« Tilbage til søgeresultaterne

Det kommunale Valgretsforslag

« Se emneord

Landstingets 3die Behandling af Valgretsforslaget foregik Onsdag den 26de Februar Kl. 1½. Dettes Sammensætning var:


For Forslaget. (32 Stemmer).


20 Medlemmer af Regeringspartiet.


8 Medl. af det Frikonservative Parti.


4 Medl. af det moderate Venstre.


Imod Forslaget. (32 Stemmer).


27 Medl. af det konservative Parti.


1 Medl. af det radikale Parti.


4 Medl. af det socialdemokratiske Parti.


Ordføreren i Landstinget for Regeringspartiet, Madsen-Mygdal, udtalte, at i de 20 Vintre, han havde siddet i Landstinget, havde han kun sjældent set noget saa indgribende i Samfundslivet til Behandling som dette Lovforslag. Dog føler han sig paa sikker Grund, naar han nu anbefaler Lovforslaget til det høje Landsting og troer, at dettes Gennemførelse vil blive til Lykke for Samfundet. Han anbefaler derfor Medlemmerne af Tinget at stemme herfor; "Lige Valgret i By og Kommune" er, hvad man gaar henimod. Selv om dette ikke helt opnaas herved, saa er der i Lovforslaget gjort store Indrømmelser, som maa modtages med Glæde. Skattelovens Vedtagelse i Samlingerne 1902 og 1903 indviede den frugtbareste Periode for Samarbejde, Landet har haft siden 1849. Han troede, at vi ved Forslagets Vedtagelse nu vilde kunne se hen til en lignende.


Højesteretssagfører P. G. C. Jensen taler i Godsejer Hages Sted. Han udtalte som sin Mening, at det nye Forslag var slet. Han beklager, at man ikke har kunnet paavirke de tidligere Venner, de Frikonservative, og nu kan det ikke undgaas, at Forslaget bliver gennemført.


Provst Petersen fra Færøerne slutter sig til Lovforslaget. Vi hører af ham som noget glædeligt, at om Lovforslaget gennemføres, skal Kvinder komme til at stemme under lige Vilkaar med Mænd, ligesaavelsom Forholdsvalgmetodens Indførelse imødeses med Glæde.


Piper giver Madsen-Mygdal Ret i, at dette er det vigtigste Lovforslag, som har været forelagt til Behandling siden Grundloven blev givet. I 5 Aar har det vandret frem og tilbage mellem Tingene. Regeringen burde have formet Lovforslaget saaledes, at det maatte have kunnet faa sin Løsning i Landstinget. Greve Frijs var bleven valgt til Formand i det nedsatte Udvalg. Han havde skuffet dem, thi Byerne var blevne udleverede til Socialdemokraterne. Det er ikke med Højres gode Vilje, at denne Situation er kommen. Nu forlader Lovforslaget Landstinget for at gaa over til Folketinget. Han ønsker, det maatte kunne blive stoppet dér for at faa det sat i en Form, der bedre kunde passe ind i Højres Interesser.


Efter at Godsejer Rottbøll har anbefalet Lovforslaget og taget Afstand til den foregaaende Taler og Sonne har talt imod det, tager Indenrigsministeren Ordet. Han imødegaar Pipers Spaadom om, at Byerne derigennem skulde udleveres til Socialdemokratiet. Der er taget Hensyn til Byerne, og han føler sig sikker paa, at Lovforslaget netop skal indvirke til, hvad der er godt for Byerne. Andersen (Socialdemokrat) havde foreslaaet, at Lovforslaget skulde forelægges den store Vælgermasses Afstemning. Denne Sag har været for Vælgernes Dom; og Hr. Andersen kan ikke nu tale paa de Tusinders Vegne. Socialdemokraternes Parti er interesseret i, at Forslaget ikke gaar igennem, i Haab om derved at rejse en Klassestrid. Og Ministeren udtaler sin Tro paa, at dette Forslags Gennemførelse netop vil hindre en Klassestrid. Hvad Højre angaar kan det kun opnaa en Udsættelse ved at forkaste Loven. Ministeren fremhæver derpaa, at man gennem Lovforslaget faar Kvinderne med og herefter skal bygge det Kommunale Liv paa Hjemmene.


Admiral Carstensen og Oberst Rambusch meddeler, at ingen af dem vil stemme, thi de véd, at kun Lovforslagets Gennemførelse vil hindre en fortsat Udskydning af Forsvarssagen. Afstemningen foregaar ved, at Landstingsmedlemmernes Navne nævnes, og at enhver giver sit "Ja" eller "Nej" til Forslaget. Resultatet bliver 32 "Ja" og 29 "Nej". (Godsejer Hage syg. Carstensen og Rambusch stemmer ikke) Saaledes gaar det kommunale Lovforslag igennem Landstingets 3die Behandling.


Vi Kvinder maa hilse dette Resultat med Glæde. Heldigvis er de fleste af os vaagne for Betydningen af, at vi faar kommunal Stemmeret. Det knudrede Bjerg, der laa paa det kommunale Lovforslags Vej - Landstingets Vedtagelse deraf - er nu heldigt overskredet. End een Gang skal det gennem Folketinget for at blive Lov. Og dér har vi mange Venner. Vi har i Landstingets Behandlinger hørt meget faa Hentydninger til Kvindernes Stemmeret, som Lovforslaget indeholdt. Interessen syntes udelukkende beslaglagt af Partiernes Stillinger; om disse blev mere eller mindre udsatte for Forringelse derved.


Vi maa først og fremmest takke Hs. Ekcellence Conseilspræsidenten, Indenrigsministeren og Regeringspartiet, der har formet og forelagt et for os saa gunstigt Lovforslag, som tager de gifte Kvinder med, der tidligere truedes med Udelukkelse. De har ydet den kraftige Støtte i Forhandlingerne. Men dernæst maa vi rette vor Tak til Lehnsgreve Frijs og Godsejer Rottbøll, Førerne for det frikonservative Parti. Uden disse Mænds overordentlige Forhandlingsdygtighed skulde aldrig de mange Skjær, der maatte drejes udenom, være blevne klarede. I de ovennævnte 5 Aar er Forslaget sendt fra Folketing til Landsting, fra Landsting til Folketing, og ingen af os Kvinder troede længere, at det nogensinde skulde finde sin Løsning. Disse to Herrer fandt imidlertid den Ariadnetraad der kunde føre ud af Labyrinthen; og de udregnede, at Tilslutningen akkurat kunde blive tilstrækkelig til at føre Skibet i Havn. Vi sender alle Venner af os vort Hjertes fulde Tak baade Regering og de Frikonservative m. fl, og vi troer, at Tiden skal vise, at de Forhaabninger, der er sat til Kvindernes varme Interesse for Samfundslivets Vækst og Udvikling, ikke skal skuffes.


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner