Ret og Vrang.
Jeanne dArc.
Vi kender hende allesammen - Jeanne dArc, Jomfruen fra Orleans, "la pucelle", Domremys, Lothringens og det ganske Frankrigs Stolthed. Vi véd,hun gik som lille Tøs blandt andre Landsbybørn. De ældre af os lærte, hun røgtede Faar, - de yngre véd, at det med Faarene er bare Snak, og at hun ikke røgtede andet end sin Moers Gryder. Allesammen kan vi forstaa, at enten hun røgtede det ene eller det andet, bliver Forskellen ikke stor.
Da hun blev voxen, viste Erkeenglen Michael med samt den hellige Margrethe og den hellige Kathrine sig for hende i straalende Lysglands og talte hende til med stærke Englerøster. De bød hende frelse Fædrelandet, der paa den Tid var okkuperet af Englænderne. Familjen foreholdt hende selvfølgelig, at Kvindens Plads er ved Gryderne og der omkring i Nærheden, men som alle unge Piger, naar de bliver radikale, vilde hun ikke tage mod Fornuft. Adlydende Røsten fra Himlen lod hun Gryderne være, hvad de var, begav sig til Chinon, fremstillede sig for Dauphinen, Carl den syvende, og erklærede sig sendt af Gud til Frankrigs Redning. Carl den syvende var ikke mere Mandfolk, end at han tog mod Tilbudet - til hans Undskyldning kan det anføres, at hans Stilling var noget prekær. Og nu gik "la pucelle" videre paa den Emancipationens Bane, hun havde betraadt. Hun klædte sig i Mandfolkedragt, - begribende, at i Skørter lader sig intet udrette. Saa satte hun sig - over Skrævs - paa en Hest og drog mod Fjenden i Spidsen for Hæren. Midt i den vildeste Slagtummel saa man hende. Hun dræbte rigtignok ingen, men det vilde jeg heller ikke gøre, hvis jeg paa nogen Maade kunde undgaa det. Hun undsatte det haardt betrængte Orleans, drev Fjenden tilbage overalt og førte Dauphinen til Rheims, hvor han blev salvet og kronet med særdeles Højtidelighed.
Nogen Tid efter fangede Englænderne hende og stillede hende for Retten under Paaskud af, at hun var en Hex. I en Parenthes bemærkes, at den Beskyldning har Mændene til alle Tider rettet mod dygtige Kvindfolk; naar en Mand ikke kan staa sig i Diskussionen med sin Kone, klapper han hende endnu den Dag i Dag paa Kinden, kysser hende, kalder i hende en "sød lille Hex" og betragter saa for resten hendes Opfattelse af Tingen som henrettet, død og bortvejret. - Naa, Englænderne dømte Jeanne dArc og brændte hende paa Baalet. Fem og tyve Aar efter blev Sagens Akter undersøgt paa ny med det Resultat, at Jomfruen fra Orleans blev befunden ganske uskyldig i det, der var hende paasagt og fuldkommen frikendt - Retsplejen har aabenbart ogsaa den Gang haft sine Mangler.
Men Digterne besang Jeanne dArc, store og smaa - Schiller opfattede hende paa sin Manér, Voltaire paa sin. I Orleans og i Domremy knejser Rytterstatuer til hendes glorværdige Ihukommelse - Chapus Statu af den rene Jomfru er kendt fra Ørstedsparken og fra tusinde Dameskriveborde. Hun er en historisk Personlighed, har sin Rubrik i hvert et Konversationslexikon, huskes udenad af hver en Skoledreng.
Naturligvis har ogsaa de, der i disse Tider slaar et Slag for Kvindens Anvendelighed udenfor Køkkenet, brugt hende som et lysende Exempel paa, hvad Kvinden kan blive til. Og Exemplet var saa lysende, at der ikke var stort at indvende imod det. Uden just det, at Jeanne dArc var en ung Pige, der aldrig naaede til at opfylde Kvindens Kald som Hustru og Moder, men lod sit Liv paa Baalet, jomfruelig og ren, efter at have pareret sin himmelske Ordre. Saa kunde hun i alt Fald ikke anvendes noget Steds, hvor det gjaldt "gift Kvindes Erhverv", "gift Kvindes Raadighed over" osv. osv. Man havde oven i Købet Lov til at hævde, at hun formodentlig slet ikke var noget rigtigt Fruentimmer - - hun vilde ganske sikkert gjort en Mand ulykkelig - kunde aldrig gjort "Hjemmet hyggeligt" for ham - var afgjort bleven en slet Moder for hans Børn.
Saadan var Stillingen. Saa hændte der det, som kan gøre én ondt lige ned i Hjærterødderne. Der kom en fransk Videnskabmand og beviste tørt og klart, at dette her med Baal og Brand beroede paa en lille Misforstaaelse. Alt det andet havde sin Rigtighed - : Jeanne dArc frelste sit Fædreland og blev sluttelig fangen af Englænderne. Saa løb hun imidlertid sin Vej. Og derefter giftede hun sig og satte Børn ind i Verden og levede lykkelig og fornøjet til sine Dages Ende som saa mange andre ganske ordinære Kvindfolk.
Herefter sidder vi net i det. Romantikens Skær er gaaet af "la pucelle", Jomfruelighedens hellige Glorie faldt af hendes Hoved. Hendes Billede staar ikke længer som en Silhouet mod Baalets røde Flammer. Falder vort Blik paa Chapus Statu, dukker der op i vor Forestilling Billedet af en trivelig Madam med sit Barn ved Brystet.
Det er tungt at miste sine Illusioner. Saa har man ikke andet tilbage end den nøgne Virkelighed.
Og alligevel - ! hvor er ikke denne Virkelighed smuk!
Jeg kan se hende for mig - Pigen fra Orleans - i religiøs Extase, i Slagtummelen, i Fængslet. Og saa bagefter vende hjem til sin beskedne Landsby, afføre sig sin hvide Rustning, gifte sig med sin Hjærtenskær, kysse ham bravt og føde ham Børn, dele hans Slid og hans Munterhed. Jeg kan se hende sidde som gammel Kone i Arnekrogen og fortælle sine Børnebørn hvad hun bedrev som ung Pige - hvordan hun frelste sit Fædreland den Gang alle Mandfolkene hang med Hovedet - hvordan hun ikke derfor blev et Nevtrum, men havde alle sine kvindelige Længsler, al sin kvindelige Ømhed i Behold - -
Det var ikke mer end rimeligt, om Fremskridtskvinderne rejste Jeanne dArc en Statue-------
saadan som vi nu kender hende.
