Fra Rusland
Vi har modtaget et Brev fra Madame de Gontscharoff ifølge hvilket vi ser, at Rusland i Juni 1908 afholder sin første Kongres for russiske Kvinder i St. Petersborg. Ved denne vil blive afhandlet mange Spørgsmaal af Almeninteresse som:
1) Kvinders Stilling til Videnskab, Litteratur, Kunst, Lægestudie, Agerdyrkning og Handel; desuden til Kampen mod Alkoholisme, Prostitution, Sygdom og Dødeligheden hos Smaabørn.
2) De russiske Kvinders økonomiske Stilling: Bønderkvinders, Arbejderskers, Fabrikarbejderskers, Tjenestepigers og Kvinders, der er ansatte i Statens Tjeneste og i private Kontorer eller beskæftiget ved aandeligt Arbejde.
3) De russiske Kvinders borgerlige eller politiske Stilling. De eksisterende Love, som bestemmer Kvindernes Stilling i Familien, i Samfundet og i Staten; Kvinders retslige Stilling med Hensyn til deres Ejendom; deres Deltagelse i kommunalt Selvstyre samt ogsaa i Zemstvoens Selvstyre.
4) Kampen for Kvinders Stemmeret baade for den politiske som for den borgerlige i Rusland saa vel som i Udlandet. Nødvendigheden af at erholde lige Ret med Mændene samt Kvinders Adgang til alle Professioner og Stillinger i offentlige Tjenester.
5) Kvinders Opdragelse i Rusland. Elementarskoler, Mellemskoler og Højskoler; Skoler for Professioner; tvungen Skolegang; samarbejdende Skoler; Berettigelse for Kvinder til at have Adgang som Studenter i samme Grad som Mænd til alle Statens Højskoler.
6) Spørgsmaal om Moralen baade i Familien og i Samfundet; Familie, Ægteskab, dobbelt Moral, Prostitution.
7) Organisation af det russiske Nationalraad; Det Internationale Kvinderaad; Vigtigheden af Eenheden af Kvindesammenslutningerne i Rusland; Programmet for "Russiske Kvinders Nationalraads" Troeserklæring.
Mme de Gontscharoff beklager meget, at denne Kongres kommer i Konflikt med Alliancens; derved er intet at gøre, til deres Kongres er bemyndiget af Autoriteterne men til en given Tid.