Af min Dagbog.
III. 6te Avgust.
Jeg krøb i Dag op paa en Sporvogn for at køre til min Frisør.
Paa Bænken bag mig, men helt henne i den anden Ende af Vognen, sad to Mænd.
Den ene af dem var en høj, smuk Person, hvis begyndende Fedme og yderst soignerede Ydre røbede ham som en glad Bonvivant. Den anden var lille af Væxt, havde et rundt, godmodigt Ansigt med lyst Skæg, en bred Hat paa Hovedet og en Paraply mellem Knæene. Han saa i det hele ud som en
skikkelig Landsbypræst.
Han talte ogsaa unødvendigt højt, saadan som Landsbyfolk plejer, naar de kommer til Købstaden. Og da vi var ene oven paa Vognen, kunde jeg uden at gøre Æselsøren tydeligt følge de to Venners Samtale.
I Anledning af - jeg tror et fortroligt Nik, som den første sendte en tvivlsom udseende Dame, der gik forbi paa Gaden nedenunder, sagde Præsten anklagende:
"Arthur! Arthur! . . . Vil du da aldrig omvende dig?"
"Hvad mener du?"
"Det véd du godt, elskede Ven! Og du maa ogsaa vide, hvor urolig og bedrøvet jeg tidt kan være ved at tænke paa det Liv, du fører."
"Nu, hva? Enhver følger sine Lyster. Dertil er intet at sige."
"Ikke? . . . Synes du dog ikke selv, bedste Arthur, at dette er syndig Tale?"
"Jeg véd bestandig ikke, hvad du mener." "Jeg mener, min Ven, at selv om du - hvad jeg jo desværre véd - ikke tænker paa din egen Sjæls Renhed, saa burde du dog i det mindste tænke paa dine Ofre, paa de Ulykkelige, som du styrter i Fordærv."
"Uden Fortrydelse, Eberhardt!" sagde nu den anden med aabenbart længe tilbageholdt Utaalmodighed. "Jeg er meget glad ved dit Besøg, og jeg haaber, at du heller ikke har faaet andet Indtryk ved at være min Gæst. Men du maa tillade mig at sige dig, at du - som de fleste af dine ærede Kaldsfæller - har lagt dig en lidt kedelig Vane til, den nemlig, altid at skulle optræde som Prædikant. Særlig i dette Tilfælde synes mig dine Formaninger paafaldende ilde anbragte. Det forekommer mig nemlig, at jeg - naar vi endelig skal moralisere - med nok saa megen Føje kunde bebrejde dig, at du saa ugenert tilfredsstiller dine Lyster. Dit Ærinde til mig i Dag godtgør dog tydeligt, at du har al Grund til at økonomisere en Smule i saa Henseende. Du vil naturligvis sige, at du er gift, og at du derfor ikke behøver at paalægge dig nogen Indskrænkning men kan lægge alt Ansvar for Følgerne over paa Vorherre. Men jeg kan slet ikke indrømme dig, at en Vielsesattest skulde give Folk Lov til uden Skrupler at sætte Børn i Verden, som de ikke formaar ved egen Hjælp at give en passende Opdragelse. Jeg maa jo nok her mellem os erindre dig om, at det netop var en ny Forøgelse af din allerede ret anselige Flok, der igen bragte dig i en Forlegenhed, som det har været mig en Glæde at kunne hjælpe dig ud af. Naar du derfor - som saa mange andre kærlige Ægtemænd for Tiden - er saa bekymret for os Ungkarle og vore "Ofre", saa vil jeg sige dig, at ogsaa jeg kunde have Lyst til at danne en Sædelighedsforening, hvis Formaal skulde være at virke for Afholdenhed indenfor Ægteskabet. Letfærdigheden her er i Virkeligheden langt større og langt skadeligere og mere samfundsfarlig end andet Steds. Her kan man med mere Sandhed tale om "ulykkelige Ofre" - jeg tænker paa de Flokke af Børn, som mange Ægtefolk samvittighedsløst bringer til Verden for at lade dem løbe her for Lud og koldt Vand i en Tilværelse fuld af Savn og Nød og Ydmygelser, der gør dem til det lette Bytte for enhver Fristelse og blandt andet kaster mangen ung Pige i Armene paa Prostitutionen. Vil man derfor reformere Sædeligheden her til Lands, maa man begynde med Ægteskaberne. Her ligge Ansvaret - og I skal sandelig ikke have Lov til at skubbe det fra jer."
Den skikkelige Landsbypæst sad som himmelfalden.
"Du vil da ikke sige," stammede han til sidst. "Du mener da ikke for Alvor, at Sigrid og jeg. . .at vi skulde... at vi ikke skulde... jeg mener..."
Videre hørte jeg ikke. Sporvognen havde naaet Frisøren, og jeg maatte stige ned.
IV.
14de November.
Man klager - og har længe klaget - over den ny Literaturs gennemgaaende Pessimisme, dens mørke og strænge Livssyn. Sidst er det den svenske Forfatter Verner von Heidenstam, der i en lille Pjece, "Renässans", har gentaget Raabet om, at "Tiden tørster efter Glæde."
At Tiden tørster efter Glæde er muligt. Men hvad kommer det specielt Forfatterne ved? Har en Digter Trang til at fordybe sig i Menneskelivets Sorg og Skuffelser, i Samfundets Uretfærdighed og Armodens Elendighed - saa gør han det, uden at spørge hverken Hr. Per eller Hr. Povl om Forlov.
Naturligvis - ønsker han at blive Modeskribent, maa han først gøre sin Opvartning hos disse to ærede Herrer og forhøre sig om, hvad de i Øjeblikket "tørster efter". Men de ærlige Forfattere spørger ikke Tiden om, hvad den ønsker. De følger alene deres eget Hjærtes Stemme - og den harmoner just ikke altid med Samtidens.
At særlig vor Tid tørster efter Glæde, kan umuligt forundre. Det er en Tørst, der minder om den, som den forhærdede Drukkenbolt føler Morgenen efter en Rus. Han taaler ikke at være nøgtern. Det er efterhaanden blevet hans Natur imod at være ædru. Med Gru tænker han paa Gaarsdagens Arbejde, som han forsømte, og paa Arbejdet for den kommende Dag, som han ikke føler Kraft til. Og rundt om sig ser han al den Ødelæggelsens Vederstyggelighed, han i sin Drukkenskab har forvoldt, alt det Smuds, han har ført med sig. Han væmmes derved - føler Lede ved sig selv og ved alt. Han maa bedøve sig, finde Glemsel. En Snaps! En Snaps!
Maaske er det sandt, at vor Samvittighed ikke finder Ro, før vi igen faar styrtet os ud i nye Orgier. Men bedre var det maaske, om vi tvang vor Natur og fuldførte det Arbejde, der længe nok har ventet.
Lad os kun tørste. Tørsten - siger man - driver Rusen fra Hovedet. Der er derfor sikkert ingen Grund for Literaturen til atter at give den øre Tid nogen romantisk Lædskedrik. Tværtimod.
Giv den mere Salt!
