Et Lægemiddel

Et underlig farverigt Billede havde hans Spil oprullet for hende, det var et helt Menneskelivs Historie, en Historie fuld af vild, stormende Lidenskab og dyb Tungsindighed vexlende med kaade, livfulde Indfald, der blinkede som Solpletter i det skummende Tonevæld, saa opløstes det hele harmonisk og lykkeligt som en Hymne til Glæden, og saa blev der saa stille, saa stille . . .

Hun gik hen til ham ved Klaveret. "Tak," hviskede hun, "tak for, hvad du her fortalte mig."

"Du forstod mig, Ragnhild? min Ragnhild." Der laa noget uendelig kærtegnende i den Maade, hvorpaa han forsøgte at udtale det fremmede Navn.

"Sig det en Gang til, jeg har aldrig vidst, hvor smukt mit Navn var, før jeg hørte dig sige det."

Han trak hende hen til sig og kyssede hende heftigt den ene Gang efter den anden, "ja Ragnhild, vi har været uendelig lykkelige, og nu maa vi skilles, kan du forstaa, hvad det vil sige for mig at rejse fra dig nu ... jeg har været hjemløs og hvileløs hele mit Liv, indtil Skæbnen førte dig til mig. Fra det første Øjeblik jeg saa dig, længtes jeg hjem til dig, det er jo dig, jeg har søgt i alle de Kvinder, jeg under mit urolige Kunstnerliv har sværmet for og atter glemt, og nu, nu skilles vi."

"Aa, du Tosse", sagde hun og strøg sin Haand ned ad hans Haar og Kind, "er det noget at bryde sig om? Om faa Dage mødes vi jo igen du rejser forud til mit Fødeland, der vil du som den berømte Kunstner blive fejret og forgudet, og saa, saa kommer jeg tilbage, hvor jeg vil være stolt og lykkelig ved at vide, at du er min Ven, min alene . . . det er dejligt, at vi er fri, vi to, at vor Kærlighed er uden Baand, født i et Øjeblik og derfor saa stærk og livskraftig."

"Ja, det er det, at du tror paa mig uden at vide andet om mig, end hvad du kender fra disse faa Dage, vi har levet sammen her, der gør mig saa glad for dig, du tror som jeg, at der intet ægteskabeligt Baand behøves for at binde os to sammen; aa, du ved ikke, hvor jeg væmmes ved dette offentlige Stempel, som to Mennesker skulde sætte paa deres Elskov for at faa Verdens Samtykke dertil.

Du har lovet mig, at du, naar jeg rejser fra Danmark, vil følge efter, du er jo forældreløs og uafhængig, og du kan, du vil være min . . . min elskede, min Veninde, mit alt at vi aldrig skal skilles ... og dog er jeg saa tung om Hjærtet i Aften, det er, som om jeg skulde sige far vel til Lykken for stedse."

Han knugede hende ind til sig. "Paa Gensyn, elskede, hører du! paa Gensyn." Saa rejste han sig og gik hurtig ud at Stuen.

Hun løb ud paa Verandaen, bøjede sig ud over Rækværket paa Balustraden, strakte Armene ud imod ham og hviskede ud i Natten. "Paa Gensyn."

Saa gik hun ind igen, satte sig paa hans Plads ved Flygelet og drømte vaagen en dejlig Drøm "paa Gensyn", det var jo hans sidste Ord.

Maanen kastede sit kolde, skarpe Lys ind ad Buevinduet bag ved Flygelet, det skar hende i Øjnene, hun frøs saa rejste hun sig og begyndte at gaa op og ned ad Gulvet.

Hvor her var blevet tomt og uhyggeligt, siden han var borte, hun saa sig søgende om, som om hun endnu kunde finde ham paa en af de vante Pladser, der henne i Hjørnesofaen havde de jo siddet hver Aften i den sidste Tid . . . hun standsede pludselig og tog noget op af Gulvet.

Det var hans Tegnebog, aa, hvor hun kendte den. I det samme hun tog den, faldt der et Fotografi ud af den formodentlig hendes eget, det, han havde faaet i Gave af hende. At han dog kunde tabe det? Hun skulde rigtignok hævne sig, tænkte hun og lo glad ved Tanken om, hvor han vilde savne det.

Men . . . det var jo slet ikke hende, der var jo to paa Billedet, hvem kunde det dog være? hvem?

Hun ringede og forlangte Lys.

Saa saa hun, at der paa Bagsiden af Fotografiet stod skrevet: Fra din Hustru og Søn paa din Navnedag, den 18de September.

Det var Billedet af en ung, smuk Kvinde og en Dreng paa en firefem Aar. Aa, hvor hun dog var dejlig, og hvor Barnet lignede ham ham, hendes elskede . . .

Det lagde sig som noget koldt og knugende om hende. Han . . . gift nej, han var jo fri, trode kun paa Frihed, han . . . hun stønnede højt, han aa, nej, nej, hun trykkede begge Hænderne mod Tindingerne, hvor det dog gjorde ondt her.

Men det maatte være en Misforstaaelse alligevel, hun havde taget fejl. Med rystende Hænder tog hun Tegnebogen og søgte den igennem, jo, det var den samme Skrift som paa Billedet.

Skulde hun? Ja, hun skulde, hun maatte læse dette Brev . . .

"Min elskede Husbond!

Jeg har set dig i Søndags; du maa ikke blive vred for det, men da jeg læste, at du var i Karlsruhe, kunde jeg ikke udholde at vide dig saa nær uden at se dig; jeg rejste dertil og hørte din Koncert, jeg saa dig og hørte dig; kan du forstaa, hvad det vil sige for mig?

Saa rejste jeg hjem igen uden at have talt med dig, var det ikke godt gjort? for du ved jo, hvor jeg længes efter dig.

Men jeg er ogsaa for stolt til at komme til dig, saa længe ingen maa vide om vort Ægteskab . . . Det gaar mig godt her, hvor jeg nu bor, jeg kan fortjene saa meget ved Syning, at jeg kan leve og sørge godt for Drengen.

Vor dejlige Dreng, hvor jeg er stolt af ham, han ligner dig og har arvet dit Geni, tror jeg, han kan allerede synge flere af dine smaa ungarske Sange saa rent og udtryksfuldt, at alle, der høre ham, forbavses derover; men han er jo ogsaa dit Barn.

Hvor han elsker dig, min lille Unge! Han længes efter dig, alle hans Tanker dreje sig om at rejse til dig, han vaagner tit om Natten og spørger mig, om vi saa skal rejse til Papa, og saa bliver han ond og utaalmodig, naar jeg siger, at jeg ikke kan gaa til dig.

"Du er en styg Mama, som ikke holder af Papa", siger han; ak, han forstaar ikke, hvor gærne jeg vilde.

Du skriver, at du er bedrøvet over, at du for Tiden ikke kan sende os Penge. Tænk ikke paa det, du kære! Jeg kan saa godt forstaa, at du i din Stilling maa bruge, hvad du fortjener, og jeg er stolt af, at du betror mig at sørge for dit Barn; jeg føler derved mindre Trykket af, at du, den store, berømte Kunstner, har ægtet den lille Kammerjomfru, du en Gang forelskede dig i hos Grevinden i Tyrol.

Jeg er uafhængig, og jeg er glad ved kun at modtage det eneste, jeg bryder mig om, din Kærlighed.

Hvornaar kommer du til os igen?

Jeg er somme Tider syg, og saa er jeg saa angst for, at jeg skal dø, før du har anerkendt mig som din Hustru, hvad skulde der saa blive af Drengen? Lægen siger, at det er Overanstrængelse og Længsel, der tærer paa min Livskraft; jeg tror, han har Ret i det sidste, men derimod slet ikke i det første, men naar du igen kommer til os, saa bliver jeg rask og glad og er som i gamle Dage din lille lystige

Katchen.

Lev vel, du kære, kære! Tusende Kys fra mig og Drengen.

K.

Ragnhild brast i Graad, heftig og lidenskabelig, som om hendes Hjærte skulde briste. Hun knyttede sine Hænder i vild Fortvivlelse. Aa! den elendige Pjalt, han havde leget med hendes Tro og forgiftet hendes Sjæl.

Frihed . . . Elskov ... og saa, medens han leflede med en anden Kvinde, lod han sin Hustru trælle for Føden til hans Barn.

Saa blev hun lidt efter lidt stille, Stormen havde lagt sig; men der saa stygt ud, hele hendes glade Ungdom, hendes lyse Drøm laa som Vragstumper for hendes indre Syn.

Hun pakkede Billedet og Brevet omhyggelig ned i Tegnebogen og skrev saa paa et Kort:

"Herved din Hustrus og Søns Billede ... du tabte det i mit Værelse, jeg har læst dit Brev . . . det var ufint af mig, ikke sandt?

Far vel!

Ragnhild."

Saa gik hun ud paa Verandaen og kiggede op mod det kolde blege Dagsskær mod Øst, ja saadan . . . saadan vilde hendes Dage blive, kolde og graa, saadan Livet Fremtiden . . .

(Fortsættes).