kunne fortælle det - nej, det er umuligt, From. Det tager Livet af mig. (Fører Hænderne til Hovedet og vakler, som om han skulde besvime.)


From (støtter ham.): For Himlens Skyld, tag Mod til Dem gamle Dreng. Kom - fortæl det saa, er det Mord, Røveri eller hvad?


Rasmussen: Disse Souvenirs - disse Haarlokker - hvorom der averteres, at de er trukne ud af en Republikvenlig Ægtefælles Hoved - af - af -


From: Ja - af hans demokratiske Hustru i Wyoming, der, hvor Kvinderne har Stemmeret -


Rasmussen: De er trukne - trukne - aa, From, de er trukne ud af mit Hoved.


From: Men det er jo forfærdeligt. Ih - Menneske - De bliver jo skaldet om et par Aar.


Rasmussen (mørkt.) Mit Haar kan ikke vare mere end 3 Aar endnu. Men De kan hjælpe mig, From, De kan hjælpe mig min Ven.


From: Tal ud fra Leveren Sig mig hvad kan jeg gøre?


Rasmussen: Sig mig - sig mig -


From (ivrig.): Hvad skal jeg sige?


Rasmussen: Kender De ikke et godt haarfornyende Middel?


From (foragtelig.): Hvad De trænger til er nok snarere et Middel til, at De kan faa Krammet paa Deres Kone. Rejs Dem imod Despoten. Underkast Dem ikke more. Ryst det ægteskabelige Aag af Dem.


Rasmussen (højtideligt.): Har jeg ikke rejst mig? Har jeg ikke rystet i Aaget? Men tror De, det hjalp? From, De kender ikke hin Kvinde.


From: Men hvis det ikke første Gang hjælper, saa prøv og prøv paany. Rasmussen, jeg skal støtte Dem.


Rasmussen: De vil støtte mig? Top, De er en Kæmpekarl. Jeg tror - at med Dem bagved - vil jeg prøve - ja i Sandhed jeg vil.


From: Det er bedst for Dem selv, gamle Ven. Men De maa begynde straks. Den første Gang hun siger, at De skal gøre et eller andet, saa lad være dermed. Foragt hende. Stram Dem op i mandig Styrke. Rejs Dem og bliv Herre, Befalingsmand, Tyran.


Rasmussen: Det vil jeg, det vil jeg. Ved Jupiter I gyder nyt Liv i mig.


From: Der staar noget inde paa Buffetten i Spisestuen, som vil gøre Dem godt Rasmussen. Kom, vi vil gaa ind til Peter, det skal nok stramme Dem op.


(From og Rasmussen gaar. Lise kommer)


Lise: Frøken Sallie har tabt sin Guldnaal. Den maa være her.


(Lise søger rundt omkring paa Gulvet.) (Peter kommer ind.)


Peter: Herr Lassen spurgte om Tillyfonen. Er den ikke her, Du?.


Lise: Har Du ikke selv Øjne i Hodet. Ka Du ikke se, den ikke æ her? Tror Du den ligger under Sofaen kanske?


Peter: Godt Ord igen Lise. Hva blir hun saa sær for?


Lise: Jej sær? Jej sær sier Du? Hvor tør Du kalde mej sær? Som om det ikke netop var min Fejl, at jej æ saa blid og fredsommelig.


Peter: Bryd Dig ikke om det. Det er just ikke den Fejl, de sier Du har. Men hør nu, Lise, nu kunde Du gerne tænke paa, at jej som er en god Irlænder nok hade fortjent mej en Kone saaden som Dej.


Lise. (blødgjort.): Aa. vær nu ikke saa tosset, Peter Glob.


Peter: Nu maa Du ikke være vred paa mej, for hva jej sa om Nøglehullerne, lille Lise. Men hør nu, Lise, min Løn blir snart høj nok te a jej ka gifte mej, vil Du saa inte allieveller ha mej?


Lise (Mørkt.): Hvor ka Du tale te mej om aa gifte vos, Peter? - Te mej, som har en Søster, me et blaat Øje gennem henneses Ægteskab? Te mej som har en Søster me en svulden Kæbe gennem henneses Ægteskab? Te mej, som har en Søster me et lamt Ben gennem henneses Ægteskab? Te mej, som har en Søster, som har mistet 5 Tænder gennem henneses Ægteskab?


Peter: Ja Lise, det var et fælt Uheld, a Din Søster fik saadan en Bøste te Mand. Hade hun faaet mej, ka Du tro, hun hade nok ordentli trommet Musik paa mine Ribben, aa sæl hade hun da ikke faaet Klø. Men Jack kunde jej ha Lyst at gi noen ordentlie Lussinger.


Lise: Du æ alligevel en Perle a et Mandfolk. Aa hvergang Du synger den Melodi, ska je være der aa danse efter den, Peter - der har Du min Haand paa det.


Peter: De æ nu mejet godt, men Lise, Du kunde da heller gie mej et Kys.


(Han lægger Armen om hende og kysser hende.)


Lise: Aa gaa Din Vej, Peter Glob. Nu kommer Damerne - de æ Din Skyld, jej glemte Frøken Sallies Naal.


Peter: Aa mej fik Du til aa glemme Tillyfonen, det fik Du.


(Peter og Lise gaar. Fru Helene Strøm og Margrete, Frøken Lydia Teck, Fru From og Edith, Fru Rasmussen og Bedstemoer Klem samt Sallie kommer ind. Straks efter kommer Herr From og Herr Rasmussen, ligeledes Lassen og Charles. Alle tager Plads. Latter og Tale høres.)


Edith: Aa, Margrete, var det dog ikke skammeligt med den Petition? Hvor havde jeg dog Lyst til at trække de Mandfolk i Haarene. Og det efter at Mama havde slidt et helt Par Sko op bare for at løbe rundt og samle Underskrifter. Man skulde tro, Kvinder ikke var andet end Ting, saadan som Mændene ignorerer os.


Margrete: Det er lige det jeg ventede.


Frøken Lydia Teck: Og det er, hvad jeg forudsagde.


Fru Rasmussen: Mændene holder nu engang ikke af, at Kvinderne forlader deres Hjem for at lave Petitioner. Det havde været bedre, om man havde overtalt dem til at blive hjemme inden deres egne Vægge.


(Bedstemoer Klem rømmer sig)


Edith: Overtalelser er der saamænd nok af, hvis vort Hjem er et Exempel.


Fru From: Aa Edith hvor Du piner mig.


Medlem af Fremskridtsklubben: Jeg tilstaar, Frøken Margrete, jeg begynder at tro paa, at De havde Ret. Vi vil aldrig være i Stand til at faa noget gjort, før vi faar Stemmeret,


Bedstemoer Klem: Der kommer nok den Dag, at Kvinderne faar Øjnene op.


Margrete: Mens vi taler om dette, vilde jeg ønske en eller anden kunde formaa Lassen til at fortælle os Enkelthederne om, hvorledes vor Petition blev modtaget. Jeg har ikke kunnet bringe ham til at betro mig det. Det var ham, der overrakte vor Petition, og han burde tvinges til at give en fuld Rapport.


Fru Strøm: Hvad han har gjort er, at skrive officielt til Klubben, at Petitionen blev henlagt. Vi er berettiget baade til Forklaringer og Detailler.


Lassen: Men dette er intet Klubmøde.


Edith: Det er saa godt som et Klubmøde, thi vi er her alle.


Lassen: Mine Damer, Skuffelser og Nederlag er ikke behagelige Emner, at fremlægge ved en selskabelig Sammenkomst. De ved alle, at Byraadet bestemte, at Petitionen skulde henlægges, hvorfor i Alverden skal vi saa plage os selv med at undersøge, hvorfor og hvorledes det skete?


Alle Kvinderne: Aa jo, lad os høre det. Vi har Ret til at faa det at vide. Der maa være noget skrækkeligt ved det, siden De ikke vil fortælle os det. Vi maa absolut have det at vide.


Alle Herrerne: De har Ret. Tal ikke derom. Sig tvært nej.


Margrete (drillende.) Herr Ernst Lassen sagde ved vort Møde, at vi havde stor Indflydelse over Mændene, og at han lagde Felttoget i vore lilliehvide hænder eller saadan noget lignende. Gjorde han ikke?


Alle Kvinderne: Jo vist gjorde han saa. Kom nu Herr Lassen, vi vil gerne se hvad vor Indflydelse er værd.


Lassen (uvillig.): Naa ja,, skal jeg fortælle det, saa lad mig lige saa godt springe i det som krybe i det. Jeg fremlagde Damernes Petition ved det sidste Byraadsmøde. Jeg læste den op fra Ende til anden. Da gjorde Herr Fick, som er Byraadsmedlem, det Forslag, at den skulde støttes af Raadet som et Udtryk for dets Følelser, tillige foreslog han, at Formanden i Byraadet ad dertil egnede Veje skulde fremdrage og gøre gældende de Vedtægter, der findes i Byens Statutter: "At ilde berygtede Udskænkningssteder indenfor Byens Grænser ikke tilstedes.". Ficks Forslag blev støttet, og man bad om Medlemmernes Udtalelser. Det vilde tage altfor lang Tid at referere disse her.


Alle Kvinderne: Hvormange talte for Petitionen og hvormange imod den? Hvad sagde de Herrer?


Lassen: Fick og jeg talte for den, og alle de andre imod den.


Lydia Teck: Hvilken var da den egentlige Grund de gav for ikke at støtte Petitionen?


Lassen: Et af Medlemmerne omfattede alle Grunde for og imod ved at spørge om de Skatteydendes Navne, som havde undertegnet Petitionen.


Margrete: De mener vel de mandlige skatteydendes Navne.


Lassen: Ja vist.


Margrete: Her ser I selv, det er kun Mændene, der gælder.


Lassen (nølende.) De ved jo, at jeg kun havde 50 Mænds Navne. Medlemmerne bemærkede da, at det ikke lod til, at Skatteyderne ønskede dette.


Margrete: Tilstaa hellere, Lassen, han sagde sikkert, at Vælgerne ikke ønskede dette.


Lassen: Muligvis Frøken.


Margrete: Her ser De, det er Vælgerne, der har Magten.


Lassen: Men jeg fremhævede netop, at det var en Skare kvindelige Skatteydere, store Skatteydere,


som havde undertegnet Petitionen, og jeg mindede dem ogsaa om, at Kvinderne omtrent betaler den halve Skat. Men da Afstemningen kom, faldt Sagen. Derpaa gjordes det Forslag at henlægge Petitionen, og det gik igennem. Det er det hele. Mine Damer, de bedste Mænd i Byen sørger med Eder.


Margrete: Ja, det gør de vist. Det viste de ialfald, da de genvalgte de samme Mænd til Embederne den følgende Uge.


Lassen (forvirret.): Der var en stor Nedgang i Sandrups Stemmetal.


Edith: Ja, jeg har nu hørt, at Sandrup skal have sagt, at han nok skulde give Kvinderne en ordentlig Lektion for deres Indblanding i hans Sager.


Lassen: Men det var efter Mødet. Og naar en Mand er vred, maa man holde ham noget tilgode.


Fru From (bedrøvet): Man skulde troet, Afstemningen ikke skulde være faldet saa uheldigt ud, naar man tænker paa den Maade, vi Kvinder arbejdede paa den. Vi forsøgte alle at faa de bedste Mænd til at gaa til Valgene, og vi sendte et Circulaire til hver Vælger i Kommunen - medens Mændene afgjorde vor Skæbne, laa vi paa Knæ og bad, vi bad om, at vore Ægtefæller og Fædre maatte stemme som Ret var. Ja, der var vist ikke et Øjeblik paa Dagen, at ikke Bønner blev opsendte til Himmelen. Og hvor var dette dog en smuk Tanke af Diakon Olde. Men det skulle ikke være saa, at vore Bønner blev besvarede. Nogle af vore Kvinder har taget sig dette frygtelig nær, de fandt det i Øjeblikket saa kvindeligt og smukt, og Skuffelsen blev saa meget desto bittrere.


Lydia Teck: Nu vel, mine Damer. Jeg haaber, De vil drage en gavnlig Lære ud af disse Fejltagelser, I forsøger at bruge Magt, førend I har Magten. Dersom Byraadsmedlemmerne i denne By havde vidst, at I kunde stemme dem ud af deres Embeder, saa havde Piben nok faaet en anden Lyd.


Lassen (forsøgende at bringe andre Emner paa Bane): Frøken Sallie, faar vi ikke en lille Sang? Musik har en vidunderlig Magt at mildne alle Følelser.


Sallie: De ønsker nok at ændre Samtaleemnet. Hvad skal jeg synge? (Sallie gaar hen til Klaveret og synger. Levende Bifald. Sangen gives da Capo. Mer Bifald. Lærerinden Frøken Palmer træder ind.)


Margrete (kærligt): Aa, min kæreste Frøken Palmer, jeg var saa bange for, De slet ikke kunde komme. (Alle hilser paa Frøken Palmer paa det hjerteligste. Man ser, hun er stor Favorit.)


Fru From: Frøken Palmer, Alice gør udmærkede Fremskridt i Skolen, jeg ved ikke, hvordan jeg noksom skal takke Dem for den Interesse, De nærer for hende, og jeg mærker tillige, hvor sundt hele hendes Tankegang har udviklet sig. De er virkelig en Velsignelse for hele Kommunen.


Bedstemoer Klem: Naa Frøken Palmer, det har nok ordentlig ringet for deres venstre Øre i denne Tid.


Alle (forbavsede): Hvorfor?


Bedstemoer Klem: Naar nogen siger noget godt om en, saa ringer det for det venstre Øre, ved I nok. Og der gaar saamænd ikke en Time paa.Dagen, uden at der regner Lovtaler ned over Frøken Palmer.


Frøken Palmer (bedrøvet): Det glæder mig. at der er nogle Folk, der vil tænke venligt om mig, naar jeg er rejst bort herfra.


Alle (forbavsede og bedrøvede): Skal De rejse? - Skal Do giftes? - Forlader De Byen? - Kan De ikke lide Skolen? - Bliv dog Aaret ud idetmindste? - Hvad kan der dog være i Vejen?


Frøken Palmer: Det er ikke efter eget Initiativ, jeg gaar. Man har bedet mig om at tage min Afsked. Alle: Hvorfor?


Frøken Palmer: Paaskudet er at det er daarligt for Drengene at have en kvindelig Lærer. Man mener, det gør dem kvindagtige.


Alle: Hvilken Absurditet. Hvor latterligt. Saadant Nonsens.


Frøken Palmer: Jeg har opfattet det saaledes, at deres Klub har hjulpet mig til at faa min Stilling, og at Sandrup er opbragt over den Petition, Damerne nylig har indgivet, derfor har han taget sin Hævn. Jeg syntes det var galt nok, at jeg skulde udføre samme Arbejde som min Forgænger for en betydelig mindre Løn. Men nu lader det til, at man aldeles ikke vil have nogen Kvinde ansat ved Skolen.


Alle Kvinderne: Det er Sandrup. Saadan en Skam, det er en Skændsel. Det vil vi ikke lade os byde.


Frøken Palmer: Hvad kan vel I Kvinder gøre? De samme Mænd er i Embederne, som var der ifjor, og en vis Herre behersker dem allesammen. Jeg maa fortrække, det er hele Sagen. (Alle er tavse.)


Margrete: Mændene kunde hjælpe os, hvis de bare vilde.


Fru Strøm: Jeg er bange for, de ikke vil. En mandlig Lærer, det er en Vælger mere.


Bedstemoer Klem: Mine Damer og Herrer, jeg har aldrig i mit Liv holdt en Tale før, men nu vil jeg prøve paa at holde en. Jeg er en Yankee, og jeg kan ikke holde ud at sidde stille, naar jeg ser, der tages galt fat paa Tingene. Min Datterdatter, Lydia Teck, kommer fra en Stat, hvor Kvinden har andet at gøre end at bruge Mund eller sledske for nogen, eller bede eller græde og alligevel pænt maa blive siddende. Nu, saadan som jeg ser det, saa er det, at Kvinden skal have Stemmeret, ikke andet, end hvad den rene og skære sunde Sands lærer os. Ude paa Landet gaar vi ikke en Omvej paa en Mil, naar vi kan skyde en nærmere Genvej. Saadan synes jeg, at det, at gaa op én Gang om Aaret til Valgurnen og lade et Stykke Papir falde ned i den, paa hvilket man har nedskrevet sin Mening, er et Syn, som er mere værdigt og kvindeligt og beskedent end at holde en Mand i hans Knaphul, eller holde Møder, eller skrive hundredevis af Breve og faa sig bragt i Omtale og lagt for Had. Jeg er træt af denne gammeldags Methode. Den Tid er forbi, at Kvinderne - undtagen de dumme og naragtige - ikke bryder sig om, hvordan Verden styres, og ikke føler Ansvar for hvad deler af Uret og Ondt. Vi bryder os om, hvordan Verden styres, og vi ønsker at hjælpe. Saa jeg for min Del indgiver det Forslag, at vi skal have Stemmeret, thi saa kan vi gøre nogle af de Ting, som vi nu ikke kan. Jeg haaber, at nogle af Jer vil føle, at det første Morgengry af sund Fornuft kommer til Jer.


Alle: Bedstemoer Klem længe leve. Hurra for Bedstemoer. Hun er den bedste Taler i hele Byen. Bliv ved - bliv ved. (Stort Bifald.)


Margrete. Jeg støtter Bedstemoers Forslag med hele mit Hjerte. Hun har den rigtige Tankegang. Vi kom her i Aften for at have det fornøjeligt sammen, men siden Tingene har taget saa alvorlig en Vending, vil jeg foreslaa, at vi danner en ny Klub med det samme. Det vil blive en Klub, som tror paa Kvindens Stemmerets direkte Magt og ikke paa den indirekte Indflydelse, som hun finder saa kedsommelig og upaalidelig. Det vil blive en Klub, som kæmper for den politiske Lighed mellem Kvinder og Mænd. Jeg vil være det første Medlem, hvem bliver det andet.


(Bedstemoer Klem kommer og stiller sig ved Siden af Margrete.)


Bedstemoer Klem: Jeg vil være det andet, og jeg skal være glad over, at blive regnet med. Den skal hedde "Den sunde Fornufts Klub i Huntington." (Stort Bifald.)


Alle: Bedstemoer er vor Susan B. Anthony. Hurra.


Fru Strøm: Jeg vil være tredie Medlem.


Lydia Teck: Og jeg fjerde.


Fru From: Aa Margrete, hvor kan Du dog være saa ubeskeden at ønske at være en Mand? Du faar ikke mig med som Stemmeretsmedlem. Min Mand skal repræsentere mig ved Valgurnen. Og hvor meget kan en Kvinde ikke gøre gennem sine Børn? Hendes Indflydelse over Landets "vordende Borgere" er vidunderlig. Den, som føder Vælgere, behøver ikke selv at være Vælger.


Margrete: Hvordan kan man være Lærer i det, som man ikke selv ved Besked om?


Edith: Ja det er netop hvad Fader siger: "Naar Du ikke ved nok til selv at stemme, hvorledes kan Du da lære det til andre?" Og forresten Mama, hvor er vel Dine "vordende Borgere" henne? Du har jo kun Døtre.


Fru From: Edith, kom straks over til din Moder.


Edith: Nej, Mama, jeg bliver hos Margrete.


Fru From: Du vil bringe mine graa Haar med Sorg i Graven.


Edith: Hvad kan jeg gøre for det? Du siger altid: "Brug Din egen Forstand." og saa lader Du mig aldrig gøre det.


Sallie: Jeg staar paa Deres Side, Fru From. Jeg bryder mig ikke om "Kvinderettigheder." Jeg har faaet alle de Rettigheder, jeg ønsker.


Charles: Hvilke mener Du, Sallie.


Sallie (koket.): Retten til at blive elsket, Retten til at blive beskyttet og til at blive forsørget. Charles: Det er godt for Dig Sallie.


(Hun stiller sig ved Siden at Fru From, og Charles staar ved Siden af hende. De holder hinanden i Haanden og vexler ømme Blikke.)


Fru Rasmussen: Fru From, jeg er ogsaa paa Deres Side. Det er godt at finde en Kvinde, som opretholder Mandens Ridderlighed og Hjemmets Idealer. Kvindens søde Afhængighed og Underordnethed er hendes største Hold paa Manden.


From (til Rasmussen.): Modsig hende.


Rasmussen (mørkt.): Det nytter Ikke. Hun vilde bare haane mig foran dem allesammen.


From: Hvis De ikke forsøger, saa opgiver jeg Dem.


Rasmussen: Det er dog ikke min Mening Lætitia. Det kan blive trættende for en Mand, naar en Kvinde altid som en død Vægt hænger over ham. En modsat Anskuelse kan sikkert forsvares.


Fru Rasmussen: Henrik, der var ingen, der spurgte om Din Mening. Ti stille.


Rasmussen: Ja, Lætitia.


From: Saa tag dog Mod til Dem.


Fru Rasmussen: Henrik, kom herhen.


From: Afslaa det. Svar hende ordentligt.


Rasmussen: Det er til ingen Nytte. (Gaar hen til Fru Rasmussen.)


Margrete (til Lassen.): Der fik de en paa deres Side. De arbejder flinkt derhenne, synes De ikke? (Lassen svarer ikke. Han hensynker i dybe Drømmerier. Selskabet deler sig i to Grupper: den ene om Margrete den anden om Fru From. Om Margrete staar: Bedstemor Klem, Fru Strøm, Frøken Lydia Teck, Frøken Palmer, Edith From, og et Par Medlemmer af Fremskridtskrubben. Om Fru From staar: Fru Rasmussen, Sallie Giddy, Charles Kutter, en à to Medlemmer af Fremskridtsklubben og Herr Rasmussen.)


Margrete (spøgende.): Minsandten, har ikke Fjenden erobret to Mandspersoner? Det kan aldrig gaa. Kom dog, er der virkelig ingen, der vil blive mandligt Medlem hos os? Hvem vil blive den første Mand i vor Klub. Husk paa han maa tro paa alle vore Principer og opgive sine egne.


(Alle ser hen til Mændene midt paa Scenen. Lassen staar og betænker sig, - gaar et Skridt henimod Margrete, standser - betænker sig, derpaa gaar han hurtigt hen til hendes Gruppe.)


Lassen: Jeg er bleven overbevist. Jeg vil være den første Mand, der træder ind.


Margrete: Godt.


(Alle klapper i Hænderne paa Stemmerets-Medlemmernes Side.)


From: Jeg ved ikke bedre, end at jeg ogsaa hører til derhenne. Men Margrete, svar først paa et


Spørgsmaal. Hvordan staa I med Hensyn til at paavirke Mændene? Tror Stemmeretskvinderne paa, at Mænd aldrig bør faa Lov at bringe Deres egne Ideer til Udførelse, men at de evig skal overhænges af Kvinder, til de antager det kvindelige Tankesæt?


Margrete: Vi tror paa, at Kvinder, som ikke respekterer deres egne Meninger, heller ikke vil respektere andres.


From: Top, det er jeg med paa. Saa har De her Mand Nummer to paa Deres Side. Jeg indser ikke andet end, at Kvinderne har Ret til at udtrykke Deres Meninger gennem Valgurnen. Om de bare alle gjorde det dér, saa var der nogle af os Ægtemænd, der fik en længe tiltrængt Hvile.


Fru From (tryglende.): Adolph. Hvor kan Du dog forlade Din Hustru? Dersom Du elsker mig, saa kom herover.


(Hun begynder at græde.)


From: Men Gusda dog. Du har dog fuldtop af Selskab, der hvor Du er.


Fru Rasmussen: Kom Fru From, og lad os ogsaa danne en Klub. Vi vil kalde vor: Oppositionsklubben mod Stemmerettens Udvidelse til Kvinderne, mod Hjemmets Idealers Ødelæggelse og mod Tilintetgørelsen af Ridderlighed blandt Mændene."


Charles: Uf ha. Var det ikke et lidt for langt Navn mon?


Sallie: Aa nej, det er netop smukt. Vi vil være "Antis."


Charles: Antis? Hvad er det for noget?


Sallie: Anti-Stemmeretskvinder. Dem, der gaar imod alt det, som de andre tror paa, det kender Du jo nok.


Charles: Det maa da ogsaa blive et Slags Arbejde.


Sallie: Nej, slet ikke. Man maa bare passe paa hvad de andre kæmper for og saa gaa stik imod det. Det er den letteste Rolle at spille. Vi behøver ikke at tænke det mindste.


Fru Rasmussen: Vi vil gaa imod, at Kvinden forlader sit Hjem.


Rasmussen (mumlende.): Lætitia, det sier Du altid. Hvorfor blier Du aldrig i Dit? Et splinternyt Hus byggede jeg til Dig, og saa er vi aldrig hjemme.


Fru Rasmussen: Henrik, ti stille.


From: Mod i Livet Mand, giv hende det glatte Lag.


Rasmussen (mørkt.): Det er til ingen Nytte. Det vil bare gaa ud over mig selv.


From: Idiot.


Fru From: Fru Rasmussen, det er Dem og mig, som skal opretholde denne Bys Kvindelighed.


Fru Rasmussen: Ja det vil vi i Sandhed. (Alle Antierne ryster hinandens Hænder. Derpaa gør Stemmeretsmedlemmerne det samme.)


Lise: Theen er serveret.


Fru Strøm: Lad os saa alle være Venner, selv om vi er Fjender. Lad os saa gaa ind til Thebordet allesammen.


(Fru Strøm gaar i Forvejen. Alle følger efter undtagen Margrete og Lassen.)


Lassen: Kære Margrete, De ser, at De vandt, jeg er bleven overbevist. Hvor blind har jeg dog været. Nu, Du kære, hvad adskiller os vel mere?


Margrete (sky.): Ingenting Ernst. (Han omfavner hende. Lise kommer ind.)


Lise: Aa, undskyld mig, Frøken Margrete. Jeg vidste ikke, at de alle gik omkring og kærstererede her.


Lassen: Hvad behager? - hvor oprørende. Hvem ellers da?


Lise: Aa, der er Hr. Charles og Frøken Sallie paa Trappen og (stammende) der æ mej aa Peter i Køkkenet. For jej to nu Peter allievel, Frøken Margrete.


Margrete: Det er godt Lise, det er jeg glad over. Jeg var bange, Du syntes bedre om David Trane. Han er ikke en Smule andet end Sandrups Kreatur.


Lise: De va nu ikke de, som gjorde Udslaget. Nej - David sa, a de va godt nok te Maren, de Prygl hun fik, fordi hun saadan kælede for Jack aa gjorde sig fjollet, aa Peter sa, at han hade Lyst te aa gie Jack en Lussing. Aa saa saa jej straks, hvem der var en Mand, aa hvem der barestens lod, som om han var ed. Men de sendte mej ind for at spørre, om Frøkenen ville blie Præsident for den nye Klub? De ha de saa muntert derinde i Spisestuen. Hr. From lader som om de va ham, der æ Præsident, aa Fru From æ saa fortvivlet.


Lassen: Jo naturligvis vil Frøken Margrete være Præsident. Løb hurtigt ind og sig dem det. Lad dem lige straks vælge hende. Og sig dem, at jeg vil være Kasserer, om de gir høj Løn derfor.


(Lise gaar.)


Lassen: Hvor jeg dog skal være stolt af at blive gift med en Præsident.


Hele Selskabet kommer tilbage fra Spisestuen, Hr. From er munter og drillende. Fru From er overvældet af Sorg, medens Hr. Rasmussen sender beundrende Blikke til From.


Fru Strøm: Hvorfor kommer I to ikke ind og spiser til Aften?


Hr. From (vifter med en Serviet): Tre Hurraer for vor nye Præsident, Frøken Margrete Strøm.


Lassen (straalende): Som snart bytter Navnet til "Fru Ernst Lassen".


Tableau. - Tæppet falder.


« til toppen

Emneord

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner